Maskinerne i haven

Udvikling og
volumen
Ombygning og
tilbygning
Maskinerne i haven
millionbeløb, som jeg hverken kunne eller ville gøres ansvarlig for – og henviste selvsagt til
kontraktens bestemmelser angående fejlbestråling. Kontrakten indeholdt imidlertid også en
paragraf vedrørende håndtering af uoverensstemmelser: de skulle løses ved forhandling
mellem parterne.
Vi førte herefter nogle meget intense forhandlinger – og fandt en løsning: vi indgik en ny
kontrakt der omfattede bestråling af så store mængder silicium, at vi kunne yde en rabat på
bestrålingsprisen, der af det japanske firma kunne accepteres som erstatning for det mistede
silicium. Herved opnåede vi
a) en økonomisk aftale, der var tilfredsstillende for begge parter.
b) en væsentlig forøgelse af det kontraherede kvantum silicium.
c) et ikke-præjudicerende prisniveau.
c) sidst men ikke mindst: ingen af parterne tabte ansigt.
Som sidegevinst fik vi forbedret vor kvalitetskontrol, så fejl af denne type opdages med det
samme.
Henrik: Blev vi færdige med siliciumhistorien eller er der nogle flere ting i den forbindelse,
som du gerne vil nævne?
Heydorn: Vi kan måske lige kommentere den grafik over udviklingen i bestråling af silicium,
der er vist i den sidste årsberetning [1997], som du netop har fået. Du kan se en uafbrudt
stigning indtil 1992, og at vi i 1991 var oppe på at bestråle over 30 tons NTD-silicium. Dette
kvantum repræsenterer samtidig kapacitetsgrænsen for bestråling i vore vertikale faciliteter, og
vi måtte derfor gå i gang med at udnytte de horisontale rør i DR3.
På dette tidspunkt havde produktionen nået et omfang, hvor konjunkturerne spiller en
væsentlig rolle, og den japanske økonomis pludselige tilbagegang afspejlede sig i vores
omsætning. Til trods herfor valgte vi alligevel at fortsætte med konstruktionen af de meget
avancerede og komplicerede faciliteter til de vandrette rør, idet vi samtidig håbede at kunne
udfase de mest ineffektive af de gamle Topsil faciliteter. Men allerede inden den horisontale
facilitet nåede helt op i produktion steg efterspørgslen igen, således at vi ikke kunne lukke helt
for dem. I 1995 blev det besluttet at bygge endnu en horisontal facilitet, der kunne tages i brug
ved udgangen af 1997; Isotoplaboratoriet var derfor særdeles vel udrustet, da man i 2000
besluttede at lukke DR3 reaktoren.
Henrik: Rømmede fysikerne hullerne helt af sig selv, eller var der en form for intern forhandlingsproces?
Heydorn: Helt frivilligt! Som nævnt havde vi et fortrinligt samarbejde med fysikerne; jeg er
kommet i afdelingen og blev accepteret næsten som en fysiker. På et tidspunkt blev jeg
simpelthen ringet op og spurgt, om jeg var interesseret i at overtage et af de vandrette rør, hvis
de rømmede det. Der var jo adskillige vandrette forsøgskanaler, og da de først havde opgivet
deres monopol, kunne de også undvære et rør mere uden problemer.
Uden at rødme kan jeg godt indrømme, at Isotoplaboratoriet ikke var bygget med siliciumproduktion
for øje og derfor heller ikke synderligt egnet hertil. Omfanget af siliciumproduktionen
nødvendiggjorde derfor snart indretning af særlige lokaler, og i løbet af 1985 lykkedes
det produktionslederen, civilingeniør Kirsten Andresen, at samle al arbejdet med silicium i
underetagen af en til formålet opført tilbygning i laboratoriets nordlige ende. Byggeriet skulle
foregå netop som staten havde indført generelt stop for alt nybyggeri; det var derfor nødvendigt
at holde entreprisen nede under 1 million kr, som var grænsen for ”mindre byggearbejder”,
der ikke var omfattet af stoppet.
Senere hen blev det nødvendigt også at bygge en længe på DR3’s bygning 214 og at
anlægge en vej mellem de to bygninger. De nye lokaler blev indviet den 31. oktober 1991 i
overværelse af underdirektør Jørgen Kjems og kunstneren Susanne Ussing, hvis fraktal stadig
udsmykker bygningens gavl.
69