Flygtningenævnet Formandskabet 8. beretning 1999

Det fremgår endvidere, at det ikke var UNHCR bekendt, i hvilket omfang personer af anden etniske herkomst
end serbisk blev indkaldt, men at etniske albanere og muslimer fra Sandzak-området i de sidste år ikke var
blevet indkaldt rutinemæssigt. Undtagelser var dog forekommet, hvorfor UNHCR henstiller, at der i sådanne
sager træffes afgørelse efter en individuel og konkret vurdering. Det fremgår videre, at militærunddragelse
og desertering begået i perioden fra den 24. marts 1999 til den 23. juni 1999 vil blive regnet som sket i
krigstid og dermed være strafbelagt i overensstemmelse hermed. Strafferammen er i fredstid op til 10 års
fængsel og i krigstid mellem 1 og 20 års fængsel alt afhængig af de nærmere omstændigheder. Alternativ
militærtjeneste er mulig, dog ikke i krigstid. Det har ikke været muligt for UNHCR at fremkomme med
oplysninger om straffepraksis, idet man i sager vedrørende militærunddragelse og desertering begået under
krigstilstanden anvendte og fortsat anvender særlige afkortede procedurer ved lukkede og fortrolige militære
retsmøder.
Ved to notater af 1. oktober 1999 fra UNHCR vedrørende Forbundsrepublikken modtog Flygtningenævnet
yderligere oplysninger om militærunddragelse og desertering.
Det ene notat indeholdende UNHCR’s overvejelser vedrørende personer fra Forbundsrepublikken, som
deserterer eller unddrager sig militærtjeneste indeholdt ud over oplysninger herom ligeledes UNHCR’s
generelle analyse af, i hvilke situationer militærunddragelse og desertering kan være asylbegrundende.
Endvidere fremkom UNHCR på baggrund heraf og den erklærede krigstilstand i perioden fra den 24. marts
til den 23. juni 1999 med konkrete anbefalinger vedrørende Forbundsrepublikken. UNHCR opstiller i
forbindelse hermed tre kategorier af personer, som vil være i risiko. Den første gruppe omfatter personer,
som forlod landet, før krigstilstanden blev indført, i forventning herom eller om lukning af grænserne, og som
hverken før eller under krigstilstanden har modtaget en indkaldelse. Sådanne personer forventes at kunne
vende tilbage til Forbundsrepublikken. Den anden gruppe består af personer, der forlod landet, idet de
modtog en indkaldelse, eller som forlod landet, før de modtog en indkaldelse, men som efterfølgende har
modtaget én. Sådanne personer risikerer ved en tilbagevenden op til 20 års fængsel. Den tredje gruppe
omfatter desertører.
Det andet notat vedrørende særlige grupper af asylansøgere fra Forbundsrepublikken Jugoslavien indeholdt
et afsnit om UNHCR’s generelle overvejelser vedrørende manglende udførelse af militærtjeneste.
På koordinationsudvalgets møde den 14. oktober 1999 blev de fremkomne oplysninger drøftet. Der var i
udvalget enighed om at genoptage behandlingen af de pågældende sager.
Som eksempler på Flygtningenævnets praksis, i sager hvor asylmotivet helt eller delvist var knyttet til
militære forhold, i perioden fra november og december 1999, kan nævnes:
Nævnet stadfæstede den 1. december 1999 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig
statsborger fra Forbundsrepublikken Jugoslavien, født i 1974. Indrejst i maj 1997. I 1992 modtog ansøgeren,
der var etnisk albaner fra Kosovo-provinsen, og som siden 1981 havde boet i Beograd, en indkaldelse til
session, hvorfor han udrejste til Sverige. Ansøgeren returnerede kort efter, idet hans fader risikerede straf,
såfremt han ikke vendte tilbage. Cirka tre måneder efter hjemkomsten gav ansøgeren efter tilsigelse møde til
session, hvor han blev erklæret for egnet. To måneder senere blev han indkaldt til militærtjeneste, hvorfor
han udrejste til Tyskland, hvor han opholdt sig indtil 1997. Efter hans udrejse eftersøgte myndighederne ham
blandt andet ved ofte at opsøge forældrenes bopæl, ligesom forældrene i 1995 modtog en indkaldelse til
militærtjeneste vedrørende ansøgeren. I 1997 modtog ansøgeren en indkaldelse fra en militærdomstol
vedrørende sin udeblivelse. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var etnisk albaner fra Kosovo,
at han havde boet i Beograd-området siden 1981, og at han ikke havde været politisk
aktiv. Flygtningenævnets flertal fandt videre, at indkaldelserne til militærtjeneste i 1992/1993 samt 1995
ikke kunne begrunde asyl, idet disse måtte antages at være omfattet af den vedtagne amnestilov. Endvidere
kunne flertallet ikke lægge til grund, at ansøgeren havde modtaget yderligere indkaldelser til militærtjeneste.
Oplysningerne om myndighedernes henvendelser havde ikke haft en sådan karakter, at de kunne sidestilles
med egentlige indkaldelser. Der lagdes herved videre vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger
angående sandsynligheden for, at etniske albanere indkaldes til militærtjeneste. Flertallet kunne heller ikke
lægge til grund, at ansøgeren var blevet indkaldt til militæret i 1997. Det bemærkedes herved, at der ikke
forelå nærmere oplysninger om denne indkaldelse. Endvidere lagde flertallet til grund, at ansøgeren efter det
foreliggende baggrundsmateriale ikke tilhørte nogen særlig risikogruppe, og at han havde familiemedlemmer
51