Flygtningenævnet Formandskabet 8. beretning 1999

Efter udlændingelovens § 31, stk. 1, må en udlænding ikke udsendes til et land, hvor den pågældende
risikerer forfølgelse af de i Flygtningekonventionen af 28. juli 1951 artikel 1, A, nævnte grunde, eller hvor
udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land.
Efter udlændingelovens § 31, stk. 2, finder bestemmelsen i § 31, stk. 1, tilsvarende anvendelse, såfremt de i
§ 7, stk. 2, nævnte forhold foreligger. Forbudet mod udsendelse, jfr. § 31, stk. 2, 2. pkt., er ikke absolut, idet
der kan ske udsendelse, hvis der er bestemte grunde til at antage, at en udlænding frembyder fare for
landets sikkerhed, eller hvis den pågældende efter endelig dom for en særlig farlig forbrydelse, må antages
at frembyde nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed.
Flygtningekonventionens forbud mod refoulering i artikel 33 angår alene flygtninge. Derfor gælder forbudet
mod refoulement i artikel 33 ikke for personer, som efter udelukkelsesgrundene er udelukket fra at blive
anerkendt som flygtninge efter artikel 1, A. Forbudet i artikel 33 mod at refoulere flygtninge gælder derudover
ikke, hvis en flygtning, ”med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder
sig, eller som efter en endelig dom for en alvorlig forbrydelse, må betragtes som en fare for samfundet i det
pågældende land”, jf. Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2.
Udlændingelovens § 31 rækker videre end flygtningekonventionens artikel 33, idet § 31 omfatter alle
udlændinge. En udlænding, som efter udelukkelsesgrundene er udelukket fra beskyttelse efter § 7, eller hvor
særlige omstændigheder efter § 10, stk. 2, taler imod at meddele opholdstilladelse, vil således ikke blive
udsendt, såfremt § 31 er til hinder derfor. Den pågældende vil i disse situationer få et såkaldt tålt ophold i
Danmark, hvilket betyder, at den pågældende ikke meddeles nogen opholdstilladelse, men heller ikke
tvangsmæssigt vil blive udsendt af landet.
Udsendelsesspørgsmål efter § 31 kan videre opstå i forbindelse med udsendelse af en udlænding, der har
haft opholdstilladelse efter § 7-8 og er udvist ved dom.
8.2.2 Udlændingelovens § 49 a
Efter udlændingelovens § 49 a skal Udlændingestyrelsen forud for politiets udsendelse af en udlænding, der
har haft opholdstilladelse efter §§ 7-8, og som er udvist ved dom, tage stilling til, om udsendelsen vil være i
strid med § 31, medmindre udlændingen samtykker i udsendelsen. En afgørelse om, at udlændingen ikke
kan udsendes, skal tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter §
7.
Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 473 af 1. juli 1998, ud fra et ønske om fremover at adskille
domstolenes stillingtagen til om udvisning bør ske, fra vurderingen af, om ansøgeren kan anses at risikere
forfølgelse i hjemlandet. Vurderingen af forfølgelsesrisikoen er herefter overladt til asylmyndighederne.
Udlændingestyrelsens afgørelse om, at § 31 ikke er til hinder for udsendelse, anses automatisk for påklaget
til Flygtningenævnet, og klagen har opsættende virkning. jfr. § 53 a, stk. 2.
Fra praksis vedrørende § 49 a kan nævnes:
Nævnet stadfæstede den 22. marts 1999 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs
palæstinenser fra Libanon, født i 1951. Klageren var indrejst i Danmark den 11. juni 1985. I 1987 fik han
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Ved Østre Landsrets ankedom af 22. oktober 1998 blev
klageren idømt otte måneders ubetinget fængel og udvist af Danmark med indrejseforbud i 5
år. Flygtningenævnet fandt ikke at kunne lægge klagerens seneste forklaring om sine aktiviteter for PFLP til
grund. Flygtningenævnet lagde herved lagt vægt på, at klageren ved indrejsen i 1985 oplyste, at han ikke
havde været medlem af foreninger, partier eller lignende, ligesom han ikke havde været aktiv, og at han som
motiv til sin ansøgning havde anført frygt for Amal og sociale forhold. Flygtningenævnet fandt herefter, at
klageren kunne opnå den fornødne beskyttelse i Libanon, og at han kunne udsendes hertil uden at blive
udsat for forfølgelse af de i Flygtningekonventionen af 28. juli 1951, artikel 1 A nævnte grunde, jf.
udlændingelovens § 31. BR 8/165
95