Bind 4: PET's virkemidler - PET-kommissions beretning
Bind 4: PET's virkemidler - PET-kommissions beretning
Bind 4: PET's virkemidler - PET-kommissions beretning
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong><strong>PET</strong>'s</strong> tekniske og andre <strong>virkemidler</strong><br />
Telefonaflytning<br />
Politiet havde længe før den kolde krig anvendt telefonaflytning såvel til at indsamle<br />
beviser i forbindelse med overtrædelser af straffeloven som til at overvåge<br />
aktiviteter, der blev anset for at udgøre en fare for rigets selvstændighed eller<br />
statens sikkerhed. Under besættelsen foretog danske myndigheder, den tyske<br />
besættelsesmagt og modstandsbevægelsen omfattende aflytninger af telefoner.<br />
Således aflyttede telegrafcensuren visse politiske partier og grupperinger, deriblandt<br />
nazisterne, og rigstelefonen aflyttede regelmæssigt linjerne, når der var<br />
kapacitet til overs. Alle udenlandssamtaler blev også aflyttet. I hvert fald nogle af<br />
politiets aflytninger blev foretaget uden retskendelse. 644<br />
Efterretningstjenestens telefonaflytninger blev efter alt at dømme iværksat<br />
relativt sent og synes længe at have haft et begrænset omfang. Der er ikke fundet<br />
spor af aflytninger foretaget af Rigspolitichefens Efterretningsafdeling (REA) fra<br />
dens oprettelse i 1945 til reorganiseringen af efterretningstjenesterne ved årsskiftet<br />
1950/51. Indtil 1954 var adgangen til telefonaflytning og udlevering af teleoplysninger<br />
reguleret af en instruks af 1938 fra Ministeriet for Offentlige Arbejder.<br />
Instruksen forudsatte, at aflytning krævede en retskendelse, men samtidig bemyndigedes<br />
de øverste politiofficerer – rigspolitichefen eller dennes stedfortræder,<br />
politidirektøren i København og chefen for Københavns Ordenspoliti – til<br />
at iværksætte aflytninger og udlevering af teleoplysninger uden retskendelse. 645<br />
Ifølge <strong>PET</strong>’s chef, vicepolitichef Ernst Brix, havde hverken <strong>PET</strong> eller Københavns<br />
Politis Efterretningsafdeling (KE) indtil december 1952 benyttet denne administrative<br />
beføjelse. 646 Ifølge en ind<strong>beretning</strong> fra Brix til justitsministeren havde<br />
han indhentet en retskendelse i hvert tilfælde, hvor der var blevet iværksat telefonaflytning.<br />
Det fremgår af en påtegning på ind<strong>beretning</strong>en, at det drejede sig<br />
om tre eller fire telefonaflytninger. 647 Dette tal bekræftes af Kommissionens gennemgang<br />
af retskendelser, der viser, at der i perioden fra juli 1950 til december<br />
1952 blev indhentet kendelser til aflytning af tre personer. 648<br />
644 Palle Roslyng-Jensen, ”‘Når fjenden lytter med’. Telefonaflytning under besættelsen”, Siden Saxo,<br />
nr. 1, 22. årg. 2005, s. 30-43.<br />
645 Se Kommissionens <strong>beretning</strong>, bind 15, om indgreb i meddelelseshemmeligheden.<br />
646 JM, P.O.-sag: E. Brix til Justitsministeriet, 3. december 1952.<br />
647 Ibid.: Brix, notat, 1. december 1952.<br />
648 Kommissionens database over retskendelser.<br />
168 <strong>PET</strong>’s <strong>virkemidler</strong>