Maskinerne i haven

Samarbejde og
teamwork
Henrik Dam
Skolekilder
Maskinerne i haven
forfatter. Det var alle helt indforstået med: Jeg, fordi jeg gerne ville skrive artiklen på min
måde – og de øvrige fordi de havde mulighed for i den sidste ende at afslå medforfatterskab!
Nogle var blevet nervøse, fordi man jo andre steder mente noget andet, og nogle fordi vi jo
kun havde dette ene Menkes foster at basere vore konklusioner på. Mod forventning blev jeg
på den måde forfatter til en artikel om genetik, og efter Margaretha Mikkelsen skrev sig på,
ønskede de alle at være medforfattere. Næstefter artiklen om arsen, er denne min mest citerede
tidsskriftartikel.
Nogle år senere lykkedes det at få analyseret endnu et Menkes foster, og resultaterne
bekræftede fuldt ud vort første arbejde. Det er nu accepteret, at Menkes sygdom ikke skyldes
kobbermangel, men at den genetiske fejl bevirker en unormal fordeling af kobber i organismen.
Samarbejdet med Kennedy Instituttet er fortsat gennem mange år på dette og beslægtede
områder.
Henrik: Er det meget karakteristisk for Isotoplaboratoriet, at dets arbejde er foregået i samarbejde
med forskellige eksterne forskere, forskergrupper eller institutter?
Heydorn: Ja, det er meget karakteristisk. Det er først i de seneste år herude på DTU, at jeg har
publiceret alene eller sammen med en enkelt kollega. På Isotoplaboratoriet publicerede vi
derimod næsten altid sammen med vores samarbejdspartnere, som har skiftet gennem perioder.
Men der var ofte tale om langvarige samarbejder.
Henrik: Det jeg har hørt hidtil, peger på, at samarbejdspartnerne ofte var medicinere?
Heydorn: Mit speciale fra Den polytekniske Læreanstalt var faktisk biokemi. Ikke engang
teknisk biokemi, men rigtig biokemi. Jeg har haft det privilegium at gå på samme laboratorium
som nobelpristageren, civilingeniør og biokemiker Henrik Dam. Jeg tror dog ikke, at vi
nogensinde vekslede to ord med hinanden; han var ikke en af dem, der snakkede med de studerende.
Henrik: Han var vel også forsker par excellence?
Heydorn: Ja, det må man nok sige.
Henrik: Hvordan gik det med aktiviteten på isotopområdet i 1970’erne og 1980’erne?
Heydorn: Isotopområdet lå nogenlunde stabilt; der var ikke den store forandring fra år til år.
Vore kunder fik nogenlunde det samme antal leverancer som de altid havde gjort, men kvalitetskravene
voksede. I 1978 godkendte Sundhedsstyrelsen Isotoplaboratoriet som producent af
radioaktive lægemidler til trods for, at vi ikke havde nogen farmaceut ansat! Som tidligere
nævnt ophørte produktionen af Pipsan i 1980, men da havde Hesselbjerg Christensen, der
skrev doktorafhandling derom, for længst forladt os til fordel for DTU. Leverancerne af
Hippuran fortsatte støt gennem hele denne periode, men distributionen skete gennem Isotopapoteket.
Af nye radioaktive lægemidler introduceredes på foranledning af Herlev Sygehus i
1976 radioaktivt kalcium, 47 Ca, til undersøgelse af knoglesygdomme. Et produkt som dette var
ikke tilgængeligt fra andre leverandører og har derfor også været leveret til en række udenlandske
brugere. Efter mere ned 30 års forløb producerer Hevesy Laboratoriet på Risø stadigvæk
47 Ca… hvorimod de oprindelige kortlivede isotoper er afløst af 18 F og andre radioaktive
isotoper, som kan fremstilles med en cyklotron.
Men der er et andet produkt, som har holdt sig formidabelt godt, nemlig skolekilderne. I
1962 fik jeg en henvendelse fra Foreningen for Fysik- og Kemilærere ved Gymnasier og
Seminarier, om vi ville være med til at lave radioaktive kilder til undervisningsbrug. Jeg er ud
af en gammel skolelærerfamilie: både min mor og min søster var lærerinder, og min far var
skoleinspektør i Århus – så det sagde jeg straks ja til; jeg havde selv som barn stået på min
57