Flygtningenævnet Formandskabet 8. beretning 1999

i Beograd. Idet oplysningerne om de generelt vanskelige forhold for etniske albanere i Forbundsrepublikken
Jugoslavien ikke kunne føre til noget andet resultat, kunne flertallet herefter ikke lægge til grund, at
ansøgeren var forfulgt ved udrejsen eller ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko herfor. BR
8/52
Nævnet stadfæstede den 8. december 1999 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig
statsborger fra Forbundsrepublikken Jugoslavien, født i 1970. Angiveligt indrejst i september 1998.
Ansøgeren, der var etnisk roma, var ofte blevet stoppet og taget med af politiet, der beskyldte ham for at
have begået tyverier. Ved disse lejligheder blev ansøgeren typisk afhørt, slået og chikaneret verbalt i 15
minutter til tre timer, hvorefter han tilstod. Herefter fik han lov til at gå under forudsætning af, at han gav
møde næste dag, hvilket han aldrig gjorde. Fra 1989 til 1990 gjorde ansøgeren militærtjeneste som menig.
Under sagen forklarede han, at han forud for udrejsen modtog to genindkaldelser til reserven i Kosovo. Da
ansøgeren ikke mødte som tilsagt, blev han søgt på bopælen af politiet, men flygtede og udrejste.
Udlændingestyrelsen meddelte afslag på asyl blandt andet under henvisning til, at ansøgeren ikke
medbragte indkaldelserne til Danmark, at ansøgeren og hans samlever havde afgivet divergerende
forklaringer om politiets henvendelser i forbindelse med indkaldelserne, samt at det forekom usandsynligt, at
militæret skulle have indkaldt ansøgeren, som efter sin egen forklaring ustandseligt blev beskyldt for at
stjæle.Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var etnisk roma, at han havde familie i hjemlandet,
og at han ikke havde været politisk aktiv. Ansøgeren havde for Flygtningenævnet præciseret, at hans
asylmotiv var den af politiet udøvede vold mod ham. Af de af styrelsen nævnte grunde kunne nævnet ikke
lægge til grund, at ansøgeren havde været søgt indkaldt til militærtjeneste som forklaret af ham, hvorfor dette
forhold ikke kunne begrunde asyl. Hertil kom, at den påståede indkaldelse lå uden for den periode, hvor
Forbundsrepublikken Jugoslavien var i krigstilstand. Endvidere måtte det tillægges vægt, at ansøgeren og
hans samleverske havde forklaret divergerende med hensyn til, at han klagede over den af politiet udøvede
chikane til lederen af politistationen, ligesom denne oplysning først var fremkommet for Flygtningenævnet.
Denne udbyggede forklaring kunne derfor ikke lægges til grund. Den chikane, som ansøgeren havde oplyst
at have været udsat for, havde ikke haft en sådan intensitet og omfang, at den kunne sidestilles med en af
udlændingelovens § 7 omfattet forfølgelse. De generelt vanskelige forhold for etniske romaer i
Forbundsrepublikken Jugoslavien kunne ikke i sig selv begrunde asyl. BR 8/53
Nævnet stadfæstede den 21. december 1999 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig
statsborger fra Forbundsrepublikken Jugoslavien, født i 1969. Indrejste i februar 1997. Ansøgeren, der var
muslim fra Sandzak-området, var medlem af SDA, indtil han i 1992 udrejste til Danmark, idet han frygtede at
blive indkaldt til militæret. Fra 1993 til 1997 opholdt han sig af samme grund i Makedonien. Efter ansøgerens
forklaring, som Flygtningenævnet lagde til grund sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger,
var der ikke grundlag for at antage, at ansøgeren risikerede konkret og individuel forfølgelse, hverken som
følge af sit medlemskab af SDA indtil udrejsen i 1992 eller som følge af udrejsen for at undgå militærtjeneste.
Da heller ikke de generelle forhold for muslimer fra Serbien kunne give grundlag for asyl, opfyldte ansøgeren
ikke betingelserne i udlændingelovens § 7. BR 8/54
Som eksempel på nævnets praksis i samme periode, i sager hvor asylmotivet ikke var knyttet til militære
forhold, kan nævnes:
Nævnet stadfæstede den 22. november 1999 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig
statsborger fra Forbundsrepublikken Jugoslavien, født i 1973. Indrejst i december 1996. Ansøgeren var
etnisk roma og muslim fra Beograd, hvor hun indtil sin udrejse havde haft bopæl i et serbisk kvarter. Cirka tre
til fire uger før udrejsen blev hun på sin bopæl opsøgt af nogle serbiske naboer, hvoraf den ene var
politibetjent. Naboerne spurgte efter ansøgerens samlever, der ikke var til stede på bopælen. En af
naboerne kastede ansøgeren mod gulvet og forsøgte at voldtage hende, men blev hurtigt stoppet af de
øvrige tilstedeværende. Den følgende dag rettede ansøgeren og samleveren henvendelse til politiet for at
anmelde forholdet, men de blev nægtet hjælp. Bopælen blev efterfølgende om natten opsøgt af naboer, der
kastede sten gennem vinduerne og råbte, at de skulle forlade stedet. Flygtningenævnet udtalte, at
ansøgeren ikke havde været politisk aktiv. Ansøgeren havde oplyst, at hun var etnisk roma. Ansøgeren
havde ikke forud for udrejsen været udsat for overgreb udøvet af sit hjemlands myndigheder.
Flygtningenævnet fandt ikke, at det overgreb af seksuel art fra naboers side, som ansøgeren havde oplyst at
have været udsat for i 1996, i sig selv kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt ikke, at de overgreb,
ansøgeren oplyste at have været udsat for forud for udrejsen havde haft en sådan intensitet eller karakter, at
52