Artikler fra Frede Bräuner - Hadsund Skole

andre mennesker ikke interesserede ham. Han hilste ikke længere, når han kom
ind i et lokale, hvor der sad andre. Allerhelst satte han sig ind på sit værelse i
fred bag computeren. Marianne havde længe været klar over, at der var noget
galt. Hun havde af skolepsykologen fået at vide, at det var hende, der var
problemet. Når hun fik styr på sit liv, ville John også få det bedre. Men hun følte,
at hun havde fået styr på sit liv. Hun drev egen virksomhed, havde eget hus og
følte sig ovenpå igen efter skilsmissen.
Aspergers Syndrom
Da hun til sidst følte sig tvunget til at hjemtage John fra skolen uden at have
noget alternativt tilbud til ham, kontaktede hun selv en privatpraktiserende
psykolog, som efter seks konsultationer stillede diagnosen: Aspergers Syndrom.
Marianne afleverede diagnosen til kommunen, og John genoptog skolegangen
med løfte om, at man ville tage hensyn til hans handicap. Intet var dog forbedret.
Syndromet blev værre, og hans overfølsomhed over for lyde blev uudholdelig.
Skoledagen var efterhånden én stor konflikt, og John holdt sig helst inde på
biblioteket for sig selv. Til sidst kom han i slagsmål med en anden dreng, der blev
så ilde tilredt, at han måtte til læge. Marianne måtte igen holde John hjemme fra
skole. Det endte med, at John blev anbefalet en af amtets specialskoler i Holbæk.
Det accepterede både John og Marianne, selv om det betød, at John skulle med
en taxa klokken kvart i syv hver morgen for at nå i skole klokken 8.15.
Stemningen var god
De første måneder på specialskolen havde John det godt. Lærerne var klar over,
hvordan autistiske børn skal behandles, og stemningen var god. Han gik i klasse
med tre andre autistiske børn, som hver især kunne bidrage med deres speciale,
hvor de i viden var uovertrufne. John var meget optaget af at spille rollespil og
blev støttet af lærerne i at introducere det på skolen. Efter sommerferien
begyndte det at gå ned ad bakke. De lærere, som John var blevet glad for, var
blevet skiftet ud. Samtidig kom Marianne i konflikt med skolen, fordi hun selv
havde sat John på en diæt, som skolen ikke ville bakke op om. John ligger i sin
seng og tager tilløb til at stå op. På bordet ved siden af ham står en bakke med
madrester fra dagen før. På gulvet ligger hans tøj spredt, og oppe på skabet står
alt det, der er til afgiftning. John må ikke røre ved det, før der er gået tre døgn.
Så vil bakterierne ikke længere være levende og forgifte ham. Det har han
besluttet. Han kigger hen på sine tøfler, der står en meter fra sengen. Han kunne
ikke komme tættere på i går aftes, fordi der lå for meget tøj og spærrede. Tøjet
kan han ikke samle op, fordi det er blevet forgiftet af gulvet. John spekulerer på,
hvordan han bedst kommer i tøflerne uden at røre gulvet. Han er efterhånden
blevet ekspert i at hoppe ned i dem. Hvis bare mor kunne komme ind og hjælpe
ham med at rydde op. Men det må hun ikke. For hun har nogle andre bakterier,
som han ikke kan tåle. Derfor må hun heller ikke skifte hans sengetøj, røre ham,
eller sidde på hans seng, når hun siger godnat. John ved godt, at hans
tvangstanker er forrykte. Naturligvis dør han ikke af at træde på gulvet. Men hvis
han forsøger at tvinge sig selv til det, bliver stemmen inden i ham bare endnu
stærkere, og hans fornuft sættes ud af spil. Han bliver nødt til at følge stemmen
for at få fred. John var nu hårdt angrebet af OCD, (Obsessiv-Compulsive
Disorder) der giver sig udslag i tvangstanker og handlinger. Han var fuldstændig
invalideret, og Marianne anede ikke sine levende råd. Det var begyndt nogle
måneder tidligere med, at han ustandselig vaskede hænder. Og en håndvask var
ikke bare at skylle hænderne under hanen. Nej, først blev de sæbet ind, og så
blev de vasket grundigt den ene vej, skyllet, sæbet ind og så den anden vej og til
sidst blev håndledene sæbet grundigt ind og vasket. Hvad Marianne ikke vidste,
var, at det skete mindst hvert kvarter, og at det var derfor, Johns hænder
efterhånden var blodige. Marianne vidste heller ikke, at John mindst 100 gange
måtte stå op af sin seng for at tjekke, om han havde husket at lukke for vandet
på badeværelset. Men efterhånden kunne han ikke længere skjule sine
tvangshandlinger. Hver dag måtte han i bad i mindst to timer. Og Marianne
kunne se, at han brugte et helt stykke sæbe hver gang. Han begyndte også at