Bind 4: PET's virkemidler - PET-kommissions beretning

PET's uformelle kontakter i skattevæsen, postgirokontor mv.
forvaltningsmyndighed også måtte anses for beføjet til at afslå at stille oplysninger
til rådighed for en anden myndighed ud fra mere almindelige rimelighedsvurderinger
af, ”om oplysninger om privates forhold, der er tilvejebragt i anden
anledning, bør udnyttes i den nu foreliggende sammenhæng.” 1143
Justitsministeriets konklusion i besvarelsen af Retsudvalgets spørgsmål var, at
”en forvaltningsmyndigheds udlevering … til en anden forvaltningsmyndighed af
oplysninger, som må skønnes at have betydning for den anden myndigheds virksomhed,
herunder for en afgørelse, som den anden myndighed skal træffe, i hvert
fald som hovedregel ikke vil kunne anses for stridende mod den almindelige tavshedspligt
efter straffelovens § 152 og § 264 b”. 1144
Udvalget tager derimod ikke stilling til virkningen af specielle tavshedspligtsforskrifter.
For en gengivelse af Justitsministeriets opfattelse af, i hvilket omfang
lovgivningens specielle tavshedsforskrifter slår igennem i videregivelsessituationen,
henvises der til gennemgangen ovenfor under redegørelsen for registerudvalgets
overvejelser. Der kan dog her kort erindres om, at Justitsministeriet ikke
generelt tillagde sondringen mellem de almindelige og de specielle tavshedsforskrifter
nogen betydning, men at man kun i det omfang, at de specielle tavshedsforskrifter
tilsigtede at regulere andet end genstanden for tavshedspligten, ville
lade disse slå igennem over for den generelle regel om videregivelse.
Tavshedspligtsudvalgets flertal tiltrådte i betænkningen Justitsministeriets
opfattelse, og retstilstanden syntes herefter umiddelbart klar. Det var imidlertid
ikke alle, der var enige i udvalgets konklusioner. Betænkningen indeholder således
en dissens på dette punkt af udvalgsmedlemmet Aage Hulgaard, der ikke
mente, at undersøgelsespligten kunne bruges som argument for en så vidtgående
adgang til udveksling af oplysninger mellem myndigheder, og den tidligere
ombudsmand, Lars Nordskov Nielsen, blandede sig efterfølgende i debatten. 1145
Sidstnævnte mente bl.a., at det måtte forekomme ”tvivlsomt, om justitsministe-
1143 FT 1977/78, tillæg B, sp. 1020. Justitsministeriet overvejede også, om der inden for det område, der
var dækket af en myndigheds ”tavshedsret”, tillige gælder en tavshedspligt. Spørgsmålet blev besvaret
bekræftende, men med det forbehold, at et egentligt strafansvar efter straffelovens §§ 152 eller
264 b måtte forudsætte en handlemåde i så åbenbar modstrid med ”god forvaltningsskik”, at den
myndighed, til hvilken oplysningen blev videregivet, klart måtte anses som ”uvedkommende”.
1144 Fremhævet her. FT 1977/78, Tillæg B, sp. 1021.
1145 Lars Nordskov Nielsen, ”Tavshedspligt over for andre myndigheder. Nogle generelle synspunkter”,
Social Revy nr. 1, 3. årgang, februar 1985, s. 23 ff.
PET’s virkemidler 285