Flygtningenævnet Formandskabet 8. beretning 1999

Nævnet stadfæstede den 20. december 1999 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig
statsborger fra Tyrkiet, født i 1975. Indrejst i november 1998. Ansøgeren var etnisk kurder og sunnimuslim.
Ansøgeren sympatiserede med PKK og DHKP samt TIKO, men var ikke medlem. Han deltog i cirka ti
lukkede møder hos PKK og fem til seks møder hos TIKO. Endvidere deltog han i flere demonstrationer for
henholdsvis PKK og TIKO. Ansøgerens fætter var guerilla for PKK, hvorfor politiet tre til fire gange opsøgte
ansøgeren for at spørge til fætteren, ligesom de advarede ansøgeren mod at deltage i kurdiske aktiviteter. I
juli 1996 blev ansøgeren indkaldt til session, men han gav ikke møde. Herefter og frem til udrejsen holdt
ansøgeren sig skjult. Ansøgeren rejste til Tyskland, hvor han søgte asyl. Under opholdet i Tyskland var
ansøgeren politisk aktiv for PKK og TIKO, idet han blandt andet uddelte politiske aviser, propaganderede og
deltog i møder og demonstrationer. Ansøgeren var af den opfattelse, at de tyrkiske myndigheder var blevet
bekendt med denne aktivitet. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens politiske aktiviteter, hverken i
eller uden for Tyrkiet havde været af en sådan karakter, at ansøgeren havde krav på at blive meddelt
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde vægt på, at der havde været tale om
begrænsede aktiviteter af ikke nærmere konkretiseret karakter. Ansøgerens udeblivelse fra aftjening af
værnepligt kunne ikke medføre, at ansøgeren skulle have opholdstilladelse. Flygtningenævnet lagde vægt
på, at ansøgeren som følge af sin udeblivelse ikke ville risikere en efter danske retstraditioner
uforholdsmæssig straf. BR 8/ 129
7.3.11 Ukraine
5 tilladelser
4 stadfæstelser
Nævnet meddelte den 5. juli 1999 opholdstilladelse (F-status) til to kvindelige statsborgere fra Ukraine, der
var mor og datter, født i 1959 og 1977, samt et barn, og moderens broder, ligeledes statsborger fra Ukraine,
født i 1953, samt et barn. Indrejst i januar 1998. Moderen og datteren var etniske jøder, mens den mandlige
ansøgers forældre var henholdsvis etnisk jøde og etnisk dansker. Ansøgerne blev udsat for chikane, trusler,
overgreb og tilbageholdelser på grund af deres etniske tilhørsforhold, ligesom familiens bopæl blev
nedbrændt af ukendte gerningsmænd. Den mandlige ansøgers og moderens ægtefælle var medlemmer af
Partiet til Krims økonomiske Genfødsel (PEVK), og moderens ægtefælle var aktiv i lokalpolitik. I 1997 blev
moderens og den mandlige ansøgers ægtefæller fundet dræbt af pistolskud efter at have afholdt et møde
med de lokale myndigheder, og den mandlige ansøgers søn blev kidnappet og senere tvangsindlagt på
psykiatrisk hospital. Flygtningenævnets flertal fandt, at ansøgerne havde afgivet overensstemmende og
konsistente forklaringer herunder om, at den fælles boligejendom nedbrændte den 3. oktober 1997 som
følge af en påsat brand, og navnlig at den mandlige ansøgers ægtefælle og den kvindelige ansøgers
ægtefælle blev fundet dræbt den 17. oktober 1997 efter mødet med borgmesteren den 15. oktober 1997.
Flertallet fandt, at der herefter ikke forelå tilstrækkelige holdepunkter for at kunne tilsidesætte ansøgernes
forklaring om, at de ikke kunne opnå den fornødne myndighedsbeskyttelse. Ansøgernes udtrykte subjektive
frygt fandtes derfor således begrundet, at det ikke burde kræves, at de tog ophold i Ukraine. BR 8/130, 131
og 132
7.4 Mellemøsten
7.4.1 Irak
37 tilladelser
133 stadfæstelser
Der er i beretningsperioden ikke sket nævneværdige ændringer i forholdene i Irak, og det er derfor fortsat
Udlændingestyrelsens praksis, at asylansøgere fra den myndighedskontrollerede del af Irak meddeles
opholdstilladelse i medfør af § 7, stk. 2.
Situationen i sikkerhedszonen i det nordlige Irak vurderes fortsat at være så stabil, at der er mulighed for at
opnå beskyttelse inden for området. Anvendelsen af et internt flugtalternativ er ifølge UNHCR betinget af, at
asylansøgeren har familie, tilhørsforhold og/eller politisk tilhørsforhold til det pågældende sted.
Der henvises i øvrigt til 7. beretning, side 182.
79