Flygtningenævnet Formandskabet 8. beretning 1999

Private stridigheder anses som udgangspunkt ikke at være asylbegrundende i dansk praksis. Det
anerkendes imidlertid efter praksis, at overgreb eller chikane udøvet af privatpersoner eller af større grupper
af privatpersoner kan antage et sådant omfang og være af en så intensiv karakter, at det må anses for
forfølgelse, når myndighederne er vidende om handlingerne og tolererer disse, idet de enten ikke har evne
eller vilje til at yde den pågældende beskyttelse.
Flygtningenævnet er i forbindelse med sagens behandling opmærksom på den specielle situation, som en
kvinde, der som asylmotiv har anført kønsrelaterede overgreb, kan befinde sig i. Flygtningenævnet forsøger
så vidt muligt at imødekomme eventuelle særlige ønsker, den kvindelige asylansøger måtte have som følge
af de anførte overgreb, eksempelvis et ønske om en kvindelig tolk eller et ønske om sagens fremme henset
til behovet for en hurtig afklaring af den pågældendes situation.
Flygtningenævnet har i 1999 behandlet en række sager, hvori kønsrelaterede overgreb har været eller er
indgået som en del af asylmotivet hos kvindelige asylansøgere.
Som eksempler fra Flygtningenævnets praksis kan nævnes:
Nævnet stadfæstede den 9. marts 1999 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig
statsborger fra Iran, født i 1982. Indrejst i 1993. Ansøgeren kom til Danmark i forbindelse med et
familiebesøg og forblev i Danmark for at passe sin ældre syge søster, mens hendes moder og anden søster
vendte hjem til Iran. Ansøgeren blev i Iran seksuelt misbrugt af sin storebrors søn, da hun var cirka syv år
gammel. Under opholdet i Danmark havde ansøgeren haft seksuelt samkvem med andre mænd.
Ansøgerens ældre søster havde ringet til ansøgerens moder i Iran og kaldt ansøgeren for en luder. Søsteren
opfordrede moderen til at få ansøgeren undersøgt af en læge, hvis ansøgeren vendte tilbage til
Iran. Flygtningenævnet måtte efter ansøgerens forklaring lægge til grund, at hun ikke selv havde fortalt om
sine seksuelle forhold til nogen i Iran, herunder heller ikke til moderen. Flygtningenævnet fandt herefter ikke,
at der var grundlag for at antage, at de iranske myndigheder fik kendskab til ansøgerens forhold i Danmark.
Flygtningenævnet fandt det heller ikke sandsynliggjort, at hendes forklaring om ikke at være jomfru kunne
danne grundlag for domfældelse i Iran henset blandt andet til de bevismæssige krav, der efter de
foreliggende baggrundsoplysninger stilledes i iransk strafferetspleje. BR 8/8
Nævnet meddelte den 11. marts 1999 opholdstilladelse (F-status) til en kvindelig statsborger fra Jordan,
født i 1960. Indrejst i juni 1998. Ansøgerens ægtefælle var medlem af PLO og arbejdede for en
narkotikaafdeling under de palæstinensiske selvstyremyndigheder. Under Golf-krigen havde ægtefællen
kontakt til højtstående irakiske politikere, ligesom han mødtes med Saddam Hussein. Han var herudover
involveret i våbensmugling. Ægtefællen blev som følge af sine aktiviteter formelt udvist af Jordan med
indrejseforbud. På trods heraf besøgte han regelmæssigt ansøgeren, hvilket var muligt på grund af hans
forbindelser til jordanske myndighedspersoner. Ansøgeren var imod ægtefællens kontakter til Irak og
medvirken i våbensmuglinger, men blev udsat for fysiske overgreb, når hun udtrykte sin misbilligelse. En af
ansøgerens børn blev tillige slået ved flere lejligheder. Ansøgeren anmodede ægtefællen om skilsmisse,
hvilket han nægtede. Ægtefællen udsatte ansøgeren og ansøgerens børn for trusler som følge heraf. Hun
opsøgte ikke de jordanske myndigheder, idet hun på grund af ægtefællens forbindelser ikke regnede med, at
dette ville nytte noget. I stedet for kontaktede hun en kvindeorganisation, der informerede hende om de
jordanske regler vedrørende forældremyndighed i tilfælde af skilsmisse. Under opholdet i Danmark blev
ansøgeren og ansøgerens herboende familie ved flere lejligheder kontaktet af ægtefællen, af ægtefællens
brødre i Danmark og af personer fra den palæstinensiske repræsentation i Danmark. Ægtefællen ønskede,
at ansøgeren og børnene skulle rejse tilbage til Jordan, idet han i modsat fald truede med at dræbe
dem. Flygtningenævnet kunne i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Det blev således lagt
til grund, at ansøgerens ægtefælle var særdeles velhavende og havde tætte forbindelser til højtstående
myndighedspersoner i Jordan. Det blev endvidere lagt til grund, at ansøgerens ægtefælle havde gennemført
omfattende våbensmugling, og at ansøgeren havde kendskab til de deri involverede personer og havde
medvirket til udbetaling af penge i forbindelse med våbentransporterne. Uanset at ansøgeren ikke havde
søgt de jordanske myndigheders beskyttelse mod ægtefællens overgreb mod hende, men alene havde rettet
henvendelse til en kvindeorganisation, fandt et flertal af nævnet på denne baggrund, at der efter en samlet
vurdering af sagens oplysninger bestod en nærliggende risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til
Jordan ville blive udsat for overgreb, som hun ikke ville kunne opnå de jordanske myndigheders beskyttelse
31