Flygtningenævnet Formandskabet 8. beretning 1999

udlændingeloven og forarbejderne hertil samt af nævnets forretningsorden, at det er det nævn, der tidligere
har truffet afgørelse i sagen, der tager stilling til spørgsmålet om genoptagelse.
I medfør af udlændingelovens § 53, stk. 6, og § 29 i Flygtningenævnets forretningsorden kan sager, hvori
der er anmodet om genoptagelse, behandles af formanden eller en af næstformændene alene, når der ikke
er grund til at antage, at nævnet vil ændre sin afgørelse. Denne bestemmelse blev indføjet i
udlændingeloven ved lov nr. 382 af 14. juni 1995 i forbindelse med en effektivisering af
asylsagsbehandlingen, idet det tidligere i forretningsordenen var fastsat, at det var det nævn, der havde
afgjort sagen, der skulle træffe afgørelse om genoptagelse, medmindre koordinationsudvalget havde
bemyndiget den konkrete formand til at træffe afgørelsen.
I andre tilfælde tager det nævn, der har afgjort en sag, stilling til, hvorvidt der er grundlag for at genoptage
sagen, jf. forretningsordenens § 29.
4.6 Endelighedsbestemmelsen i udlændingelovens § 56, stk. 7.
I medfør af udlændingelovens § 56, stk. 7, er Flygtningenævnets afgørelser endelige.
Ved dom af 16. juni 1997 (U1997.1156H) fastslog Højesteret, at denne bestemmelse indebærer, at
domstolene er afskåret fra at prøve Flygtningenævnets afgørelse om udsendelse af en asylansøger, der
havde fået afslag på asyl. Der henvises til 6. beretning, side 16.
Den 29. april 1999 afsagde Højesteret på ny dom i en sag vedrørende udlændingelovens § 56, stk. 7.
Dommen er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1999, side 1243.
Sagens omstændigheder var følgende:
Flygtningenævnet stadfæstede i december 1996 en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvorved en
angivelig kvindelig statsborger fra Somalia blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens
§ 7. Ansøgeren havde i forbindelse med sagen fået forevist en del fotos med henblik på at fastslå, hvorvidt
ansøgeren kom fra Mogadishu. Nævnet lagde i sin afgørelse vægt på, at den pågældende ikke havde
kendskab til langt hovedparten af billederne, at den pågældende havde forklaret divergerende på forskellige
punkter, og at den pågældende ikke havde kunnet opgive navnene på flere af de af hendes ægtefælle
angivne fællesbørn. Flygtningenævnet fandt det således ikke sandsynliggjort, at den pågældende var
somalisk statsborger.
Den pågældendes advokat anlagde sag mod Flygtningenævnet ved Østre Landsret med påstand om, at
nævnets beslutning var ugyldig. Til støtte for påstanden anførte advokaten, at nævnet ikke havde tilvejebragt
et forsvarligt grundlag for afgørelsen.
Kammeradvokaten nedlagde principal påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.
Østre Landsret gav ved afgørelse af 24. september 1998 Flygtningenævnet medhold i den principale
påstand.
Advokaten ankede dommen til Højesteret, der den 29. april 1999 afsagde dom i sagen. Højesterets
præmisser var sålydende:
”Ved den indankede dom er der truffet særskilt afgørelse vedrørende Flygtningenævnets samlede
afvisningspåstand, der knytter sig til endelighedsbestemmelsen i udlændingelovens § 56, stk. 7.
Som fastslået ved Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1997, side 1157, afskærer
udlændingelovens § 56, stk. 7, domstolene fra at prøve Flygtningenævnets afgørelser ”i det omfang, dette
følger af en sædvanlig forståelse af endelighedsbestemmelser i lovgivningen”. I overensstemmelse hermed
25