Maskinerne i haven

Risø og profit
Japanske
kunder
Hellere nr. 1 på Isotoplaboratoriet end nr. 2 i Direktionen
detaljer, og i mange tilfælde ønsker de det sikkert heller ikke.
Henrik: Du har her beskrevet direktionens beskedne interesse for silicium-produktionen. Hvad
var baggrunden for den holdning?
Heydorn: Historisk set har der vel generelt været den holdning, at en fin videnskabelig institution
ikke kan være bekendt at tage penge af folk. Fra 1970’erne og frem dominerede 68-generationens
holdning, der groft sagt kriminaliserede begrebet profit. Husk dengang de universitetsstuderende
blokerede rektor Mogens Fogs kontor og forlangte, at man ikke måtte samarbejde
med industrien. Disse holdninger smittede også af på Risø, tillige med en bekymring for
at blive beskyldt for at favorisere den ene virksomhed frem for den anden. Det var langt
sikrere at undgå samarbejde med erhvervslivet.
Henrik: Gjaldt det virkelig også Risøs direktion?
Heydorn: I en lang periode: Ja! I begyndelsen af 80’erne fik Risø imidlertid en ny underdirektør,
Ingvard Rasmussen ii , hvis opfattelse var mere på linje med min, og efter nogle
indledende misforståelser fik vi et glimrende samarbejde. Til gengæld blev han ikke specielt
populær i Direktionen, kan man vist roligt sige. Kort efter hans tiltrædelse var jeg blevet interviewet
til ”Ingeniøren” angående NTD-silicium og var kommet til at nævne Risøs manglende
interesse for siliciumproduktion. Mandag morgen ringede han noget fortørnet og forlangte at
få at vide, hvad jeg mente med det? Så fortalte jeg ham, at Risø aldrig havde villet investere en
krone i siliciumfaciliteter, og at alle eksisterende faciliteter var betalt af fondsmidler, Topsil,
eller Wacker. Direktionen havde hidtil ikke vist nogen som helst interesse, men med ham som
underdirektør ændrede situationen sig. Takket være ham, blev det derfor vel modtaget, da jeg i
1981 fik den idé, at vi skulle til at handle med Japan, som omtalt i filmen. Han støttede ideen,
men det holdt hårdt at få tilladelse til at udnytte regentparrets besøg i Japan som indgang til
det japanske marked. Det lykkedes som bekendt til sidst; dog naturligvis ikke som en af Risøs
officielle repræsentanter, men som medlem af en dansk erhvervsdelegation.
Henrik: I dag ville det jo være en gigantisk fjer i hatten for en forskningsinstitution at have
sådan en produktion kørende.
Heydorn: Sådan var det bestemt ikke dengang, men det drog vi i virkeligheden fordel af!
Når Wacker-Chemitronic var så interesseret i at sikre sig adgang til dotering af silicium på
Risø, var det ikke udelukkende for vore blå øjnes skyld, men snarere fordi vi havde en tungtvandsreaktor.
Der var således langt færre hurtige neutroner i DR3 end i letvandsreaktorer som
DR2 - en termisk kolonne var derfor overflødig. Dr. Herzer tilskrev derfor den høje kvalitet af
NTD-silicium fra Topsil, at de fik bestrålet deres silicium i en tungtvandsreaktor – et faktum,
som Topsil også selv fremhævede i deres reklamemateriale.
Der er ikke mange tungtvandsreaktorer i verden, men en af dem lå faktisk i Tyskland; på
forskningscenteret Jülich rådede man over en reaktor af nøjagtig samme type som DR3. Det
forekom derfor nærliggende, at Wacker kunne få dækket sit behov for bestråling inden for
landets egne grænser; MEN Direktionen på Jülich var endnu mindre interesseret end Direktionen
på Risø!
Wacker havde selvsagt gentagne gange forsøgt at få bestrålet i Jülich reaktoren, og efter at
have mobiliseret et politisk pres på Direktionen var det lykkedes at få et tilbud.
Wacker havde fundet prisen eksorbitant, og trods den høje pris var leveringssikkerheden og
kvaliteten ikke tilfredsstillende; endvidere skete der mange uheld og fejltagelser. Det er svært
at frigøre sig fra den tanke, at Jülich ikke blot var uinteresseret, men direkte søgte at forhindre
at spilde tid på kommercielle aktiviteter.
Henrik: Så siliciumproduktionen er aldrig blevet benyttet til at promovere institutionen
66