Maskinerne i haven

Maskinerne i haven
tion dog var rent rådgivende. Reaktorchefen varetog desuden forholdet til Risøs ledelse. Fra
1963-1999 (langt det meste af driftshistorien) har reaktorchefen været Heinz Floto.
Driftsingeniørerne havde to funktioner, nemlig henholdsvis tilsynsførende ingeniører og
vagthavende ingeniører. Hvad den første funktion angår, så var reaktoren inddelt i forskellige
kredsløb/systemer (f.eks. det primære kølesystem, instrumentering, brændsel, forsøg osv.).
Ansvaret for drift, vedligehold og forbedring af disse systemer var fordelt på de seks driftsingeniører
efter deres kundskaber (f.eks. havde elektro-ingeniører instrumentering og stærkstrøm,
mens maskiningeniørerne havde kølekredsløbene). Den vagthavende ingeniør (VI) var
øverste leder på anlægget uden for normal arbejdstid og havde til opgave at tage hånd om
kritiske situationer. Han skulle vurdere og håndtere driftsforstyrrelser, f.eks. reaktortrip
(automatisk og uplanlagt nedlukning af reaktoren). Reaktoren måtte ikke startes op igen efter
et trip før VI'eren i samråd med resten af vagtholdet havde klarlagt årsagen og en evt. udbedring
var foretaget. VI'eren skulle give tilladelse til genstart af reaktoren og være til stede i
kontrolrummet under opstart. Ved et evt. uheld skulle VI’eren i den første fase lede beredskabet.
Souschefen såvel som reaktorchefen indgik i denne vagtordning - dog med et færre antal
vagter - for at holde kontakten til vagtholdet og informere om, hvad der foregik. Når ingeniørerne
havde vagt, var de med til vagtholdenes overleveringer og fik derved information fra
hele dagen. Derudover brugte de vagterne til at snakke med vagtholdet om systemerne.
Vagtholdene
Vagtholdene udgjorde en stor del af medarbejderstaben ved DR3, idet der i det meste af tiden
har været syv vagthold. Da der i midten af 1990’erne skulle spares, gik man over til seks vagthold,
hvilket dog blot bevirkede en kraftig stigning i overtidsbetalingerne. Det var vagtholdene,
der varetog selve driften af reaktoren.
Hvert vagthold bestod af en maskinmester, to reaktoroperatører og en forsøgsassistent.
Maskinmesteren var leder af vagtholdet. De to reaktoroperatører var håndværkere, der havde
gennemgået et tre måneders efteruddannelseskursus i reaktordrift på DR3. Efter en mundtlig
overhøring hos reaktorchefen startede de med reaktordriften. 3 Operatørerne havde til opgave
at betjene og overvåge reaktoren fra kontrolrummet, men de havde derudover forskellige
opgaver, idet den ene (M-operatøren) tog sig af reaktorens systemer og kredsløb, mens den
anden (E-operatøren) tilså og passede de forsøg, der foregik i og omkring DR3. Forsøgsassistenten
var en arbejdsmand, hvis funktion var at passe forsøgene, rundere på anlægget og
andre ad hoc opgaver, som f.eks. ved vagtskift at hente folk ved Roskilde Station.
Arbejdet med at rundere og tilse kredsløbene, forsøgsapparater og opstillinger i reaktorhallen
var formaliseret igennem en række logblade, som skulle gennemgås regelmæssigt flere gange
på en vagt. Operatørerne havde desuden under driften til opgave at udskifte bestrålinger og
forsøg. I midten af 1980’erne var siliciumproduktionen nået op i industriel målestok. Siliciumbestrålingen
var hardcore business: Udskiftningen af bestrålinger og tilsynet hermed var
skemalagt rutinearbejde, der gav en hel del arbejde til vagtholdet. Før den tid beskrives vagtholdsarbejdet
som en relativt rolig affære fyldt med mange afvekslende opgaver med fysikernes
forsøg. Der var dengang altid tid til hyggesamtaler i kontrolrummet. 4
Driften af DR3 krævede døgnbemanding. Vagtholdsarbejdet foregik i 3-holdsskift. Der har i
hele driftsperioden fra januar 1960 til efteråret 2000, altid været mindst to personer på vagt i
kontrolrummet. Det stipulerede reglerne nemlig.
3 Interview med Carsten Nikolajsen 12/3 2007.
4 Ibid.
75