Flygtningenævnet Formandskabet 8. beretning 1999

fandt derfor ikke at kunne tillægge disse forhold afgørende betydning ved vurdering af sagen. På den
baggrund fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville risikere at
blive udsat for asylbegrundende forfølgelse. Det bemærkedes, at en fremlagt tilsigelse ikke kunne føre til et
andet resultat. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for opholdstilladelse i medfør af
udlændingelovens § 7. BR 8/27
Nævnet stadfæstede den 6. oktober 1999 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig
statsborger fra Iran, født i 1971. Indrejst maj 1998. Flygtningenævnet udtalte, at det måtte tillægges vægt,
at ansøgeren først ansøgte om asyl den 16. november 1998, at han fik udstedt pas i juli 1997, at han
udrejste legalt legitimeret med det nævnte pas, og at formålet med indrejsen var at besøge en herboende
broder. Endvidere måtte det lægges til grund, at ansøgerens aktiviteter for organisationen ”Mindretallet”
havde været begrænsede, og at aktiviteterne ikke kunne antages at have profileret ansøgeren i forhold til
myndighederne. Det bemærkedes særligt, at ansøgeren ikke ansøgte om asyl allerede, da han blev bekendt
med anholdelsen af et andet medlem af organisationen, og at ansøgerens bror i Iran alene blev tilbageholdt i
et enkelt døgn i forbindelse med en påstået ransagning af bopælen. Ansøgeren havde efter sin indrejse i
Danmark givet et interview til en iransk partiavis. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren optrådte
anonymt i den fremlagte artikel, og at dette forhold ikke kunne begrunde asyl. Under opholdet i Danmark
havde ansøgeren endvidere deltaget i demonstrationer, og ansøgeren fremlagde fotos, hvor han stod foran
den iranske ambassade og på Rådhuspladsen. Flygtningenævnet fandt ikke, at oplysningerne om
ansøgerens deltagelse i demonstrationer efter indrejsen i Danmark kunne føre til noget andet resultat, og det
kunne herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller ved en
tilbagevenden til hjemlandet ville være i en sådan risiko herfor, at der var grundlag for at meddele
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. BR 8/28
Der henvises til nævnets afgørelse af 14. oktober 1999 vedrørende en kinesisk statsborger. Afgørelsen er
refereret under pkt. 7.2.4.
5.5 Bortfald
Efter udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., bortfalder en opholdstilladelse, når en udlænding opgiver sin
bopæl i Danmark.
Tilladelsen bortfalder endvidere, når udlændingen har opholdt sig uden for landet i mere end 6 på hinanden
følgende måneder, jf. § 17, stk. 1, 2. pkt. Har udlændingen med henblik på varigt ophold lovligt boet mere
end 2 år her i landet, bortfalder opholdstilladelsen dog først, når udlændingen har opholdt sig uden for landet
i mere end 12 på hinanden følgende måneder, jf. § 17, stk. 1, 3. pkt. I de nævnte tidsrum medregnes ikke
fravær på grund af værnepligt eller tjeneste, der træder i stedet herfor.
Det er en betingelse for ophør af opholdstilladelse, der er givet i medfør af §§ 7 og 8, at udlændingen frivilligt
har taget bopæl i hjemlandet eller har opnået beskyttelse i et tredje land, jf. § 17, stk. 3.
I henhold til § 17, stk. 2, kan det efter ansøgning bestemmes, at en opholdstilladelse, uanset om
betingelserne for bortfald efter § 17, stk. 1, er opfyldt, ikke skal anses for bortfaldet.
Udlændinge, der tilhører den gruppe af personer, der er nævnt i § 86, stk. 1, nr. 1-8 i lov om aktiv
socialpolitik, og som med henblik på at tage varigt ophold vender tilbage til hjemlandet eller det tidligere
opholdsland, har en mulighed for at fortryde opholdet i hjemlandet, jf. udlændingelovens § 17 a. Personer
med opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens §§ 7 og 8 er omfattet heraf.
Som eksempler på afgørelser, hvor nævnet har fundet, at klageren havde opgivet bopælen her i landet og
frivilligt taget ophold i hjemlandet, kan nævnes følgende afgørelser:
Nævnet stadfæstede den 14. oktober 1999 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig
statsborger fra Bosnien-Hercegovina og Kroatien, født i 1968. Klageren indrejste i august 1993 og blev den
8. december 1995 meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Den 31. maj 1996
repatrierede klageren til Bosnien-Hercegovina og rejste efterfølgende til Kroatien, hvor hans forældre havde
39