Flygtningenævnet Formandskabet 8. beretning 1999

Efter artikel 1, F, (c) er personer, der har gjort sig skyldige i handlinger i strid med FN’s formål og principper,
udelukket fra beskyttelse efter konventionen. De omtalte formål og principper er nærmere opregnet i FN
pagtens artikel 1 og 2. Som formål kan nævnes opretholdelse af international fred og sikkerhed. Som
principper kan nævnes fredelig løsning af konflikter og afholdelse fra trusler eller magtanvendelse mod en
anden stats territoriale integritet eller politiske uafhængighed.
Artikel 1 F ( c) anvendes sjældent, og Flygtningenævnet har ikke truffet afgørelse efter denne artikel.
Udelukkelsesgrundene i artikel 1, F relaterer sig til konventionsflygtninge efter artikel 1, A, og således
udlændingelovens § 7 , stk. 1, men antages i praksis at finde analog anvendelse i forhold til
udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. herom den nedenfor anførte afgørelse fra den 24. marts 1999.
Som eksempler på praksis i 1999 vedrørende artikel 1, F, (a) og (b), kan nævnes:
Nævnet stadfæstede den 24. marts 1999 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig
statsborger fra Bosnien-Hercegovina, født i 1963. Indrejste i januar 1994 og ansøgte om asyl i januar 1997.
Ansøgeren, som var muslim, havde i sommeren og efteråret 1993 været fange i bosnisk-kroatiske fangelejre.
Flygtningenævnet udtalte:
Flygtninge, der har behov for beskyttelse, og som sådan er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli
1951, gives efter ansøgning opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Dette indebærer blandt
andet, at flygtninge skal opfylde betingelserne i konventionens artikel 1, A, og at den pågældende ikke må
være omfattet af konventionens udelukkelsesgrunde i artikel 1, F.
Udelukkelsesgrundene i flygtningekonventionens artikel 1, F, relaterer sig (naturligvis) til
konventionsflygtninge efter artikel 1, A, og således udlændingelovens § 7, stk. 1.
Efter udlændingelovens § 7, stk. 2, gives der opholdstilladelse til en udlænding, som ikke er omfattet af
flygtningekonventionen af 28. juli 1951, men hvor det af lignende grunde som anført i konventionen eller af
andre tungtvejende grunde ikke bør kræves, at udlændingen vender tilbage til sit hjemland.
Udlændingelovens § 7, stk. 2, indeholder således en udvidelse i forhold til det konventionsbestemte
flygtningebegreb.
Flygtningenævnet fandt, at de grunde, der udelukker konventionsflygtninge fra at opnå
konventionsbeskyttelse, og som er anført i flygtningekonventionens artikel 1, F, ligeledes udelukker
udlændinge, der i øvrigt har et beskyttelsesbehov efter udlændingelovens § 7, stk. 2, fra at opnå denne
beskyttelse.
Det bemærkedes, at der ikke i forarbejderne til bestemmelsen i udlændingelovens § 7, stk. 2, er
holdepunkter for at antage, at denne bestemmelse skulle finde anvendelse over for udlændinge, der har
begået så alvorlige forbrydelser, at de ville være udelukket fra at opnå beskyttelse efter
flygtningekonventionen.
Flygtningenævnet lagde i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgeren
ved en tilbagevenden til Bosnien-Hercegovina risikerede en forfølgelse, som var omfattet af
udlændingelovens § 7, stk. 2.
Ved Østre Landsrets dom af 25. november 1994, som stadfæstet ved Højesterets dom af 15. august 1995,
blev ansøgeren idømt otte års fængsel for overtrædelse af straffelovens § 246, jf. § 245, og § 245, for 11
forhold af vold, hvoraf volden i to af forholdene havde døden til følge. Volden blev udøvet i fangelejren i
sommeren 1993 over for andre fanger, hvoraf nogle var afkræftede og værgeløse, mens ansøgeren selv var
krigsfange og ”ordensholder” i lejren. Højesteret havde fundet, at betingelserne om ”grove overtrædelser” i
91