Flygtningenævnet Formandskabet 8. beretning 1999

etingelserne for at få opholdstilladelse, idet ansøgeren ikke tidligere havde haft længerevarende lovligt
ophold her i landet eller anden tilsvarende tilknytning, der kunne begrunde opholdstilladelse i medfør af
udlændingelovens § 7, stk. 4. For så vidt angik forholdet mellem ansøgeren og referencen, der var
ansøgerens broder født i 1964, lagde nævnet vægt på, at ansøgeren i 1977 fraflyttede hjemmet, hvor
ansøgeren boede sammen med referencen og den øvrige familie, idet ansøgeren blev gift. Hun flyttede
tilbage efter tre til fire år, men flyttede på ny, da hun i 1989 indgik nyt ægteskab. Referencen indgik selv
ægteskab i 1989 og stiftede fra dette tidspunkt egen familie. Ansøgeren og referencen havde således hvert
sit voksenliv, og referencen havde ikke set ansøgeren siden sin udrejse af Somalia i 1992. Ansøgeren rejste
selvstændigt fra Somalia først til Etiopien, men tog siden ophold i Kenya, hvor ansøgeren boede med sin
søn og datter. I 1995 fik referencen på ny kontakt med ansøgeren, med hvem referencen siden havde været
i jævnlig telefonisk kontakt. Referencen havde oplyst at have sendt pengebeløb til ansøgeren, men der var
ikke dokumentation herfor, og nævnet kunne alene lægge til grund, at referencen kun i meget begrænset
omfang havde sendt pengebeløb til ansøgeren, ligesom pengebeløbene ikke kunne anses som forsørgelse.
På denne baggrund og idet det blev bemærket, at heller ikke ansøgerens tilknytning til sin afdøde søsters
herboende børn kunne føre til andet resultat, fandt nævnet ikke, at Danmark kunne anses som nærmest til at
yde ansøgeren beskyttelse. BR 8/180
Nævnet stadfæstede den 20. august 1999 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Irak,
født i 1957 (M) og 1964 (K) samt to børn. Fra 1980 til 1991 boede ansøgerne sammen med referencen – der
var den mandlige ansøgers søster – på fælles bopæl i Irak. I marts 1991 udrejste ansøgerne til det nordlige
Irak, og i november 1992 rejste de til Iran. Referencen mødte sidst ansøgerne i 1997, da referencen var på
besøg i Iran. Forinden dette besøg så referencen sidst ansøgerne i 1996. Ansøgerne skrev brev til
referencen cirka hver tredje måned. Ansøgerne var i telefonisk kontakt med referencen cirka hver anden
måned. Referencen støttede ansøgerne økonomisk i det omfang, dette var muligt. Den mandlige ansøger
havde ti søskende, hvoraf de otte eller ni opholdt sig i Iran. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerne
siden 1992 havde opholdt sig i Iran, hvor også et stort antal af den mandlige ansøgers søskende opholdt sig.
Den herboende reference havde stiftet selvstændig familie. Flygtningenævnet fandt, at referencens kontakt
med ansøgeren efter de foreliggende oplysninger ikke gik videre, end hvad slægtsforholdet normalt
medfører. På denne baggrund, og idet ansøgerne ikke tidligere havde haft længerevarende lovligt ophold
her i landet fandt Flygtningenævnet ikke, at Danmark var nærmest til at yde ansøgerne beskyttelse, jf.
udlændingelovens § 7, stk. 4. BR 8/181
Kapitel 11 Statistik
11.1 Nævnets afgørelser i 1999
I 1999 modtog Flygtningenævnet i alt 1.059 nye klagesager fra Udlændingestyrelsen, mens nævnet traf
afgørelse i 1.297 sager, incl. 108 genoptagede sager. 285 sager blev afsluttet uden afgørelse, idet
ansøgeren frafaldt sin ansøgning m.v.
Tabel 1 viser antallet af nævnsafgørelser i 1999 fordelt på sagstype, idet disse tal samtidig er sammenholdt
med nævnets afgørelser siden 1996.
Tabel 1. Nævnets afgørelser fordelt på sagstype
1996 1997 1998 1999
Nye spontansager 1.512 1.416 1.044 1.018
Genoptagede sager 69 45 65 108
Inddragelsessager 28 7 52 8
104