Bind 4: PET's virkemidler - PET-kommissions beretning

PET i det internationale efterretningssamarbejde
kunne få større kontrol over de store tjenester og selv skabe nye kontakter. PET
var således ikke blot en lille tjeneste, der skærmede sig mod krav fra stormagterne,
men en aktiv medspiller, der havde en interesse i at benytte alliancen til at
udøve indflydelse.
Flere af de krav og bestemmelser, der blev vedtaget af NATO-landene i
1950’erne, var reelt en systematisering og institutionalisering af de vestlige sikkerheds-
og efterretningstjenesters praksis. I 1952 rejste NATO spørgsmålet om
beskyttelse af nøglepunkter, dvs. installationer der var vigtige for krigsførelsen,
mod sabotage og anden fjendtlig aktivitet i en krise- eller krigssituation. En
rapport fra Civilorganisationskomiteen i 1955 anbefalede, at medlemslandene
iværksatte adgangskontrol, personundersøgelser af personalet og bevogtning i
krisesituationer. FE havde imidlertid allerede iværksat et ”Key Points”-arbejde
i 1951, men efter NATO-beslutningen blev indsatsen systematiseret. PET oprettede
en nøglepunktsafdeling i 1956, der skulle foretage personundersøgelser, og
i 1959 havde Københavns Politis Efterretningsafdeling (KE) udarbejdet en plan
for internering af ledende kommunister. 253
Et andet område, hvor PET’s indsats blev systematiseret på grund af medlemskabet
af NATO, var personregistreringen. Som tidligere omtalt iværksatte PET
i 1948 registreringen af kommunister på grund af skærpelsen af den kolde krig.
Det samme skete i andre vestlige lande, inklusive de neutrale lande som Sverige
og Schweiz. Registreringen af kommunister og andre, der var mistænkt for at
udgøre en sikkerhedsrisiko, blev således ikke beordret af NATO. I marts 1955
vedtog NATO-landene dokumentet C-M(55)15(Final), der indeholdt alliancens
sikkerhedsbestemmelser. Det indeholdt bl.a. kravet om et centralt register i hvert
medlemsland med oplysninger om ”subversion og spionage”, som skulle anvendes
i forbindelse med sikkerhedsundersøgelser. Ifølge bestemmelserne skulle
enhver, der skulle udnævnes til en post, hvor vedkommende havde adgang til
oplysninger, der var klassificeret ”Confidential” (Fortroligt) eller højere, sikkerhedsundersøges
med henblik på at fastslå, om vedkommende var loyal og pålidelig.
Hvis personen skulle godkendes til den højeste klassifikationsgrad (Top
Secret eller Yderst Hemmeligt), eller hvis der i øvrigt var begrundet tvivl om den
pågældendes loyalitet, skulle der foretages en baggrundsundersøgelse. 254
253 Se Kommissionens beretning, bind 2, om PET’s virksomhed 1945-1968.
254 JM, Samling 4 (Kartoteksudvalget III): “Sikkerhed inden for Den Nordatlantiske Traktats Organisation
(oversættelse af dokument C-M(55)15(final), 3. udgave af 31. juli 1964)”, Første udgave (engelsk),
8. marts 1955.
76 PET’s virkemidler