Flygtningenævnet Formandskabet 8. beretning 1999

Sandzak-området. I maj 1996 modtog ansøgeren en indkaldelse til militærtjeneste. I maj 1998 fortalte
ansøgerens fader ham, at der var blevet afleveret en indkaldelse hos forældrene. I januar 1999 blev der
afleveret endnu en indkaldelse. Det blev over for ansøgerens forældre indskærpet, at han skulle møde op til
militærøvelser, og at han i tilfælde af udeblivelse ville blive straffet. Endvidere risikerede ansøgeren at blive
sendt til Kosovo. Selv om det blev lagt til grund, at ansøgeren var forsøgt genindkaldt til militærtjeneste,
fandt Flygtningenævnet ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet som
følge af sin udeblivelse risikerede at blive udsat for en uforholdsmæssig straf eller risikerede at blive udsendt
til udførelse af krigslignende tjeneste i Kosovo. Nævnet lagde herved dels vægt på de foreliggende
baggrundsoplysninger om den mulige straf for udeblivelse fra genindkaldelse dels UNHCR’s skrivelse af 11.
februar 1999, hvorefter ingen medlemmer af etniske minoritetsgrupper i praksis sendes til Kosovo. BR 8/49
Nævnet stadfæstede den 11. marts 1999 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig
statsborger fra Forbundsrepublikken Jugoslavien, født i 1974. Indrejst i juli 1998. Ansøgeren var muslim fra
Sandzak-provinsen. I foråret 1998 opsøgte militærpolitiet og en tjenestemand ansøgerens bopæl, hvor de
afleverede en indkaldelse til militærøvelser to uger senere. Ansøgeren gav møde. Ansøgeren hørte, at der
blev talt om, at de skulle sendes til Kosovo, hvorfor han bad den ansvarlige officer om tilladelse til at opsøge
sin familie for at fortælle dem, at de ikke ville se ham foreløbig. Ansøgeren fik tilladelse til fravær i to timer
mod at deponere sit ID-kort. Ansøgeren vendte ikke tilbage, hvorfor militærpolitiet efter tre til fire timer søgte
efter ham på bopælen. Senere i 1998 blev der atter sendt en indkaldelse til bopælen. Selv om det blev lagt til
grund, at ansøgeren var forsøgt genindkaldt til militærtjeneste, fandt Flygtningenævnetikke grundlag for at
antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet som følge af sin udeblivelse risikerede at blive
udsat for en uforholdsmæssig straf eller risikerede at blive udsendt til udførelse af krigslignende tjeneste i
Kosovo. Nævnet havde herved lagt vægt på dels de foreliggende baggrundsoplysninger om den mulige straf
for udeblivelse fra genindkaldelse dels UNHCR’s skrivelse af 11. februar 1999, hvorefter ingen medlemmer
af etniske minoritetsgrupper i praksis sendes til Kosovo. BR 8/50
For så vidt angår sager i samme periode, hvor asylmotivet ikke helt eller delvist var knyttet til miltære forhold,
kan nævnes:
Nævnet meddelte den 25. januar 1999 opholdstilladelse (F-status) til et ægtepar fra Forbundsrepublikken
Jugoslavien, født i 1963 (M) og 1968 (K), samt fem børn. Indrejst i december 1996. Den mandlige ansøger
var etnisk roma fra Kraljevo, Serbien, og den kvindelige ansøger etnisk albaner fra Mitrovica, Kosovo. På
grund af deres etnisk blandede herkomst havde parret blandt andet problemer med at bo sammen og med at
blive registreret i hinandens respektive hjembyer. Parret udrejste i 1988 til Tyskland, hvor de opholdt sig
indtil indrejsen i Danmark. Flygtningenævnet lagde til grund, at den mandlige ansøger var etnisk roma fra
Kraljevo i Serbien, og at den kvindelige ansøger var etnisk albaner fra Kosovo. De havde ikke været i
hjemlandet siden 1988. Ansøgernes forklaringer var behæftet med væsentlige troværdighedsproblemer, og
det måtte derfor lægges til grund, at ansøgerne havde kunnet opholde sig i Kraljevo i årene 1984 til 1988.
Flygtningenævnet fandt derfor, at de ikke skulle vurderes i forhold til Kosovo. Flertallet fandt, at det i hvert
fald i den foreliggende politiske situation i Serbien ville være forbundet med store vanskeligheder og
indebære risiko for overgreb, hvis ansøgerne og deres børn skulle tage ophold i Serbien. Flertallet fandt
derfor, at det ikke burde kræves, at ansøgerne vendte tilbage til hjemlandet. BR 8/51
Fra den 24. marts 1999 til den 23. juni 1999 var Forbundsrepublikken Jugoslavien erklæret i krigstilstand
som følge af NATO’s aktion mod landet, og grænserne blev lukket for alle mænd i den våbenføre alder.
Den 20. april 1999 iværksatte Flygtningenævnet på baggrund af en konkret sag og den daværende situation
i Forbundsrepublikken Jugoslavien en høring via Udenrigsministeriet vedrørende de militære forhold i
Forbundsrepublikken som nævnt i telefax af 11. februar 1999 fra UNHCR. Nævnet anmodede herunder om
at modtage uddybende oplysninger om mobiliseringens omfang og oplysninger om strafferammen for
militærunddragelse og desertering samt straffepraksis i sådanne sager. Flygtningenævnet stillede samtidig
behandlingen af alle sager vedrørende asylansøgere fra Forbundsrepublikken Jugoslavien, der som
asylmotiv helt eller delvist havde henvist til militære forhold, i bero.
Flygtningenævnet modtog ved notat af 30. august 1999 fra UNHCR en foreløbig besvarelse af høringen. Af
notatet fremgår, at der ikke var sket en generel mobilisering i forbindelse med indførelsen af krigstilstand i
Forbundsrepublikken, men at et stigende antal personer var blevet indkaldt til aftjening af militærtjeneste.
50