Flygtningenævnet Formandskabet 8. beretning 1999

været medlem af politiske partier og havde ikke været udsat for straffeprocessuelle indgreb. Den mandlige
ansøger, der havde arbejdet som besætningsmedlem på et russisk skib, havde deltaget i en ulovlig strejke
på grund af manglende lønudbetalinger, medens skibet lå i dansk havn. Tre ukendte personer trængte i maj
1996 ind i ansøgernes lejlighed i St. Petersborg. De pågældende slog den kvindelige ansøger adskillige
gange og forsøgte via trusler at få hende til lægge pres på sin ægtefælle for at få ham til ophøre med at
strejke og vende tilbage til Rusland. Et par dage senere mødte en uniformeret betjent op hos den kvindelige
ansøger. Hun fortalte betjenten om overfaldet, men fik at vide, at det hele skyldtes hendes ægtefælles
forhold. Flygtningenævnet fandt ikke, at der var grundlag for at antage, at den mandlige ansøger ved at
have deltaget i den ulovlige strejke ved en tilbagevenden ville være i risiko for asylbegrundende overgreb.
Nævnet lagde herved vægt på oplysningerne i Udenrigsministeriets notat af 13. november august 1998 om
sanktioner for deltagelse i ulovlig strejke. Nævnet bemærkede, at oplysningerne om den mandlige ansøgers
forevisning af skibsdokumenter mv., mediedækningen og russiske myndigheders henvendelser som følge af
strejken ikke fandtes at kunne medføre, at ansøgeren som følge heraf blev udsat for uforholdsmæssige
sanktioner. Nævnet fandt endvidere ikke, at bestemmelsen om fagforeningsfrihed i EMRK art. 11, der blev
påberåbt under sagen, kunne føre til, at ansøgeren på dette grundlag skulle meddeles opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 7. Endvidere fandt Flygtningenævnet ikke, at den voldsepisode og de trusler, som den
kvindelige ansøger havde været udsat for, var asylbegrundende. Det blev herved bemærket, at
voldsepisoden var udtryk for en enkeltstående begivenhed, og at det ikke var sandsynliggjort, at
myndighederne havde manglet vilje og evne til at yde hende den fornødne beskyttelse. Hun anmeldte
således ikke oprindeligt forholdet til politiet, ligesom hun ikke havde påklaget den senere tilkendegivelse fra
en betjent om ikke at ville foretage videre. Flygtningenævnet fandt ikke, at den af ansøgerne påberåbte
subjektive frygt for en tilbagevenden var af en sådan karakter, at der var grundlag for at meddele
opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. BR 8/123
7.3.9 Slovakiet
1 tilladelse
15 stadfæstelser
Nævnet meddelte den 16. august 1999 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Slovakiet, begge født i
1976, og 3 børn. Indrejst i maj 1999. Ansøgerne, som var etnisk romani, blev gentagne gange udsat for
overgreb fra lokale og politiet i byen. Naboerne kastede flere gange sten gennem vinduerne, og den
mandlige ansøger blev gentagne gange slået af politiet i hjemmet i familiens påsyn. I et tilfælde tog politiet
ham med på stationen, bandt ham til en radiator, og udsatte ham for slag under fødderne. Efter disse
overgreb fra politiet nægtede den lokale læge at behandle ansøgeren under henvisning til, at han så ville
miste klienter. Den mandlige ansøger klagede over en navngiven politibetjent til myndighederne, hvorefter
betjenten blev tilkaldt, og ansøgeren blev udsat for trusler på livet. Han blev holdt mod væggen med en
politistav og næsten kvalt, ligesom han blev udsat for slag. Da ansøgerne vendte tilbage til Slovakiet efter at
have søgt asyl i Belgien og Tyskland, flyttede de til en landsby for at undgå overgreb. Efter kort tid blev
ansøgerne på ny opsøgt af politiet, som udsatte den mandlige ansøger for overgreb i børnenes påsyn og
smadrede familiens lejlighed. Familien klagede herefter til byens borgmester, som fratog familien deres
lejlighed under henvisning til, at de selv havde ødelagt den. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerne havde
forklaret troværdigt, og kunne derfor i alt væsentlig lægge ansøgernes forklaringer til grund. Ansøgerne
havde gennem flere år været udsat for hyppige og grove overgreb fra de lokale myndigheders side grundet
ansøgernes etniske tilhørsforhold. Ansøgerne havde skiftet bopæl uden at dette havde bevirket, at
overgrebene var mindsket, og ansøgerne havde flere gange klaget til myndighederne, herunder skrevet til
Indenrigsministeriet, uden resultat. På denne baggrund fandt nævnet, at overgrebene havde haft en sådan
karakter og omfang, at de må anses for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. BR 8/124
Nævnet stadfæstede den 13. september 1999 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra
Slovakiet, født i 1959 (M) og 1969 (K) samt to børn. Indrejst i december 1998. Ansøgerne var de eneste
romani i den landsby, de boede i. Primo august 1998 truede landsbyens eneste politibetjent ansøgerne med,
at de som sigøjnere var uønskede, og at man med lethed ville kunne få dem til at flytte. I samme måned blev
ansøgernes ruder knust af naboer, der råbte, at sigøjnere var uønskede. Ansøgerne klagede over episoden
til de lokale myndigheder (et trin under kommunen), hvor man afviste klagen, fordi ansøgerne ikke kendte
gerningsmændene. Efterfølgende modtog den mandlige ansøger 2 – 3 gange tilsigelser fra politiet. På
politistationen blev han hver gang slået, chikaneret og truet. I september kom tre politibetjente om natten til
ansøgernes bopæl, hvor de udøvede hærværk og udsatte den mandlige ansøger for fysiske overgreb. Den
77