Maskinerne i haven

DR3 og Risø som arbejdsplads
og de ledende medarbejdere fortolkede fortiden og nutiden og dermed implicit lagde et
meningsfuldt spor ud for fremtiden.
Efter nogle forsøg på at lave et mere personaleorienteret blad i starten af 1970’erne muterede
Risø Intern Orientering/RIO i 1973 til Risø Nyt, som var møntet på offentligheden, hvilket må
ses som en konsekvens af 1970’ernes kritiske atomdebat og den spirende folkelige modstand
mod atomkraft. Nu var det i offentligheden, at institutionen skulle pleje sit image.
Risø Intern/RI-posten 1989-
Risø Intern, der fra 1991 fortsatte som RI-posten, var et pluralistisk blad, som på mange
måder er sin forgængers diametrale spejlbillede. Bladet kom til verden for at styrke dialogen
mellem Risøs afdelinger og personalegrupper. Det skulle gøre det nemmere for alle personalegrupper,
at følge med både i Risøs aktuelle situation og hinandens dagligdag. 48 Der blev lagt
vægt på, at medarbejderne gennem artikler, annonceringer og debat involverede sig direkte i
bladets indhold. Derfor giver bladet et levende indblik i den mangfoldige medarbejderkultur,
som fandtes på Risø i 1990’erne. I de næste afsnit er dette stof benyttet til at belyse forskellige
aspekter af medarbejderkulturen på Risø.
Mangfoldigheden har selvfølgelig også tidligere eksisteret på Risø, men den er ikke blevet
repræsenteret så tydeligt. Nu er der plads til alt lige fra direktionens strategiudspil, faglige
artikler, ligestillingsdebat, indlæg om MUS-samtaler, kultur og sport. Grupper som kvinder,
børnehavebørn og skolepraktikanter er der også plads til. Bladet henvender sig både til
HK’eren og til Risøs mange adjungerede professorer. Der er også masser af bramfri og
humørfuld debat, og der går karakteristisk nok flere numre med at debattere, om Risø har
brug for et sådant blad. Direktionen havde sin egen spalte, men det var tydeligt markeret,
hvem der taler. Bladet signalerer således demokrati og ligeværdighed mellem faggrupperne.
Det fornægter sig ikke, at der siden RIO gik ind i starten af 1970’erne, var sket en enorm
udvikling i det danske samfund og på Risø. Forskellen mellem disse to personaleblade illustrerer
meget tydeligt, at 1970’ernes frigørelsesprojekt var meget mere end ideologi: Det i dag
noget miskrediterede projekt fik enorm betydning for den sociale virkelighed.
Risø var i 1990’erne ikke længere er et sted, hvor der primært blev bedrevet nuklear forskning.
Man skal faktisk lede lidt for at finde det nukleare stof.
2.7. Maskinerne i haven
Risø er en af verdens smukkeste beliggende forskningsinstitutioner og helt sikkert en af landets
flotteste arbejdspladser. Risøs arkitekt, den kgl. bygningsinspektør og professor ved
Kunstakademiet Preben Hansen (1908-89), placerede de lave gule bygningsklynger i landsbylignende
formationer rundt omkring på halvøen, så de understreger og fremhæver halvøens
landskabsform og derved forøger landskabsværdien. Elementer som den langstrakte poppelallé,
vandtårnet, reaktorbygningernes metalcylindre er ved deres udformning og placering
gjort til karakteristiske og iøjnefaldende formationer. Den arkitektoniske udnyttelse af landskabet
er vel ingen steder bedre end ved placeringen og formgivningen af det markante DR2kompleks
på sydsiden af halvøens spids, som er den del af Risø, der først falder i øjnene, når
man kommer ad landevejen fra Roskilde. Læg hertil den himmelstræbende slanke meteorologimast,
der tilføjer arkitekturen en tredje opadstræbende dimension. Hele anlægget er placeret
i et malerisk fjordlandskab med bølgende bakker, skovklædte pynter, udstrakte strandenge og
fjerne lerklinter, som blåner i havdisen. Med sine nærmest demonstrativt pastorale omgivelser
fremtræder Risøs nukleare faciliteter som et machine in the garden scenarium. I et æstetisk
perspektiv er det lykkedes arkitekten at harmonisere den nye industrielle teknologi med Danmarks
agrare rødder.
48 Risø Intern, nr. 1, maj, 1989, s. 1.
88