Flygtningenævnet Formandskabet 8. beretning 1999

Som eksempler på nævnets praksis i sager vedrørende personer fra Krajina kan nævnes:
Nævnet stadfæstede den 22. januar 1999 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig
statsborger fra Kroatien, født i 1960. Indrejst i maj 1998. Ansøgeren var etnisk serber og medlem af SDS og
en humanitær organisation ved navn “Kredsen af serbiske søstre”. Ansøgeren oplevede ikke problemer som
følge heraf. I 1991 og 1994 blev henholdsvis ansøgerens ægtefælle og søster dræbt. I 1995 flygtede
ansøgeren som følge af “Operation storm”. Ansøgeren opholdt sig herefter som flygtning i
Forbundsrepublikken Jugoslavien. Fra 1997 til 1998 rejste ansøgeren én gang om måneden til sin hjemby i
Kroatien, hvor hun opholdt sig i én til to dage ad gangen. Ansøgeren indgav ansøgning om rejselegitimation,
i hvilken forbindelse hun blev chikaneret. Ansøgeren blev ligeledes chikaneret verbalt af civilbefolkningen i
Kroatien. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ikke havde været udsat for overgreb eller en sådan
chikane fra myndighedernes side, at det kunne karakteriseres som forfølgelse, hverken i anledning af
ansøgerens medlemskab af SDS, af en humanitær organisation eller af andre forhold. Den chikane,
ansøgeren havde været udsat for fra lokalbefolkningens side, fandtes ikke at have et sådant omfang og en
sådan intensitet, at det kunne sidestilles med en asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet fandt ikke,
at ansøgerens subjektive frygt var af en sådan karakter, at der var grundlag for at meddele opholdstilladelse
som følge heraf. BR 8/ 66
Nævnet stadfæstede den 20. juli 1999 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra
Kroatien, født i 1948 (M) og 1960 (K), samt et barn. Indrejst i december 1993. Ansøgerne, der var etniske
serbere fra Krajina-området, havde fra 1994 til 1996 midlertidig opholdstilladelse i Danmark i medfør af § 1 i
lov nr. 933 af 28. november 1992. Den mandlige ansøger havde været udsat for verbal chikane samt trusler
på livet fremsat af kroatiske politibetjente. I 1991 rejste ansøgerne til Beograd, idet deres søn skulle
behandles på et derværende hospital. Som følge af uroligheder på hjemegnen forblev de i Beograd. Begge
ansøgere havde SFR jugoslavisk statsborgerskab. På Flygtningenævnets møde den 17. maj 1997 hjemviste
nævnet på den beskikkede advokats og Udlændingestyrelsens samstemmende begæring herom sagen til
Udlændingestyrelsen med henblik på en stillingtagen til, om ansøgerne skulle vurderes i forhold til
Forbundsrepublikken Jugoslavien eller Kroatien. På Flygtningenævnets møde den 17. februar 1998
besluttede nævnet på baggrund af UNHCR’s skrivelse af 21. august 1997 at udsætte sagen med henblik på
at iværksætte en høring via Udenrigsministeriet til afklaring af, hvorvidt etniske serbere, der stammede fra
Krajina-området, således som de aktuelle forhold var, kunne vende tilbage uden at risikere forfølgelse til
Krajina-området eller til den øvrige del af Kroatien. Sagen blev herefter afgjort ved skriftlig votering blandt
nævnets medlemmer. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgernes asylgrundlag skulle vurderes i forhold til
Kroatien, hvor ansøgerne havde boet indtil 1991. Det er ikke asylretligt en betingelse for at vende tilbage til
et land, at man har statsborgerskab i det pågældende land. I denne sag måtte Kroatien betragtes som
ansøgernes hjemland. Ansøgeren havde ikke inden udrejsen, der fandt sted som følge af, at ansøgernes
barn skulle hospitalsbehandles, været politisk aktive eller i konflikt med de kroatiske myndigheder. Den
chikane, som den mandlige ansøger havde været udsat for, var ikke af en sådan karakter, at den kunne
betegnes som asylbegrundende. Herefter og idet de generelle forhold for etniske serbere i Kroatien ikke i sig
selv kunne begrunde, at der skulle meddeles ansøgerne opholdstilladelse, fandt nævnet ikke grundlag for at
antage, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet Kroatien, hverken til Krajina-området eller den
øvrige del af Kroatien, ville risikere at blive udsat for forfølgelse, der var omfattet af udlændingelovens § 7.
BR 8/67
Flygtningenævnet har i beretningsperioden løbende modtaget et omfattende baggrundsmateriale til
belysning af den generelle politiske og menneskeretlige situation i Kroatien, herunder Østslavonien.
Ved telefax af 1. marts 1999 fra Udenrigsministeriet modtog Flygtningenævnet UNHCR’s udtalelse af 26.
februar 1999 angående situationen i Østslavonien. Udtalelsen tjener til en opdatering af UNHCR’s Position
Paper af 11. februar 1998 vedrørende forholdene for etniske serbere i Østslavonien. Det fremgår af
udtalelsen, at UNHCR fastholder sin vurdering som udtrykt i Position Paper af 11. februar 1998. Ved brev af
4. marts 1999 modtog Flygtningenævnet Udenrigsministeriets notat af 25. februar 1999 om situationen i
Østslavonien, ligesom Dansk Flygtningehjælp den 19. maj 1999 fremkom med et notat vedrørende
asylsagsbehandlingen for etniske serbere fra Østslavonien. Sammenfattende beskrives de generelle vilkår
for etniske serbere i Østslavonien. Det fremgår blandt andet, at der på en række områder forekommer
diskrimination af etniske serbere, herunder ejendomsretligt og i forbindelse med tildelingen af offentlige
ydelser, ligesom der forekommer trusler og chikane rettet mod etniske serbere. Der rapporteres ligeledes om
56