Artikler fra Frede Bräuner - Hadsund Skole

Autisme: Johns vej tilbage til livet
Jyllands-Posten 17 oktober 2004, 2 . sektion side 6
John var 11 år, autist og overbevist om, at fremmede bakterier ville gøre
det af med ham. Han var til sidst så invalideret af tvangstanker og -
handlinger, at han levede isoleret fra alt og alle. Det viste sig, at John
ikke kunne tåle den mad, han fik. Efter en streng diæt er han vendt
tilbage til et normalt liv.
Af Edith Rasmussen
John har travlt. Han er ti år, går i 4. klasse og er i gang med sin
yndlingsbeskæftigelse, rollespil, og har netop skåret liggeunderlaget ud til et
sværd, der skal omvikles med gaffatape. Det er svært, og sværdet ser lidt sjusket
ud, men det gør ikke noget, for det passer til rollen, han har tænkt på. Og han
har travlt. Pludselig står læreren foran ham og peger på sværdet. »Det kan du
gøre meget bedre, John. Det ser sjusket ud,« siger han. »Det gør ikke noget,«
svarer John distræt og fortsætter med sit sværd. »Jo, prøv nu lige at se her.«
Læreren forsøger at hjælpe ham. »Nej, det gør ikke noget,« gentager John
irriteret. Han har jo fortalt, at det ikke er sværdets udseende, der betyder noget.
Han fortsætter sit arbejde. Læreren giver ikke op. »John, hør nu her. Nu laver du
det lige om, så det bliver pænt,« kommer det vredt fra læreren, der er ved at
miste tålmodigheden og derfor har hævet stemmen. Ja faktisk føler John, at han
står og råber ham ind i ansigtet, og den høje lyd får det til at slå klik. Inden han
ved af det, havner hans flade hånd på lærerens kind. Allerede på halvvejen når
han at tænke, at det her er helt galt. Men først da han ser lærerens forbløffede og
forskrækkede øjne, forstår han, at handlingen ikke står til at ændre. Forud var
gået en tid med mange konflikter. Med lærerne. Med de andre elever. Faktisk gik
der ikke en dag, uden at John havde slået én af de andre til blods. Ikke fordi han
ville. Han ønskede bare at være i fred. Ofte stillede han sig lidt af vejen, men de
fandt ham alligevel og begyndte at råbe og kalde ham grimme ting. Nogle gange
stod der over ti, som råbte dumme John, grimme John, eller det, der var værre.
Det værste var dog, når hans mor, som dengang var sekretær på skolen, stod for
tur. Smatso, havde de råbt om hende, inden han havde pandet en af dem. John
var autist. Havde Aspergers Syndrom og var derfor et nemt drilleoffer. Der skulle
ikke så meget til, før han reagerede. Han hadede høje lyde og råb og blev hurtigt
kendt som voldelig. Selv i de situationer, hvor John ikke havde haft del i
problemet, blev han let syndebuk. Til sidst hadede han skolen. Så det var ikke
ham, der begræd, at den sluttede brat efter den dag, han slog sin lærer.
Ville selv bestemme
Tidligere havde John været meget glad for at gå i skole. Skolestarten fik han i
privatskole i Hillerød, hvor han klarede sig rigtig godt, selv om han allerede
dengang fyldte meget i sin klasse. Han havde sin egen mening og ville selv
bestemme. Men så fik hans mor kræft og blev skilt fra hans far. John flyttede
med mor til Vestsjælland. Her brugte skolen andre pædagogiske principper.
Strukturen var ikke så fast, og Johns handicap blev mere og mere synligt.
Derhjemme kunne hans mor, Marianne, blive rigtig irriteret over, at John aldrig
kunne huske de ting, hun bad ham om. Det begyndte at blive påfaldende, at kun
den første besked blev udført. Resten faldt ud af Johns hukommelse. John holdt
op med at gå til fodbold, og hans motorik blev gradvis dårligere. På trods af hans
gode intelligens fik han svært ved at følge med i skolen, og han hørte aldrig, hvad
lærerne forklarede. I stedet udtænkte han sine egne regneprincipper, som på
trods af deres indviklede opbygning førte ham til de rigtige resultater. Han læste
meget tidligt og havde allerede læst adskillige tunge bøger om astronomi, inden
han fyldte 10. Men han kunne ikke finde ud af at stave og skrive. Marianne
undrede sig desuden over, at hun efterhånden ikke længere kunne få øjenkontakt
med ham, ligesom hun hverken fik kram eller kys. Det virkede nærmest som om,