Maskinerne i haven

DR3 og Risø som arbejdsplads
HK: Nej, jeg forstår, at der er ret meget at lave i løbet af sådan en vagt?
HF: Det er sådan noget underligt noget. Det er lige som at sidde på en brandstation. De laver
jo heller ingenting. De sidder bare der og strikker brandslanger, ikke? Vagtholdene kigger lidt
fjernsyn og læser avis, og så en gang imellem går de ud og kigger lidt på instrumenterne. En
gang imellem løber de stærkt, for hov, nu skete der noget!
HK: Men de siger, at der her til sidst, hvor der var meget silicium, i 1990’erne…?
HF: Ja, der var det en regulær produktion. Der var en mand, der faktisk var beskæftiget med
det hele tiden. Men selvfølgelig er der mange timer, hvor man tilsyneladende ikke laver
noget, hvor man bare sidder nede i kontrolrummet. Hvis man ikke kender til det med at holde
vagt, så kan man ikke forstå at anerkende det at holde vagt som et arbejde. ”De sidder bare og
driver, læser avis, kigger fjernsyn og snakker og laver ikke en pind!” Det var holdningen, og
den var altså ikke til at mane i jorden.
HK: Også fra de øvrige grupper ude på DR3?
HF: Nej, nej. De vidste godt, hvad det var. Men altså fysikerne, direktionen, og hvem, der
ellers havde en interesse i, hvordan reaktoren kørte, de forstod det aldrig. De kunne ikke
forstå, hvorfor vagtholdene ikke kunne bestille noget, hvorfor de skulle sidde der og drive og
lave ingenting. Så sagde jeg: ”Jamen, de holder jo vagt!”
HK: Jeg forstår, at I har arbejdet meget stærkt på at lave et åbent miljø derude?
HF: Ja, og det er, fordi man ikke kan ikke køre sådan et anlæg topstyret. Man kan ikke være
alle vegne og se, hvad folk laver og have fingrene med nede i gearkassen. Man er nødt til at
stole på, at dygtige håndværkere kan deres fag, og når de har fået tid til at sætte sig ind i det
og prøvet det, så må man stole på det. Så må man en gang imellem spørge: ”Er du sikker på,
det er i orden nu?” ”Jamen, det er jeg helt 100% sikker på. Den er, som den skal være”. Godt,
så er det i orden. Vi kan ikke skille det ad for at kontrollere det. Så skal man begynde forfra
igen. Det er også en meget mere behagelig arbejdsplads, hvis man respekterer hinanden.
HK: Men der har alligevel også været – hvad skal jeg sige - en tydelig kommandostruktur?
HF: Jo, jo. Hvis jeg sagde, at sådan skal det være, stop reaktoren! Så var der ikke nogen, der
kom og sagde: ”Nej, det er ikke nødvendigt”. Det var så ingeniørerne, der varetog den funktion,
når jeg ikke var der. Så var det dem, der gik og sagde ”stop – okay start igen”. Det havde
de bemyndigelse til. Vagtholdene kunne ikke selv beslutte, om reaktoren skulle køre eller
ikke køre. Det var ingeniørens ansvar at sørge for, at betingelserne var opfyldte og at det var
sikkert at køre.
HK: Der har været et tilsvarende antal ingeniører, som der var vagthold?
HF: Ja, der har hele tiden været en 7-8 stykker. De var specialiserede, nogle var elektroingeniører,
andre maskiningeniører. De havde hver deres områder, som de førte tilsyn med
foruden, at de en gang imellem gik vagt. Det betød, at de havde en unormal arbejdsuge, fordi
en søndagsvagt giver to fridage. Når man arbejder et døgn på en søndag, skal man dels have
en reserve søndag, og så skal man have kompensation for den tid, man har brugt. Så det gav
to fridage. En lørdagsvagt gav en fridag. Det betød, at ingeniørerne som regel havde et par
fridage om ugen. Vi sørgede dog for, at der var en dag om ugen, onsdag tror jeg, hvor alle
skulle komme, ellers kunne vi aldrig snakke sammen. Onsdag måtte man ikke afspadsere.
HK: Har det været nemt eller svært at rekruttere folk igennem tiden?
100