Flygtningenævnet Formandskabet 8. beretning 1999

var plads til ham i Kroatien. Flygtningenævnet lagde til grund, at den mandlige ansøger var etnisk serber, og
at den kvindelige ansøger var kroat, at de begge var kroatiske statsborgere, og at den mandlige ansøger
tillige var jugoslavisk statsborger. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerne havde været udsat for
overgreb eller chikane, der kunne karakteriseres som forfølgelse. Den omstændighed, at den mandlige
ansøger havde deltaget i krigen på serbisk side, kunne heller ikke begrunde asyl, idet han i den henseende
måtte være omfattet af amnestilovgivningen. De generelt vanskelige forhold for etniske serbere i
Østslavonien og for folk i blandede ægteskaber kunne ikke i sig selv begrunde asyl. BR 8/61
Nævnet stadfæstede den 15. januar 1999 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig
statsborger fra Kroatien, født i 1976. Indrejst i marts 1998. Ansøgeren var etnisk roma fra Østslavonien. Når
ansøgeren gik på gaden, blev der råbt skældsord og trusler efter hende, ligesom hun fra slutningen af 1997
havde været udsat for telefonchikane. Ved en konkret lejlighed i 1997 blev ansøgeren truet på livet, hvilket
hun ikke anmeldte. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund, herunder om den chikane hun
havde været udsat for. Flygtningenævnet fandt imidlertid, at chikanen ikke havde et sådant omfang eller en
sådan konkret karakter, at den kunne betegnes som forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Hverken
oplysningerne om chikanen eller de generelle baggrundsoplysninger om forholdene for romaer i Kroatien
kunne give grundlag for at antage, at ansøgeren eller hendes familie risikerede at blive udsat for forfølgelse
eller tilsvarende overgreb ved en tilbagevenden til Kroatien. For så vidt angik den omstændighed, at
ansøgerens samlever, der var serber, var blevet udsat for chikane fra kroatiske politikolleger, bemærkede
Flygtningenævnet, at samleveren ved en afgørelse samtidig hermed var meddelt afslag på sin ansøgning
om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. BR 8/ 62
Nævnet meddelte den 28. januar 1999 opholdstilladelse (F-status) til et ægtepar fra Kroatien, født i 1960
(M) og 1969 (K), samt et barn. Indrejste i marts 1998. Den mandlige ansøger var etnisk serber, mens den
kvindelige ansøger var etnisk kroat. I 1991 ransagede de kroatiske myndigheder ansøgernes bopæl. I
månederne før udrejsen blev der skrevet dødstrusler på ansøgernes husmur, ligesom den mandlige ansøger
modtog mundtlige trusler, herunder trusler på livet. Flygtningenævnet udtalte, at det af sagen fremgik, at
den mandlige ansøger, der var musiker, havde sunget nationale sange, der var anvendt af de serbiske
myndigheder i radio og tv i propagandaøjemed. Videre, at den mandlige ansøger måtte anses som kendt i
offentligheden i den forbindelse. Den mandlige ansøger havde oplyst, at han var sikker på, at de trusler, der
var fremsat af civilbefolkningen i Kroatien, af denne grund ville blive bragt til udførelse, idet han blev opfattet
som en forræder. Det fremgik videre, at ansøgerne led af en stærk subjektiv frygt. Flygtningenævnet fandt
ikke, at ansøgerne forud for udrejsen havde været udsat for forhold, der havde haft en sådan karakter, at de
da kunne anses for forfulgte. Et flertal af Flygtningenævnet fandt efter en samlet vurdering ikke, at det
burde kræves, at ansøgerne vendte tilbage til deres hjemland. BR 8/63
Nævnet stadfæstede den 25. marts 1999 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig
statsborger fra Kroatien, født i 1958. Indrejst i maj 1998 sammen med sin samlever. Ansøgeren, der var
etnisk serber, var født og opvokset i Vestslavonien, men bosatte sig som følge af kamphandlinger i 1995 i et
forladt hus i Østslavonien sammen med sin samlever, der ligeledes var etnisk serber fra Vestslavonien. Fra
foråret 1997 og indtil udrejsen blev ansøgeren og hendes samlever udsat for anonym telefonchikane og
trusler på livet, hvilket de ikke anmeldte til myndighederne. Fra medio 1997 indtil udrejsen blev de jævnligt
opsøgt af den tidligere kroatiske ejer af det hus, hvori de havde taget ophold. Den tidligere ejer fremsatte
trusler, idet han ønskede, at de skulle forlade bopælen. Ved en konkret lejlighed opsøgte han bopælen
sammen med en anden kroat, i hvilken forbindelse de skød op i luften med en riffel. Den følgende dag
opsøgte ansøgeren sammen med sin samlever politiet, som lovede, at de ville se på sagen. Ansøgeren
udrejste uden at have hørt noget fra politiet. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund,
herunder om den chikane, som ansøgeren og hendes samlever var udsat for inden udrejsen, navnlig fra
ejeren af det hus, hvori ansøgeren og hendes samlever boede. Flygtningenævnet fandt imidlertid, at
chikanen ikke havde haft en karakter eller et omfang, der kunne betegnes som forfølgelse efter
udlændingelovens § 7. Det fremgik af baggrundsoplysningerne, herunder Udenrigsministeriets notat af 26.
februar 1999, at forholdene for etniske serbere i Østslavonien generelt var vanskelige. Flygtningenævnet
fandt - i overensstemmelse med den hidtidige praksis - imidlertid ikke, at de generelle forhold i sig selv
kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt således ikke, at hverken ansøgerens konkrete forhold eller de
generelle forhold for serbere i Østslavonien kunne føre til at anse ansøgeren for omfattet af
udlændingelovens § 7. BR 8/64 og 65
55