Maskinerne i haven

DR3 og Risø som arbejdsplads
SR: Jeg kom jo fra en arbejdsplads, hvor vi hverken havde flekstid eller stempelur. Da jeg så
kom hertil, var det rart at have en fridag hver fjortende dag. Jeg kom nemlig og har altid
kommet tidligt om morgenen, og derfor gav det altid et overskud. Det var ren luksus med det.
Med hensyn til, hvis man havde behov for at holde en fridag, fordi man havde nogle familiære
ting eller noget man skulle have ordnet, så har der altid været velvilje fra ledelsens side.
HK: Hvordan så det ud på medarbejdersiden? Har I kigget meget på klokken og gået lige til
tiden?
SR: Man falder hurtigt ind i en rytme, selv om man har flekstid. Så kommer man kl. syv, halv
otte, nogle kommer kl. otte. Så man kan faktisk godt stille uret efter de personer, der kommer,
selv om man har stempelur og flekstid. Man kommer ind i en rytme, og så går man deraf også
hjem til en fast tid.
HK: Det er vigtigt at snakke om sikkerhed. Kan du sige lidt om, hvilke doser man som tekniker
fik? Hvad har du selv har fået, mens du har arbejdet her?
SR: Ja, altså nu kan jeg kun lige tale for mig selv. Det var mest, når vi efterså ionkamre, at vi
fik stråling. Ionkamrene var et måleudstyr, der kan sammenlignes lidt med et geigerrør, der
sad helt inde tæt på reaktorkernen og måler reaktorens effekt. Det var en tung sag på 150 kg,
som man trak ud. Ionkamrene skulle efterses, fordi strålingen ødelagde de kabler, der gik ind
til dem, og derfor skulle vi reparere kabelenderne, så kablerne hele tiden var så friske som
mulig. I den forbindelse fik jeg, så vidt jeg husker, det er jo snart nogle år siden, en daglig
dosis på 30-40 mikrosievert. Det var noget i den stil, og det er en meget lille dosis.
HK: Det var når det gik højt?
SR: Det var når det gik højt. Der var noget, der var lidt mere aktivt end andet, sandsynligvis
fordi det var mere stål i det. Det andet var ikke var nær så hot, måske fordi der var mere
aluminium i. Det var dog kun, mens man trak det her ionkammer ud, at det strålede. Når det
var kommet ud blev det lynhurtigt pakket ind med blysække, så vi mindskede strålingen til et
minimum.
HK: Før vi tændte båndet, har du givet eksempler på, hvad stråling gør ved elektrisk udstyr.
SR: Blandt andet havde vi en masse bestrålingsfaciliteter i reaktoren, hvor der sad fotoceller
og andet halvlederudstyr. Det kunne altså ikke så godt lide stråling. I løbet af et par måneder
kunne sådan en fotocelle godt være ødelagt, også selv om den ikke sad direkte inde i noget
beam - den sad uden for reaktoren, f.eks. oppe på toppen. Jeg nævnte også det med kablerne.
HK: Hvad var der med dem?
SR: Almindelige elkabler, bliver fuldstændig skørt som et stykke glas og springer, når de har
siddet et sted, hvor der har været stråling. Det gør de faktisk også i sollys, men i gammastrålingen
fra reaktoren intensiveres processen mange gange.
HK: Du har også fortalt, at hvis man i dag placerer et kamera i reaktortanken på DR3, bryder
det sammen i løbet af et kvarters tid, selvom reaktoren har været lukket i næsten syv år nu.
SR: Det er rigtigt. Der er så meget gammastråling tilbage i reaktortanken på DR3, at strålingen
sagtens kan ødelægge kameraet i løbet af et kvarters tid sådan cirka. Sidst har jeg været
på DR2 her i februar måned, lige inden man pillede indmaden ud af reaktortanken, hvor vi
også havde et kamera nede. Det er jo over 30 år siden, at den reaktor blev lukket ned. Men
også her begynder kameraet faktisk i løbet af halvanden times tid at blive lidt underligt. Men
136