Flygtningenævnet Formandskabet 8. beretning 1999

Flygtningekonventionens artikel 1, F, har følgende ordlyd :
”Denne konventions bestemmelser skal ikke finde anvendelse på den, om hvem der er alvorlig grund til at
antage, at han:
(a) har begået en forbrydelse mod freden, en krigsforbrydelse eller en forbrydelse mod menneskeheden,
således som disse forbrydelser er defineret i de mellemfolkelige aftaler, som er indgået for at træffe
forholdsregler herimod;
(b) har begået en alvorlig ikke-politisk forbrydelse udenfor tilflugtslandet, inden han som flygtning fik adgang
til dette;
(c) har gjort sig skyldig i handlinger, der er i strid med De Forenede Nationers mål og grundsætninger.”
For alle tre underbestemmelser gælder, at ”der skal være alvorlig grund til at antage”, at personen har
begået en af de omfattede forbrydelser. Vurderingen heraf bygger først og fremmest på en ansøgers egne
udsagn, herunder fremlæggelse af beviser i form af arrestordrer eller andre dokumenter på sagen, som kan
underbygge, at der foreligger en sådan alvorlig grund.
Det er en forudsætning for at bringe udelukkelsesgrundene i artikel 1, F i anvendelse, at der er oplysninger i
sagen vedrørende en asylansøger, der giver myndighederne anledning til sådanne overvejelser. Typisk vil
ansøgeren selv have afgivet en forklaring om handlinger, som giver anledning dertil, men også henvendelser
fra hjemlandets myndigheder, oplysninger fra andre danske myndigheder, domstolene, anmodninger om
udleveringer fra krigsforbrydertribunaler og tredjemands vidneudsagn kan føre til sådanne overvejelser.
For så vidt angår artikel 1, F, (a) følger det, at der skal være begået en ”krigsforbrydelse eller en forbrydelse
mod menneskeheden”. Til brug for fortolkningen af disse begreber kan der særligt henvises til London
Charter fra 1945 artikel 6 (vedrørende den internationale krigsforbrydertribunal), hvori indholdet af
begreberne uddybes. Derudover kan der henvises til FN’s folkedrabskonvention fra 1948, Genevekonventionerne
af 12. august 1949 om behandling af krigsfanger og om beskyttelse af civilofre i krigstid, og
som nyere kilder kan henvises til de to statutter til grund for krigsforbrydertribunalerne for Rwanda og det
tidligere Jugoslavien.
Forudsætningen for at bringe artikel 1, F, (b) i anvendelse er, at forbrydelsen skal være begået ”uden for
tilflugtslandet”. Hvis forbrydelsen er begået her i landet, vil forholdet skulle bedømmes efter
udlændingelovens § 10, stk. 2. Se nærmere herom nedenfor. Det antages, at artikel 1, F, (b) ikke kan
anvendes, hvis straffen for en forbrydelse, omfattet af bestemmelsen, er udstået. Dette skal ses i lyset af, at
hovedformålet med bestemmelsen er at undgå kriminelles misbrug af asylsystemet til at unddrage sig straf
for forbrydelser.
For at bringe artikel 1, F, (b) i anvendelse skal der endvidere være tale om en ”alvorlig” forbrydelse.
Forbrydelser som drab, voldtægt, lemlæstelser, grovere tilfælde af narkotikakriminalitet og bevæbnet røveri
vil typisk være kvalificerende. Derudover vil det i vurderingen indgå, om den forbrydelse, der er begået, er af
en så alvorlig karakter, at den overskygger den forfølgelse, som ansøgeren vil blive udsat for ved en
tilbagevenden til hjemlandet. Endelig vil formildende omstændigheder kunne inddrages i overvejelserne om
anvendelsen af bestemmelsen.
Vurderingen af om forbrydelsen er ”ikke politisk” vil typisk være en vurdering af om motivet for forbrydelsen
er politisk. Det vil for eksempel være afgørende om et bankrøveri begås ud fra et ønske om personlig
berigelse, eller om udbyttet skal afleveres til en politisk organisation. Uanset motivet for forbrydelsen
utvivlsomt må anses for politisk, kan forbrydelsen imidlertid godt efter dens karakter blive betragtet som ikkepolitisk,
efter en proportionalitetsafvejning mellem det politiske mål og midlet - det vil sige forbrydelsen. For
eksempel kan terrorhandlinger, på trods af handlingernes utvivlsomme politisk motiverede formål, være
omfattet af artikel 1, F, (b), fordi disse handlinger er disproportionale med det politiske mål.
90