Artikler fra Frede Bräuner - Hadsund Skole

der gået, siden han startede på den strenge diæt: Ingen pasta, ris, kartofler,
brød, mælkeprodukter, æg mm. Kun vand at drikke. Der skal fantasi til at tænke
sig til et måltid uden nogen af disse ting. Selv om Marianne havde brugt meget
tid på at tilberede de ting, han måtte spise, havde han tabt sig. Han lignede en
overgang nærmest et skelet og blev meget hurtigt udmattet. Men John havde
selv været indstillet på at gennemføre diæten. Han havde det så dårligt allerede
dengang for fem måneder siden, at han næsten ville gøre hvad som helst for at få
det bedre. Faktisk insisterede han på at tage de mistænkte ting helt væk fra
kosten øjeblikkeligt, selv om han skulle have været på nedtrapning først. Han
kunne slet ikke forestille sig at putte det i munden, hvis det virkelig var det, der
gjorde ham syg.
Genvandt kontrollen
Efterhånden genvandt John kontrollen over sit eget liv. Han begyndte at kunne
koncentrere sig om at lære, og Marianne hjalp ham med at genoptræne
muskelmasse og motorik og træne hans sociale indfølingsevne, som var
forsvundet under hans sygdom. Det var ikke noget problem at holde diæten.
Alene tanken om, hvad forkert kost kunne medføre, var nok til, at John var endog
meget omhyggelig med, hvad han puttede i munden. John var nu 13 år og havde
efterhånden fået det så godt, at han gerne ville i skole igen. Men det skulle vise
sig at være et problem. Hvis John ikke ville tilbage til specialskolen, havde man
ikke noget tilbud til ham. Marianne og John måtte helt til tops med en klage til
Undervisningsministeriet, hvor de fik foretræde for klagenævnet, der skulle
bedømme Johns muligheder for at klare sig i en almindelig folkeskole. Han bestod
med glans, og tre måneders kamp endte med, at amtet fik pålæg om at betale
for Johns skolegang på den privatskole i Hillerød, hvor han begyndte i sin tid, og
hvor han havde nogle gode oplevelser at huske tilbage på. Efter næsten et års
kamp kunne Johns nye liv begynde. -- Efterskrift: I dag er John 15 år og går i 9.
klasse på en almindelig skole, hvor han klarer sig fint. På trods af diagnosen
Aspergers Syndrom (autisme) og med OCD, som er udprægede tvangstanker og
-handlinger, er han blevet en glad dreng, som skridt for skridt erobrer det
normale liv, han i flere år var afskåret fra. Ingen kan se på John, hvad han har
gennemlevet. Hver dag sine sejre. Som da han første gang fik penge med og selv
tog bussen ind til byen for at købe sig et par nye bukser. Eller de flotte karakterer
ved 8. klasses årsprøver, for slet ikke at tale om den praktikplads på Niels Bohr
Instituttet, som han har søgt - og fået! Johns mor, Marianne Jäger, har stadig
kampe, der skal kæmpes. Manglende forståelse og accept af alternative
behandlingsmetoder har nærmest ruineret hende. Hun måtte lukke sit
regnskabsfirma, og det første år modtog hun ingen hjælp fra kommunen, så hun
måtte tage lån i huset. Efter en klage til amtet, lykkedes det omsider at få støtte
fra kommunen. Marianne har fået lønkompensation for at passe sin søn, hun har
fået tilskud til diætkost og fået betalt de mange urin- og blodprøver, som er
nødvendige. Nu skal hun i gang med at finde en levevej. Hun vil gerne uddanne
sig, så hun kan hjælpe andre i samme situation og bruge de erfaringer, hun har
fået.