Maskinerne i haven

Nedlæggelse og dekommissionering
Nedlæggelse og dekommissionering – en kommenteret
tidslinje
I det nedenstående gives en kort historisk gennemgang af den politisk-organisatoriske proces i
forbindelse med dannelsen af Dansk Dekommissionering (DD). Gennemgangen baserer sig
på materiale fra Folketingets hjemmeside (primært lovforslag B 48), avismateriale hentet fra
Infomedia samt samtaler med to centrale medarbejdere fra DD, nemlig sektionsleder,
civilingeniør Kurt Lauridsen og funktionsleder, cand. polit. Jørgen Kamp Knudsen. Sidstnævnte
arbejdede i Forskningsministeriet, før han kom til DD. Ingen af de to har selvsagt
nogen andel i fremstillingens eventuelle fejl og mangler. Det skal ligeledes understreges, at
redegørelsen refererer en række normative synspunkter, der ikke er sammenfaldende med
DD’s interesser.
DD varetager en række opgaver af forskellig karakter. DD er i første linje ansvarlig for
afviklingen af Risøs nukleare faciliteter. Dernæst står DD for håndtering og mellemlagring af
det radioaktive affald, som i dag befinder sig på Forskningscenter Risøs område, og for det
affald, som fortsat kommer fra andre danske brugere af radioaktivt materiale. Hovedparten af
det eksisterende affald stammer fra 45 års drift af Risøs forskningsreaktorer og den forskning,
der er forgået på stedet. Omtrent 1/3 af affaldet skyldes universiteternes, hospitalernes og den
danske industris brug af radioaktivt materiale. DD har endvidere til opgave at bidrage med
teknisk ekspertise til forberedelse af etablering af et dansk slutdepot for radioaktivt affald.
Selve spørgsmålet om, hvad der skulle ske med dette affald den dag, hvor institutionens
to forskningsreaktorer DR1 og DR3 ikke mere var i drift, har selvfølgelig en længere forhistorie.
Jeg vil dog tillade mig at springe direkte ind i sagsforløbet lige før det trækker op til en
nedlukning af DR3. Når det kan lade sig gøre, er det fordi der ikke forelå nogen klart formuleret
strategi for, hvordan affaldet i givet fald skulle håndteres, og fordi beslutningen om at nedlukke
Risøs nukleare forskningsfaciliteter kom til at gå hurtigere, end de fleste havde forestillet
sig muligt.
Maj 1999: Indenrigsminister Thorkild Simonsen (S) beder Risø redegøre for institutionens
håndtering af radioaktivt affald. Ministerens reaktion var direkte foranlediget af, at der to
gange i det forløbne år var sluppet lavradioaktivt affald ud fra Risø. Det handlede konkret om
en radioaktiv elektromotor og noget betonaffald, som var endt på en almindelig kommunal
losseplads. Lederen af Statens Institut for Strålehygiejne, Kaare Ulbak, udtalte i den forbindelse
til Politiken, at myndighederne nærede ”en begyndende bekymring for sikkerhedskulturen
på Risø”. Beredskabsstyrelsen bakkede samtidigt op om kritikken. (Politiken, 16.05.1999,
1. Sektion, side 1). Politiken kunne yderligere oplyse, at myndighederne havde kendskab til,
at Risø 12 gange inden for de seneste tre år havde overtrådt reglerne for drift af de nukleare
anlæg. Avisen mente, at en væsentlig årsag til problemerne var, at en del af det rutinerede
personale var gået på pension i løbet af 1990’erne og at det kneb med at få oplært nyt personale.
Som reaktion på disse forhold satte Thorkild Simonsen få dage senere Risøs atomare
anlæg under skærpet tilsyn (Berlingske Tidende, 28.05.1999, 1. sektion, s. 13).
November 1999: DR3 lukkes ned, efter at man havde konstateret en utæthed i et drænrør.
Utætheden bevirkede, at grafitten uden om reaktortanken blev gennemvædet med radioaktivt
tritiumholdigt tungt vand. Kurt Lauridsen, der sad i Risøs sikkerhedskomité, mener, at DR3personalet
på dette tidspunkt havde været lidt for længe om at erkende, at der var et problem
(samtale med Kurt Lauridsen, DD).
Februar 2000: Efter udbedringen af skaderne blev reaktoren til alles tilfredshed sat i drift den
22/2 (Information, 21.02.2001, 1. sektion, s. 1).
April 2000: DR3 blev standset igen, da man fortsat kunne konstatere tritium i ventilationsluften
og kølevandet fra reaktoren. Der opstod derfor mistanke om, at selve reaktortanken måske
var læk.
152