Flygtningenævnet Formandskabet 8. beretning 1999

militærgrupper, og at han ikke efterkom indkaldelserne, men i stedet forlod hjembyen og rejste til Gali, hvor
han opholdt sig i perioden 1992-98, dog afbrudt af en del udlandsrejser. Flygtningenævnet fandt ikke
grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede en asylbegrundende
forfølgelse som følge af den manglende efterkommelse af indkaldelsen fra abkhasiske militærgrupper.
Flygtningenævnet fandt heller ikke grundlag for at antage, at ansøgeren risikerede en konkret og individuel
forfølgelse fra de georgiske myndigheders side alene som følge af det forhold, at han var af abkhasisk
afstamning. BR 8/118
Nævnet meddelte den 7. september 1999 opholdstilladelse (F-status) til et samlevende par fra Georgien,
født i 1978 (M) og 1979 (K) samt et barn. Indrejst i december 1998. Den mandlige ansøger var etnisk
aserbajdsianer og muslim. Under aftjening af sin værnepligt blev den mandlige ansøger gentagne gange
udsat for chikane og vold, herunder blev han brændt på overkroppen, skåret med kniv og voldtaget af fire
mænd. Ansøgeren henvendte sig efterfølgende til det civile politi for at klage over det skete. Politiet låste
ham inde i en celle og tilkaldte den militære anklager, som beskyldte ansøgeren for at være deserteret og for
at have stjålet våben. De næste ti dage blev ansøgeren slået, sparket og overhældt med koldt vand indtil
han underskrev en fabrikeret anklage. Det lykkedes derefter ansøgeren at flygte. Ansøgerne blev forlovet i
juni 1996 og samlevede før indrejsen i Danmark. Flygtningenævnets flertal lagde ansøgerens forklaring til
grund, herunder at den mandlige ansøger havde været udsat for en så grov og vedvarende chikane, at det
måtte sidestilles med forfølgelse på grund af hans etniske oprindelse og religion. Flygtningenævnets flertal
lagde til grund, at ansøgeren forgæves havde søgt myndighedernes beskyttelse, ligesom flertallet lagde til
grund, at ansøgeren var deserteret, således at han ved en tilbagevenden skulle fortsætte sin militærtjeneste.
BR 8/119
7.3.6 Kasakhstan
2 tilladelser
0 stadfæstelser
Nævnet meddelte den 14. januar 1999 opholdstilladelse (F-status) til en kvindelig ansøger fra Kasakhstan
og hendes voksne datter, født i 1956 og 1979. Indrejst i maj 1997. Ansøgerne var etniske kurdere.
Ansøgeren blev afkrævet beskyttelsespenge af en lokal mafiagruppe, men nægtede at betale og fik herefter
smadret sin butik. Ansøgeren klagede til markedsadministrationen, der imidlertid fratog hende retten til at
drive kiosk. Hun blev orienteret om, at hun kunne få sin tilladelse igen, hvis hendes søn ville arbejde for dem.
Sønnen arbejdede herefter som kurér. Da sønnen på et tidspunkt blev gennemtævet, blev han sendt til
nogle slægtninge i en mindre by. I august 1995 blev ansøgerens datter bortført og var tilbageholdt i en
måned, hvor hun blev udsat for særdeles grove seksuelle overgreb, ligesom hun tvangsmæssigt fik
narkotika. Datteren blev frigivet mod betaling af en større løsesum og fik efterfølgende foretaget en abort.
Ansøgeren og datteren søgte forgæves hjælp hos politiet og andre af byens judicielle myndigheder, der
henviste hende til at kontakte de lokale politimyndigheder. Efter at ansøgeren havde forsøgt at kontakte en
overordnet politimyndighed, blev hun overfaldet og udsat for nedværdigende overgreb. Hun rettede derpå
henvendelse til politimyndigheden i et andet distrikt, hvor hun fik forevist fotos af en række mulige
gerningsmænd. I oktober 1996 blev ansøgerens datter bortført igen og udsat for tilsvarende overgreb som
under den første bortførelse. Datteren blev frigivet efter cirka en uge. I november 1995 var ansøgerens søn
uretmæssigt blevet anklaget for biltyveri og anholdt. I februar 1996 blev sønnen idømt fem års
fængsel. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet
fandt ikke præcist at kunne fastlægge omfanget af de overgreb, som ansøgeren og hendes datter havde
været udsat for. Nævnet fandt heller ikke dette nødvendigt, idet nævnet anså det for godtgjort, at
ansøgerens datter havde været udsat for omfattende overgreb. Overgrebene var foretaget af privatpersoner
og måske også enkelte myndighedspersoner. Ansøgeren havde forgæves klaget til myndighederne over
disse alvorlige forhold. Myndighederne havde end ikke afhørt ansøgerens datter om overgrebene.
Flygtningenævnet fandt, at ansøgernes subjektive frygt for en tilbagevenden til hjemlandet var velbegrundet,
og at myndighederne på ingen måde havde udvist reel vilje eller evne til at yde den fornødne beskyttelse.
Der var ikke grundlag for at antage, at den forfølgelsesrisiko, som ansøgeren ville være udsat for ved en
tilbagevenden til hjemlandet, var forårsaget af grunde, omfattet af Flygtningekonventionen. BR 8/120
7.3.7 Moldavien
75