Maskinerne i haven

Maskinerne i haven
var kun til de såkaldte shutdown-pumper og reservekølesystemet. Hvis vi skulle køre på
effekt, skulle vi have nettet inde.
HK: Okay. Reaktoren kunne ikke køre, når der var netudfald?
CN: Nej. Effekten faldt ned til nul og vi lå så og ventede. I den situation var der sommetider
et tidspres. Vi havde en køreperiode på tre uger. Og alt efter hvor i perioden vi lå, kunne der,
når reaktoren lukkede ned, ske en xenonforgiftning. Der blev opbygget xenongas i
reaktorkernen. Hvis man ikke kom i gang igen inden for nogle timer, så var løbet kørt. Hvor
længe kom lidt an på, hvor i perioden man var. I den midterste uge havde vi lidt mere tid end i
den sidste uge, og i den første uge havde man endnu mere tid. Men hvis man ikke fik startet
op sådan cirka inden for et par timer, skete der en xenonforgiftning. Så skulle den ligge nede i
24 timer, før at xenonet var brændt af igen. Derfor skulle man være på stikkerne så snart
nettet vendte tilbage. Man skulle have systemerne klar og så var det bare med at få startet op
igen, for ellers kostede det et døgns køretid.
HK: Så nødstrømmen er kun til at lukke ned med.
CN: Nødstrømmen var kun til at lukke ned med og så til nogle små pumper, der bare lige
skulle holde cirkulation i vandet for at holde temperaturen nede på et passende niveau. Der
var nogle store pumper, som vi kørte med, når vi kørte på effekt. Når de store pumper skulle
køre, skulle vi have strøm fra NESA. Derfor var det tit spændende og man sad der og sagde:
”Kommer strømmen nu ikke snart, så vi kan komme i gang med at køre?” Men det var ikke
noget, som skete så tit. Der kunne være flere driftsperioder, hvor der ikke var et trip, og så
kunne der være andre gange, hvor vi trippede en til to gange på en periode. Men når der var
reaktortrip, så var det som regel på grund af strømsvigt.
Der var også en periode i firserne, da vi fik vores nye fjordkøling. Inden vi fik vores store
moler derude, kunne der godt komme meget tang og skidt og møg ind, når det var stormvejr
og vinden kom fra nord, så. Og det stoppede så filtrene. Filtrene blev senere bygget om, så de
faktisk kunne rense sig selv. Men der var en periode, hvor vi havde nogle nedlukninger på
grund af stoppede filtre. Det blev dog rimeligt hurtigt ændret, så det ikke var noget problem.
Da vi så fik stenmolerne, var det faktisk ikke et problem mere. Så kørte det.
HK: Hvor mange vagthold var der?
CN: Da jeg startede var vi seks vagthold. Men efterhånden som vi fik arbejdstidsnedsættelse,
kom vi op på syv vagthold. Og det gjorde det lidt nemmere, fordi der så ved sygdom og ferie
var lidt flere til at afløse. Men senere skulle Risø så til at spare og der skulle spares hoveder.
Vi havde allerede været gennem nogle besparelser, hvor man fyrede fra bunden, altså
arbejdsmænd og alle dem der gik og holdt det pænt og i orden. Og vi kunne faktisk ikke spare
mere. Så fandt vi så ud af, at vi kunne prøve at spare et vagthold. Da kom vi så ned at gå seks
hold igen. Og det gik egentligt meget godt. Det er det samme system, nøjagtig den samme
vagtplan, som vi i dag kører med seks mand.
HK: Hvilke opgaver har man på sådan et vagthold?
CN: Jeg var jo M-operatør. Der var en M-operatør og en E-operatør. M-operatøren tog sig
mest af det reaktormæssige, altså kølevandspumper, heliumblæsere og alle de systemer, der
hører til reaktoren. Og hvis vi nu begynder med reaktoropstarten, så sad M-operatøren i
kontrolrummet og kørte reaktoren op på effekt - altså op på de her 10 MW. Den anden
operatør, E-operatøren eller Rig-operatøren, som han hed helt fra starten, gik rundt og passede
forsøgene. Dengang kørte vi noget vi kaldte højtryksforsøg, og der skulle man efterhånden
som effekten steg justere trykkene. Der var en masse gaspaneler deroppe. Forsøgene sad nede
i reaktoren. Man skulle hele tiden holde øje med trykkene, for når temperaturen i reaktoren
113