Maskinerne i haven

DR3 og Risø som arbejdsplads
var sådan en skuffe med aviser. Ja, så var der jo ’side 9 pigen’ i Ekstra Bladet. Det var da det
mest, mest ulødige vi havde (latter).
HK: Okay. Det var først senere, at I fik fjernsyn dernede?
CN: Ja, og det havde vi da lidt kamp om. Vi syntes, at det var lidt urimeligt, at man skulle
sidde hele aftenen og natten og ikke have mulighed for at se en ’Tv-avis’. Til sidst fik vi så
lov til at købe et fjernsyn. Det var ikke noget med at firmaet ville komme med et fjernsyn. Så
vi skillingede sammen til et fjernsyn, og fik det bygget det ind i et panel sådan, at man om
dagen kunne lukke for det.
HK: Ja, jeg har set det. Der er en fin plade foran med at kort over Risø!
CN: Ja. Det blev jo først tændt, når vagthavende ingeniør kom ind og skulle se ’Tv-avis’. Og
så fik det jo lov at køre. Det kunne da også godt ske om søndagen, hvis der var fodbold. Jeg
kunne godt lide at se cykelløb. Når der var cykelløb og Tour de France, kunne det godt stå og
køre med lyden skruet ned. Når jeg lige havde mine små pauser og var nede i kontrolrummet,
kunne man lige skæve op, og se hvad der skete. Men det var ikke normalen. Det var mere,
hvis der var ’tv-avis’ og så en film, som man så kunne se i afbrydelser. Hvis der var meget
silicium, så kunne man lige så godt lade være. Men mester og forsøgsassistent kunne såmænd
godt sidde og se sådan en film, mens vi andre fes rundt og lavede alt muligt. Men sådan var
vilkårene. Og det havde man vænnet sig til. Vi var jo heller ikke kommet ud for at se fjernsyn,
så det var ikke noget problem. Men man ville da gerne kunne se en film. Og somme tider
kunne man da også klare det med bare lige at have to huller på et kvarter.
HK: Men var det operatørerne der løb mest rundt, i forhold til mester og forsøgsassistent.
CN: Ja. Rutinen var, at forsøgsassistenten gik rundt hver anden time og runderede hele
anlægget og passede vandbehandlingen ved at fylde salt og kalk på og alt sådan noget. Og
mester tog også en til to runderinger. Han tog som regel en runde lige når han kom for at se,
hvordan tingene var. Det hele skulle jo passe sammen. Der skulle nemlig altid være to inde i
reaktorhallen. En i kontrolrummet og en i hallen. Der var kun to, der kunne være udenfor ad
gangen. Man skulle altså også lige lære at tjekke, hvor mange vi var herinde, hvis man lige
skulle en tur ud på toilettet. Hvis vi kun var to måtte man så vente. Hvis det varede for længe
måtte man så råbe ad en eller anden og sige: ”Nu må du altså lige komme ind, for nu skal jeg
altså på potten.” Det lærte man jo så at finde ud af. Og det rareste var jo, når folk sagde: ”Nu
går jeg ud, og jeg er ude 5 eller 10 minutter.” Det var rart at vide, hvornår han egentligt havde
tænkt sig at komme tilbage igen. Frem for at nogen bare gik ud, og så var de måske ude i flere
timer for at lave et eller andet. Vi havde derfor altid den regel, at når man gik ud, så sagde
man sådan nogenlunde, hvor længe man var væk således, at der kunne planlægges efter det og
man kunne komme ud og få sin mad.
I begyndelsen runderede operatøren også et par gange. Og han tog også en afskrivning.
HK: Hvad bestod afskrivningen egentlig af.
CN: Man havde nogle logblade, hvor der skulle skrives ampere, temperaturer og alt muligt fra
rundt omkring i bygningerne og reaktorhallen. Det var forsøgsassistenten der gik rundt. Han
havde et logblad, som skulle udfyldes hver anden time og et der blev udfyldt hver fjerde time.
Dengang der ikke var så travlt, hed det sig, at M-operatøren skulle tage den ene afskrivning.
Men efterhånden som der kom meget silicium, havde vi simpelthen ikke tid til det. Så det
blev så droppet. Så lavede man også lidt om, fordi man nu i 30 eller 35 år havde gået rundt og
skrevet alle de her tal af. Det viste sig så, at det måske var lidt overdrevet, så der blev så
skåret lidt ned på nogle af aflæsningerne. Men det var måske lige så meget for, at man på den
måde vidste, at folk havde været rundt og kigge. Så fandt man jo ud af, at folk passede deres
120