Artikler fra Frede Bräuner - Hadsund Skole

klage over Mariannes bakterier og formente hende adgang til sit værelse. Hun
måtte kun skifte sengetøjet, når han ikke så det. Men hun skulle skifte det hver
dag. En dag kom han ind på værelset, mens hun stod med dynen. Han blev bleg
og gik fuldstændig i chok. Hun måtte lægge det gamle sengetøj på igen og gå ud.
Og senere liste ind og skifte. John var godt klar over, at det var skingrende skørt,
men kunne ikke handle anderledes.
Marianne blev skræmt
Tvangshandlingerne var taget til i styrke, efter at Marianne havde indledt en
streng diæt, hvor John ikke længere måtte få bl.a. mælkeproteiner, gluten,
sukker, stivelse og æggehvidestoffer. Hun havde kort tid forinden været til et
foredrag, hvor professor på Oslo Rigshospital, Karl Reichelt, fortalte om positive
forskningsresultater i Norge med diæt til autistiske børn. Marianne tændte på
teorien, fordi Johns far er gluten-allergiker, og John derfor ikke fik gluten de
første 6 år af sit liv. Hun kunne pludselig se en sammenhæng i sygdommens
udbrud og hans start på en anden kost, da de flyttede fra faderen. Men
tvangshandlingerne havde nu nået en styrke, som skræmte hende, og hun kunne
ikke hente støtte hos hverken familie eller behandlere. John gik ikke længere i
skole og havde fuldstændig isoleret sig på sit værelse med sin computer.
Marianne var ved at opgive, da hun fik kontakt til et universitet i USA, hvor man
forsker i diæt og autisme. Her fik hun at vide, at det er normalt, at
symptomerne forværres under de første måneder af en diæt. Jo større
forværring, des større chance er der for, at diæten vil virke. Bedringen ville
indfinde sig meget pludseligt, sagde de. Marianne blev opfordret til at prøve at
provokere John i en af hans tvangshandlinger for at se, hvor langt han var
kommet.
Drengen gik i chok
En dag gik hun uopfordret ind på hans værelse og satte sig på hans seng.
Drengen gik i chok. Han krøb sammen i fosterstilling ovre i et hjørne og råbte
klagende: min seng, min seng! I flere timer kunne han ikke røre sig, fordi han
ikke kunne komme forbi det sted, hvor hun havde siddet. Marianne står i
køkkenet og vasker op. Det er i slutningen af maj måned, og den sidste stribe lys
i horisonten er forsvundet. Klokken er 11, og hun kan høre John på badeværelset.
Vandet løber. Det gør det så tit, for John plejer at bruge meget tid på at vaske
sig. Pludselig går døren op, og han træder ud på gulvet. Uden tøfler. Han går hen
over gulvet, som han panisk har påstået, forgifter ham. Marianne holder vejret.
Hun tør ikke sige noget. Gad vide, hvornår han selv opdager det, når hun at
tænke, inden han kommer gående over imod hende. Lige da han passerer hende,
kigger han skråt op på hende med et triumferende blik. Pludselig forstår hun. Det
er med vilje, han ikke har tøflerne på! Lettelsen føles som en stor varm klump i
brystet. Tårerne begynder at trille ned over Mariannes kinder. John er nu 12 år.
Turen hen over gulvet havde John glædet sig til. Han havde nu bekæmpet de
sværeste tvangstanker så som at kontrollere, om vinduerne var lukket og vandet
løb. Stemmen i ham var blevet svagere og kunne nu næsten overvindes. Og han
havde glædet sig til at se Mariannes reaktion. Han havde hele tiden været klar
over, hvor svært moderen havde haft det, men havde bare ikke kunnet gøre
noget ved det. Nu var det overstået. Han følte ikke længere, at han befandt sig
inde i en glasklokke. Nu glædede han sig til, at de igen kunne sidde og snakke
almindeligt sammen og være glade. En dag, da de sad og talte sammen, spurgte
Marianne: »Hvad ønsker du dig mest i hele verden, John?« John var ikke i tvivl:
»At vide alt og vinde en million!« Så ville Marianne have, at han skulle vise
interesse for hende og spørge, hvad hun ønskede sig mest. Hun svarede: »Jeg
ønsker mig mest i hele verden, at jeg igen kan sætte mig på kanten af din seng
og få et godnatkram.« Nogle dage senere havde de besøg af Leon, der er en god
ven. Ved sengetid kom Leon ud til Marianne og sagde, at hun godt måtte gå ind
på Johns værelse. John havde en overraskelse til hende. Inde på værelset lå John
allerede i sengen. Han pegede på sengekanten og sagde: »Du må godt sætte dig
her. Men du får ikke noget kram, for det kan jeg ikke endnu.« Fem måneder var