Flygtningenævnet Formandskabet 8. beretning 1999

0 tilladelser
6 stadfæstelser
Nævnet stadfæstede den 4. maj 1999 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger
fra Moldavien, født i 1976. Indrejst i marts 1998. Ansøgeren var jøde. Ansøgeren var medlem af en jødisk
ungdomsorganisation. I perioden marts 1996 til august 1997 blev ansøgeren tilbageholdt i tre omgange og
derefter løsladt mod betaling af bøde eller bestikkelse. I oktober 1997 fik ansøgeren en tilsigelse til at møde
på politistationen. På politistationen blev ansøgeren afhørt om sin tilknytning til organisationen, og om sin
ægtefælles opholdssted. Ansøgeren fortalte intet, hvorefter hun blev løsladt med besked om at tænke over
det et par dage. Tre dage senere - den 13. oktober 1997 - blev ansøgeren afhentet på bopælen af politiet og
ført til politistationen, hvor hun blev afhørt om sin tilknytning til organisationen, og i den forbindelse udsat for
fysiske overgreb og voldtægt. Dagen efter blev ansøgeren undersøgt på hospitalet uden at nævne den
begåede voldtægt. Ansøgerens moder henvendte sig til anklagemyndigheden for at klage over politiet, men
vendte ikke tilbage herfra. Ansøgeren fik senere at vide, at moderen var blevet anbragt på et psykiatrisk
hospital efter at have lavet et optrin hos anklagemyndigheden. I begyndelsen af november 1997 ville
ansøgeren begynde på akademiet igen, men fik her at vide, at hun var blevet eksmatrikuleret, efter at man
havde modtaget et brev fra indenrigsministeriets sikkerhedsafdeling med besked om at træffe administrative
foranstaltninger overfor ansøgeren. Efter at have hentet sine eksamenspapirer på akademiet blev ansøgeren
af en ukendt person skubbet ud foran en bil, der imidlertid nåede at standse. Flygtningenævnet lagde til
grund, at ansøgeren havde propaganderet for en jødisk organisation i form af deltagelse i møder og
udarbejdelse og uddeling af løbesedler. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at antage, at ansøgeren
som følge heraf ville risikere at blive udsat for en asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet lagde vægt
på, at ansøgeren forud for den 13. oktober 1997 alene havde været kortvarigt tilbageholdt, og at sagerne var
blevet afgjort med bøde og betaling af bestikkelse.Flygtningenævnets flertal fandt ikke at kunne lægge til
grund, at ansøgeren var blevet voldtaget den 13. oktober 1997. Flertallet bemærkede, at dette ikke fremgik
af erklæringen, udarbejdet efter undersøgelsen den 14. oktober 1997. Uanset ansøgeren var blevet
overfaldet som beskrevet i lægeerklæringen og udsat for et forsøg på påkørsel, fandt Flygtningenævnets
flertal ikke at kunne lægge til grund, at disse episoder havde fundet sted med myndighedernes sanktionering
som følge af ansøgerens jødiske herkomst. Flygtningenævnets flertal fandt, at der var tale om handlinger af
kriminel karakter, og at ansøgeren måtte rette henvendelse til myndighederne herom, eventuelt ved at klage
til en overordnet instans, såfremt den underordnede myndighed ikke ville behandle klagen. Herefter, og
henset til de foreliggende oplysninger om forholdene i Moldavien, og henset til, at ansøgeren havde opholdt
sig i hjemlandet flere måneder efter den sidste episode, fandt Flygtningenævnets flertal ikke, at ansøgeren
opfyldte betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgerens
helbredstilstand ikke kunne ændre flertallets vurdering. BR 8/121
Nævnet stadfæstede den 2. august 1999 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra
Moldavien, født i 1966 (M) og 1971 (K) samt to børn. Indrejst i december 1998. Flygtningenævnet fandt
ikke, at den omstændighed, at den mandlige ansøger var blevet chikaneret af politifolk, var
asylbegrundende. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at det måtte antages, at myndighederne havde
sanktioneret denne chikane og fandt i øvrigt, at ansøgeren måtte henvises til at klage over politiets
behandling af ham ad de officielle kanaler. Flygtningenævnet bemærkede, at det fremgik af ansøgerens
asylansøgningsskema, at Indenrigsministeriet havde svaret på en af ansøgeren indgivet klage.
Flygtningenævnet fandt ligeledes, at såfremt det blev lagt til grund, at det på nævnsmødet fremlagte
dokument vedrørende eftersøgning af den mandlige ansøger var ægte, at ansøgeren måtte henvises til at
søge sin sag prøvet ved domstolene, herunder eventuelt ved højere instanser. Flygtningenævnet
bemærkede, at der ikke i det foreliggende baggrundsmateriale var holdepunkter for at antage, at ansøgeren
ikke skulle kunne få en fair trail. Idet ansøgerne ikke i øvrigt sås at have været i noget modsætningsforhold til
de moldaviske myndigheder, og idet den omstændighed, at den kvindelige ansøger var af jødisk herkomst
ikke i sig selv var asylbegrundende, fandt Flygtningenævnet, at ansøgerne kunne vende tilbage til
hjemlandet uden at risikere en forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7. BR 8/122
7.3.8 Rusland
1 tilladelse
16 stadfæstelser
Nævnet stadfæstede den 12. februar 1999 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra
Rusland, født i 1970 (M) og 1974 (K). Indrejst i marts 1996 (M) og august 1996 (K). Ansøgerne havde ikke
76