Bind 4: PET's virkemidler - PET-kommissions beretning
Bind 4: PET's virkemidler - PET-kommissions beretning
Bind 4: PET's virkemidler - PET-kommissions beretning
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>PET</strong> i det internationale efterretningssamarbejde<br />
blevet udført af Allied Permit Office. I 1951 henvendte chefen for visumkontoret<br />
ved det vesttyske generalkonsulat i København sig til <strong>PET</strong>’s chef Ernst Brix og<br />
anmodede om, at der blev etableret et samarbejde, således at han kunne modtage<br />
oplysninger om visumansøgernes politiske tilhørsforhold. Da den vesttyske<br />
repræsentant tilkendegav, at oplysningerne ville blive videregivet til Combined<br />
Travel Board (der administrerede de allieredes fælles regler for rejser i de vestlige<br />
besættelseszoner frem til 1955) og de vesttyske myndigheder i Bonn, og at visumkontoret<br />
var pålagt at nægte indrejse bl.a. til ”medlemmer af yderliggående<br />
politiske partier”, afviste Brix et sådant samarbejde og henviste den tyske repræsentant<br />
til den tidligere leder af Allied Permit Office i København, således at de<br />
vesttyske myndigheder kunne tage sagen op med de allierede magter. 81<br />
Sagen illustrerede et principielt problem for det lille lands tjeneste i det internationale<br />
efterretningssamarbejde under den kolde krig: Hvis en lille tjeneste<br />
nægtede at udlevere oplysninger til en stor tjeneste om egne statsborgere for at<br />
beskytte deres rettigheder og håndhæve suveræniteten, kunne der være en fare<br />
for, at den store tjeneste selv indsamlede de nødvendige oplysninger. Dette kunne<br />
indebære, at de indsamlede oplysninger var mindre pålidelige, hvilket kunne<br />
medføre fejlagtige beslutninger, såsom afslag på visumansøgninger eller ansættelse<br />
på et forkert grundlag. Det ville senere vise sig i forbindelse med de amerikanske<br />
visumkrav, og det gjorde sig også gældende i begyndelsen af 1950’erne,<br />
hvad angik de vesttyske krav. I forbindelse med den såkaldte kartoteksdebat i<br />
slutningen af 1952, hvor efterretningstjenestens overvågning og registreringer<br />
blev diskuteret i pressen og i Folketinget, kom det frem, at flere danskere angiveligt<br />
skulle have fået afslag på visum til Forbundsrepublikken på et fejlagtigt<br />
grundlag. Da <strong>PET</strong> havde afvist at udlevere oplysninger til vesttyskerne, antog<br />
Justitsministeriet, at de vesttyske afslag byggede på oplysninger, der var modtaget<br />
fra Allied Permit Office, eller som vesttyskerne selv havde indsamlet gennem<br />
læsning af dagspressen. 82<br />
Paradoksalt nok blev en af følgerne af kartoteksdebatten i 1952, at <strong>PET</strong> etablerede<br />
de første kontakter til de vesttyske tjenester. Som et resultat af debatten<br />
holdt justitsministeren i begyndelsen af 1953 en række møder med Brix eller<br />
dennes souschef, Mogens Jensen, som orienterede om tjenestens virksomhed.<br />
Under et møde i februar 1953 berettede Brix, at <strong>PET</strong> flere gange via generalkon-<br />
81 <strong>PET</strong>, ujournaliseret: Brix til hr. departementschef Eivind Larsen, 19. april 1951.<br />
82 <strong>PET</strong>, ujournaliseret: Justitsministerens redegørelse for partiformændene, 8. januar 1953. For kartoteksdebatten<br />
i 1952 se Kommissionens <strong>beretning</strong>, bind 2, om <strong>PET</strong>’s virksomhed fra 1945 til 1968.<br />
<strong>PET</strong>’s <strong>virkemidler</strong> 35