Flygtningenævnet Formandskabet 8. beretning 1999

Irak været i besiddelse af ID-papirer. Han kunne således ikke få sit registreringskort forlænget, han kunne
ikke få udstedt kørekort, og han kunne ikke få udstedt rejsepas. Ansøgeren fik i forbindelse med
ansøgningen om rejsepas oplyst af statens sikkerhedsafdeling, at han lige som sine brødre var uønsket i
landet, og at han burde finde sig en anden nationalitet, idet de kuwaitiske myndigheder ellers ville sende
ham til Irak. Ansøgeren udrejste legitimeret med et falsk boliviansk pas. De kuwaitiske myndigheder var
bekendt hermed, men modsatte sig på trods heraf ikke ansøgerens udrejse. Flygtningenævnetfandt ikke, at
den diskrimination, som ansøgeren havde været udsat for, havde haft et sådant omfang og karakter, at
ansøgeren kunne anses for forfulgt i udlændingelovens § 7’s forstand. Det blev herved bemærket, at
Flygtningenævnet ikke kunne lægge til grund, at ansøgeren af myndighederne konkret beskyldtes for at
være irakisk spion, eller at omstændighederne i forbindelse med ansøgerens udrejse havde haft karakter af
deportation. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at bedoun-befolkningens forhold og den omstændighed,
at ansøgeren muligvis ikke kunne opnå tilladelse til at indrejse i Kuwait, kunne føre til, at der skulle
meddelelse ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. BR 8/41
5.8.1 Statsløse palæstinensere
Statsløse palæstinensere fra Libanon bliver ifølge nævntes praksis anset for omfattet af § 7, stk. 1, idet de
ikke kan vende tilbage til deres oprindelige hjemland Palæstina, og idet Libanon ikke kan anses for de
pågældendes hjemland. Der anlægges således i disse sager en 1. asyllandsvurdering efter § 7, stk. 3. For
en nærmere redegørelse for denne praksis kan der henvises til 3. beretning. Se endvidere nedenstående
afgørelse.
Statsløse palæstinensere fra andre lande bliver som udgangspunkt vurderet som andre statsløse og således
i forhold til det tidligere opholdsland, jf. de nedenfor anførte eksempler.
5.8.1.1 Statsløse palæstinensere fra Egypten
Nævnet stadfæstede den 13. april 1999 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs
palæstinenser fra Egypten, født i 1973. Indrejst i oktober 1997. Ansøgeren havde boet i Egypten indtil han
var 5 år gammel, hvorefter ansøgeren og hans familie flyttede til Saudi Arabien. I 1989 flyttede ansøgeren
tilbage til Egypten for at studere. I sommeren 1995 afsluttede ansøgeren sin uddannelse, men kunne
herefter ikke få forlænget sin opholdstilladelse i Egypten. Ansøgeren kunne ligeledes ikke få
indrejsetilladelse i Saudi Arabien. Flygtningenævnet lagde vægt på, at ansøgeren ikke havde haft konflikter
af nogen art med de egyptiske myndigheder under sit ophold i Egypten, og at ansøgeren i øvrigt var født i
Egypten. Det forhold, at ansøgeren var statsløs palæstinenser, fandtes ikke i sig selv at kunne medføre, at
ansøgeren kunne anses for omfattet af udlændingelovens § 7. Det samme gjaldt det forhold, at ansøgeren
efter det oplyste ikke havde kunnet opnå forlængelse af sin opholdstilladelse i Egypten. Da ansøgeren
herefter ikke havde godtgjort, at han var omfattet af bestemmelserne i udlændingelovens § 7 stadfæstede
Flygtninge-nævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. BR 8/43
5.8.1.2 Statsløse palæstinenser fra Gaza
Nævnet stadfæstede den 15. november 1999 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig
statsløs palæstinenser fra Gaza, født i 1973. Indrejst i september 1998. Ansøgeren arbejdede hos PLO’s
sikkerhedsafdeling, hvor han var ansat i en specialstyrke, som anholdte folk, der var imod Arafats
politik. Flygtningenævnet anså Gaza for ansøgerens hjemland. Flygtningenævnet ville ikke afvise, at
ansøgeren havde været udsat for en disciplinærtilbageholdelse og en fængsling i Gaza i forbindelse med sit
arbejde for sikkerhedsmyndighederne og under fængslingen havde været udsat for overgreb. Nævnet fandt
imidlertid, at overgrebene ikke havde haft en sådan karakter, at de i sig selv kunne sidestilles med
forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Efter ansøgerens forklaring kunne det lægges til grund, at han
i januar 1998 blev løsladt uden andre betingelser end, at han skulle gøre hvad han fik besked på.
Flygtningenævnet lagde derfor til grund, at der af myndighederne i hjemlandet var gjort op med forholdet.
Nævnet bemærkede endvidere, at det ikke ansås for sandsynliggjort, at det forhold, at ansøgeren efter
løsladelsen undlod at møde til tjeneste for sikkerhedsstyrken i sig selv ville kunne medføre uforholdsmæssig
straf. BR 8/44
5.8.1.3 Statsløse palæstinensere fra Libyen
Nævnet stadfæstede den 27. maj 1999 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs
palæstinenser fra Libyen, født i 1974. Indrejst i december 1997. Ansøgeren var født i Libanon men var som
45