Flygtningenævnet Formandskabet 8. beretning 1999

sagsbehandlingstid. Hvis disse sager, som udgør ca. 5 % af de samlede genoptagelsessager, trækkes ud af
beregningen af den gennemsnitlige sagsbehandlingstid, var sagsbehandlingstiden ca. 2 måneder, hvilket
svarer til den opstillede målsætning.
I 1999 har nævnet bl.a. truffet afgørelse i en række genoptagelsessager vedørende statsborgere fra
Forbundsrepublikken Jugoslavien, som i en længere periode var udsat på generelle høringer vedrørende
forholdene for militærunddragere og situationen i Kosovo.
11.11.3 Sagsbehandlingstider i ambassadesager og statusændringssager
Som det fremgår af tabel 12, var bruttosagsbehandlingstiden for ambassadesager i 1999 5,3 måned, mens
målsætningen var 4-6 måneder, og 5,9 måned i statusændringssager, mens målsætningen var 6-8 måneder.
Målsætningerne for sagsbehandlingstiderne i ambassadesager og statusændringssager er således opfyldt.
For en nærmere gennemgang af Flygtningenævnets målsætninger og målopfyldelse vedrørende
sagsbehandlingstider henvises til Virksomhedsregnskab for Flygtningenævnet for 1999.
Bilag 1
Uddrag af Flygtningekonventionen af 28. juli 1951 om flygtninges retsstilling.
(Udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 55 af 24. november 1954, Lovtidende C)
Bestemmelse af udtrykket »flygtning«
Kapitel 1
Almindelige bestemmelser
Artikel 1
A. For nærværende konventions formål skal udtrykket »flygtning« finde anvendelse på enhver person, der:
(1) i henhold til aftalerne af 12. maj 1926 og 30. juni 1928, konventionerne af 28. oktober 1933 og 10. februar
1938, protokollen af 14. september 1939 eller den Internationale Flygtningeorganisations statutter er blevet
betragtet som flygtning;
de af den Internationale Flygtningeorganisation i dennes virksomhedsperiode trufne afgørelser om, at en
person ikke kan anerkendes som flygtning, skal ikke være til hinder for, at den pågældende, når han opfylder
de i dette afsnit under stk. 2 anførte betingelser, anerkendes som flygtning;
(2) på grund af begivenheder, indtrådt inden den 1. januar 1951, og som følge af velbegrundet frygt for
forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine
politiske anskuelser befinder sig udenfor det land, i hvilket han har statsborgerret, og som ikke er i stand til –
eller på grund af sådan frygt, ikke ønsker – at søge dette lands beskyttelse; eller som ikke har nogen
statsborgerret, og på grund af sådanne begivenheder befinder sig udenfor det land, hvor han tidligere havde
fast bopæl, og ikke er i stand til – eller på grund af sådan frygt ikke ønsker – at vende tilbage dertil.
119