Flygtningenævnet Formandskabet 8. beretning 1999

kvindelige patienter, og at hun, efter at to kolleger fra hendes egen landsby var blevet taget af Taleban,
måtte antages at være kommet i Talebans søgelys. På denne baggrund og henset til hendes etniske
tilhørsforhold, fandt flertallet, at den kvindelige ansøger opfyldte betingelserne for at blive meddelt
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt ikke, at den mandlige ansøger
ved udrejsen var konkret og individuelt forfulgt af grunde som omfattet af udlændingelovens § 7, eller ved en
tilbagevenden vil være i en risiko for en sådan forfølgelse. Den mandlige ansøger havde således ikke noget
selvstændigt asylgrundlag, men meddeltes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 som
konsekvens af ægtefællens opholdstilladelse på dette grundlag. BR 8/13
Nævnet stadfæstede den 30. november 1999 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig
statsborger fra Tyrkiet, angiveligt født i 1978. Indrejst i november 1996. Ansøgeren kom til Danmark i
forbindelse med, at hun blev familiesammenført med sin herboende ægtefælle. Det var ansøgerens forældre
i hjemlandet, der havde bestemt, at ansøgeren skulle indgå ægteskabet. Ansøgeren kunne ikke modsætte
sig dette, da familien var meget religiøs. Under opholdet i Danmark blev ansøgeren skilt fra ægtefællen, der
havde været voldelig i ægteskabet. Ansøgerens familie i Tyrkiet var efter skilsmissen af den opfattelse, at
ansøgeren havde krænket familiens ære. Flygtningenævnet kunne i det væsentlige lægge ansøgerens
forklaringer til grund. Det fulgte af ansøgerens forklaringer, at hun under sit ophold i Danmark havde haft
kontakt med en herværende forening, Komkar, og at hun i denne forenings regi havde deltaget i nogle
demonstrationer til fordel for kurderne. Flygtningenævnet fandt det ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at
disse aktiviteter, som måtte betegnes som meget begrænsede, enten var kommet til de tyrkiske
myndigheders kendskab, eller havde profileret ansøgeren i forhold til de tyrkiske myndigheder på en sådan
måde, at ansøgeren ved eventuel tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for asylbegrundende
forfølgelse. Derudover lagde Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren i 1997 havde forladt sin ægtefælle i
Danmark, og at hun nærede frygt for sin tyrkiske families reaktioner, såfremt hun vendte tilbage til
hjemlandet. Flygtningenævnet fandt det imidlertid ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at hun ved eventuel
tilbagevenden til hjemlandet ville være i konkret risiko for overgreb fra familiens side. Efter de foreliggende
baggrundsoplysninger fandt Flygtningenævnet ej heller grundlag for at antage, at hun ikke ville kunne opnå
de stedlige myndigheders beskyttelse mod eventuelle overgreb. BR 8/14
Nævnet stadfæstede den 17. december 1999 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig
statsborger fra Ghana, født i 1966. Indrejst i maj 1999. Da ansøgeren var barn, blev hun ikke omskåret, idet
hun, da hun var 4 måneder gammel, flyttede væk fra sin landsby med sin familie. Som voksen vendte
ansøgerens søster tilbage til landsbyen for at blive gift, og søsteren blev fanget af landsbyens beboere og
blev omskåret. På baggrund af dette afgik søsteren ved døden. Søsteren havde afsløret ansøgerens
opholdssted, og ansøgeren blev fra januar 1999 forsøgt opsøgt 5 gange af landsbyens beboere, der ville
have, at ansøgeren skulle vende tilbage til landsbyen for at blive omskåret. Den 6. gang ansøgeren blev
opsøgt, var hun selv til stede på bopælen, men det lykkedes for hende at flygte gennem et vindue.
Ansøgeren havde ikke været politisk aktiv og havde ikke været straffet. Flygtningenævnet udtalte, at efter
det foreliggende baggrundsmateriale var omskæring forbudt i Ghana, og det fremgik af U.S. Department of
State Report af 26. februar 1999 blandt andet, at straffen for forskellige overgreb mod kvinder var blevet
skærpet væsentligt i 1998. Efter ansøgerens forklaring blev det lagt til grund, at hun ikke havde rettet
henvendelse til de ghanesiske myndigheder eller til kvindeorganisationer for at søge beskyttelse mod de af
hende anførte trusler om overgreb. På denne baggrund fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren ved sin
udrejse var konkret og individuelt forfulgt af de grunde, som var omfattet af udlændingelovens § 7, ligesom
hun heller ikke ved en tilbagevenden ville være i risiko for en sådan forfølgelse. Ansøgeren måtte henvises til
at søge beskyttelse hos hjemlandets myndigheder, og der var ikke holdepunkter for at antage, at
myndighederne ikke ville yde hende den fornødne beskyttelse. BR 8/15
5.3 Agents of Persecution
Efter Flygtningenævnets praksis anses private stridigheder som udgangspunkt ikke for at være
asylbegrundende.
Private stridigheder og chikane fra privatpersoners – eller større grupper af privatpersoners - side kan dog
antage et sådant omfang og være af en sådan intensiv karakter, at det anses for forfølgelse.
33