Artikler fra Frede Bräuner - Hadsund Skole

Analyse: Ungdomskultur. Pigevold udtryk for afmagt
Politiken | 15.02.2008 | Kultur | Side 8 | 1045 ord | artikel-id: e0d24398
Før i tiden hørte man aldrig om pigebander og pigevold. I disse tider bliver det mere og mere almindeligt. Hvad sker der?
Nina Wittendorff er ph.d.-stipendiat ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Christina Ruben er SSP-konsulent i Ballerup Kommune.
Af Nina Wittendorff og Christina Ruben
I de seneste uger har vi flere gange været vidner til, at unge piger begår grove voldelige overfald på andre piger . Det er heldigvis et fåtal af piger , der
reagerer på deres problemer med vold. Piger , der begår overfald som dem, vi har set i den sidste tid, har i forvejen en problematisk adfærd. Når vi ser en
række voldelige overfald, der ligner hinanden, er det således ikke, fordi piger bliver inspireret til at begå vold.
Men mange piger , der allerede har en udadreagerende adfærd, kan blive inspireret til at bruge vold i netop denne form, ligesom vi tidligere har set med
fænomenet happy slapping .
Pigernes adfærd sættes ofte i sammenhæng med en generel forråelse i ungdomskulturen. De bedømmes ud fra de vilkår, der gælder for mere
velfungerende unge. Derved bliver pigerne ved med at være usynlige som individer, og der fokuseres udelukkende på, hvordan deres handlinger bør
straffes.
I FREMSTILLINGEN af de voldelige episoder fokuseres der ofte på et statistisk materiale, der viser en procentvis stigning i antallet af voldsdomme til unge
piger . Men man glemmer at pege på to faktorer.
For det første er der tale om en antalsmæssigt lille stigning i primært betingede domme over en periode på 10 år.
For det andet skal tallene ses i sammenhæng med den såkaldte ’voldspakke’, der blev vedtaget i 2002 – et tiltag, som medførte en hårdere kurs over for
unge, der begår vold. Når flere unge piger dømmes for vold, hænger det altså sammen med en lavere tolerance over for vold generelt.
Men hvis vi skal ændre pigernes adfærd, må vi erkende, at straf ikke kan stå alene som løsning på problemerne. Det er vigtigt, at pigerne oplever, at deres
handlinger ikke accepteres, og at de har konsekvenser.
Men en entydig fokusering på straf og konsekvens nytter ikke på længere sigt, hvis der ikke også sættes fokus på, hvem disse piger er. Det betyder, at det
er nødvendigt at undersøge de samfundsmæssige og individuelle livsvilkår, pigerne har.
Når de voldelige episoder fremstilles i medierne, bliver der stillet forskellige forklaringsmodeller op, som handler om forandringer i ungdomskulturen.
Der peges bl.a. på, at pigerne overtager drengenes handlemønstre, og at seksualiseringen af det offentlige rum skaber en ubalance i pigernes opfattelse
af, hvad de skal leve op til i forhold til kvindelighed og sex.
MEN KØNSROLLER og seksualisering af det offentlige rum er noget, alle unge må forholde sig til. Problemet for de såkaldte vilde piger er, at de ofte ikke
har nogen voksne i deres nærhed, der kan hjælpe dem i deres identitetsdannelse og seksuelle selvforståelse. Derfor bliver det langt sværere for pigerne at
forholde sig kritisk til mængden af ofte ekstreme indtryk og opbygge et balanceret selvbillede.
Piger , der reagerer på deres problemer med vold, har ofte et særdeles problemfyldt liv bag sig og har derfor ikke de samme forudsætninger for at håndtere
de generelle vilkår for ungdomslivet som mere velfungerende unge. Det er piger , der i mange tilfælde selv lever med volden tæt inde på livet, og som har
været udsat for forskellige former for omsorgssvigt, både fra familien og fra samfundets side. De har ofte et meget lavt selvværd og har derfor svært ved at
opfylde forventningerne om at mestre de generelle vilkår for og krav til ungdomslivet – herunder fremtidsplanlægning, selvrefleksivitet og fastholdelsen af
sociale relationer.
Mange såkaldte vilde piger lukker sig i første omgang inde i sig selv og udvikler selvskadende adfærd i form af spiseforstyrrelser, ved at skære i sig selv
eller ved at udvikle et massivt forbrug af hash eller andre rusmidler. Det er altså først og fremmest en adfærd, der skader dem selv. Derfor er pigerne i
mange tilfælde usynlige for omverdenen. Af frygt for at blive stemplet som svage og unormale gør de desuden alt, hvad de kan, for at skjule deres
problemer. De er kort sagt bange for at blive afsløret som piger , der ikke mestrer de krav om succes, der lægges på unge af samfundets voksenverden.
Hverken de synlige beviser på succes som uddannelse og karriere eller de indre oplevelser af personlig succes og af at kunne og være noget.
NÅR AFMAGTEN bliver for meget, bliver volden en måde at kommunikere og synliggøre sig på. Pigerne tager en identitet på sig, der handler om at kunne
slå fra sig og derved sætte grænser for, hvad de kan rumme. Men det er en negativ selvforståelse, der holder den enkelte pige fast i en marginaliseret
position.
Pigerne indgår desuden i venindefællesskaber med andre piger , der har samme problemer som dem selv. Deres fællesskaber virker stærke udadtil, men
er internt præget af skrøbelige relationer, der brydes ved den mindste uoverensstemmelse. Men udadtil holder man sammen over for andre unge, der ikke
indgår i venindekredsen.
Derfor skal det understreges, at nogle af de overfald, vi for nylig har set, er relationsbetingede. Det vil sige, at pigerne overfalder andre piger , som de
kender i forvejen, og hvor der allerede eksisterer en konflikt – ofte en konflikt, der virker banal for voksenomgivelserne. Men for pigerne bliver det afgørende
at handle på konflikten, dels for at beholde positionen i et skrøbeligt venindefællesskab og samtidig få en oplevelse af, at de kontrollerer situationen.
DET ER PÅ TIDE, at vi som samfund tager erfaringerne fra det socialpædagogiske arbejde til os og forankrer de indsatser, der hjælper i arbejdet med de
udsatte piger : kønsspecifikke indsatser, hvor der arbejdes med at opbygge selvværd, sætte grænser og lære af egne erfaringer.
Her ses pigerne som ressourcefulde unge, der har noget at bidrage med. Erfaringerne viser, at det er vigtigt med troværdige voksne, der følger disse piger
over tid og lærer deres livshistorie at kende, så de har mulighed for at støtte den enkelte pige i hendes virkelighedsfortolkning og dannelse af en positiv
identitet.
Derved opbygges selvværdet, og pigerne bliver bedre til at passe på sig selv – og på andre. For det er, alt andet lige, nemmere at få øje på det værdifulde i
andre mennesker, når man genkender værdien i sig selv.
analyse@pol.dk
Når afmagten bliver for meget, bliver volden en måde at kommunikere og synliggøre sig på. Pigerne tager en identitet på sig, der handler om at kunne slå
fra sig og derved sætte grænser for, hvad de kan rumme
Billedtekst:
Knytnæveslag. Der har i den seneste tid været flere eksempler på, at bander af unge piger er gået løs på jævnaldrende ofre af samme køn. Men faktisk er
de voldelige piger ofte selv tyngede af mange sociale problemer, bl.a. lavt selvværd. Foto: Erik Kragh