Maskinerne i haven

Maskinerne i haven
man for hurtigt, så blev man straffet. Så lukkede den ned, og så skulle man på den en gang til
og havde så måske spildt 20 minutter, eller sådan noget lignende.
HK: Hvor godt kommer man til at kende sådan en maskine, er det ligesom at køre bil til sidst?
CN: Ja, til sidst.
HK: Mange af tingene gør man vel næsten ubevidst, fordi det ligger i hænderne frem for i
hovedet.
CN: Ja, det gør det. Især det med at trykke på knapper. Men stadigvæk, skal du, ligesom når
du kører i bil, både bruge fingrene, men du skal dæleme også holde øje med alle
temperaturerne. Man havde jo en fornemmelse af, hvordan de der kurver med temperaturer,
effektmålerne osv. skulle være, når man startede op. Det var et samspil mellem at sidde og
trykke på knapperne, og så hele tiden kigge på instrumenterne. Så det var ligesom at køre i
bil. Der skal du jo også kigge og se hvad der sker.
HK: Har DR3 været en populær arbejdsplads i lokalområdet her i Roskilde?
CN: I de første år var det fint at arbejde på Risø. Men senere hen, blev det en arbejdsplads
som alle andre. Da vi havde den store diskussion for eller imod atomkraft, var man jo ikke
altid lige populær. Der var jo mange, der var imod…
HK: Et flertal viste det sig til sidst…
CN: Ja, det var der jo. I 1986 fandt man jo ud af, at man slet ikke skulle have atomkraft i
Danmark. Men på det tidspunkt var der sådan set ikke så meget debat, som der havde været
midt i halvfjerdserne og den gang med Tjernobyl, hvor der blev diskuteret alle vegne. Jeg har
da også privat haft masser af diskussioner. Jeg blev sur, når folk sagde, at det var farligt, at
det var en atombombe. Så siger jeg: ”Sådan noget sludder, det er da ikke en skid farligt, så
længe man behandler det ordentligt, og som det skal være.” Man kan være for eller imod, for
der er jo noget affald. Men det er da så lidt i forhold til det, som man får, når man brænder kul
af. Det bliver bare spredt ud over et stort område. Med det her kan man samle affaldet
sammen i små depoter. På det punkt har jeg haft nogle diskussioner, men upopulær har jeg da
aldrig været. Men det var nok mest spændende i starten. Her i de senere år, har det været en
arbejdsplads ligesom alle andre. Sådan fornemmer jeg det i hvert fald. Der var ikke noget
odiøst i at være reaktoroperatør på Risø. Der var nogle enkelte, der syntes det var meget
spændende, og så kunne man sidde og fortælle om det.
HK: Har offentligheden været god eller dårlig til at skelne imellem DR3 og et atomkraftværk?
CN: Jeg har ikke noget særligt svar på det spørgsmål. Efter at vi havde haft diskussionerne for
eller imod atomkraft mellem OOA og REO… Dengang kørte vi jo rundt med klistermærker i
bagruden, det gjorde jeg bare for at provokere. Men jeg synes ikke, at der har været så meget
røre om det efter, at det havde lagt sig. Folketinget har jo aldrig rigtig blandet sig i, hvordan
det gik hernede. Vi fik vores bevillinger. Jo mere ro, der var om det, jo bedre. Det er jo ikke
noget, der har været debatteret. Det kom jo op i 1986, at man definitivt besluttede, at man
ikke skulle have atomkraft. Og så var det det. Og så har jeg indtrykket af, at man havde en
aftale om, at det snakker vi helst ikke om. Nu passer vi vores herude uden at blande offentligheden
for meget ind i det. Indtil Birthe Weiss så lige pludseligt fik kolde fødder, for nu skulle
det altså lukkes. Men ellers så synes jeg ikke, at der har været meget debat om det.
HK: Så hvordan oplevede du nedlukningsprocessen?
123