Maskinerne i haven

Hellere nr. 1 på Isotoplaboratoriet end nr. 2 i Direktionen
en god lærestreg: man skal ikke blot lave analyserne, men også hjælpe folk med at bruge
resultaterne, ellers kommer der tit og ofte ikke noget ud af anstrengelserne.
Lad mig lige vende tilbage til referencematerialerne fra Bowen og NBS, hvor vi i begge
tilfælde publicerede resultaterne af vore analyser, før vi kendte andres resultater. Med hensyn
til Bowen’s Kale stemte vore resultater godt overens med den værdi, han senere anbefalede.
Dette var derimod ikke tilfældet for SRM 1571 Orchard Leaves: Jeg havde nemlig rapporteret
et indhold af arsen på 8,7 ppm, medens NBS et års tid senere udstedte et certifikat, hvor
indholdet stod anført som 14 ± 1 ppm. For Isotoplaboratoriet, som netop satsede på at opnå
international anerkendelse af sin aktiveringsanalytiske kompetence, var det jo ikke så godt!
Jeg gik derfor straks i gang med at lave nogle flere analyser, men fik hver gang nogenlunde
det samme. Det er et godt eksempel på, at det ikke er nær så nemt at lave aktiveringsanalyse,
som fysikerne dengang forestillede sig.
Denne uoverensstemmelse gav stødet til det næste skridt i min forskning; et skridt, som ikke
var anvendelsesorienteret, men nærmest må kaldes grundforskning: Hvordan finder man ud af
hvad, der er det rigtige? Eller sagt på en anden måde: Hvem har ret? Spørgsmålet opstår jo i
virkeligheden hver gang, man analyserer det samme materiale forskellige steder og bliver
dermed af central betydning for hele konceptet vedrørende brugen af referencematerialer!
Situationen var jo den, at National Bureau of Standards i USA mente, at de var verdens bedste
og derfor måtte have ret - og det ville de fleste nok også være enig med dem i! Men så sagde
jeg til mig selv: ”Nå ja, det er da meget naturligt, at de mener det derovre, men med hensyn til
at bestemme arsen i biologiske materialer siger jeg med Fritz Jürgensen: Enhver har sine
fortrin!” Det var vel ikke på forhånd givet, at det var dem, der havde ret; det kunne jo også
være mig – men det var der nok ikke mange, der troede… Hvis sagen skulle afgøres på demokratisk
vis, var der ingen tvivl om udfaldet! Men jeg var sådan set ikke ude efter at få ret; jeg
var langt mere interesseret i at finde ud af, hvordan man finder ud af, hvem der har ret – eller
hvordan man eventuelt kunne bevise, at man har ret. Hvad siger du? Hvordan finder man ud af
sådan noget?
Henrik: Ja, det vil jeg egentlig blive lidt ked af at blive spurgt om. Men det er jo i grunden
nærmest et filosofisk spørgsmål.
Heydorn: Det var der heller ikke dengang ret mange, der brød sig om at blive spurgt om, for
der var ikke nogen, der havde et godt svar. Og dette næsten videnskabsteoretiske problem var
udfordringen i den tankerække, som jeg søgte at udvikle i begyndelsen af 1970’erne og nogle
år frem: Du har to forskere, der præsenterer to forskellige resultater, men du er kun interesseret
i det rigtige – hvordan finder du det? I gamle dage – dvs før globaliseringen - var det jo
nemt nok. Da var der jo ingen tvivl om at NBS havde ret – i USA – og at den af kongen
udnævnte professors tal var de rigtige i Danmark.
Henrik: Altså en henvisning til en eller anden form for autoritet.
Heydorn: I Danmark var Statsprøveanstaltens analyser per definition altid rigtige. Efter amerikansk
lov var analyser udført af National Bureau of Standards ufejlbarlige, i England gjaldt
det samme for Laboratory of the Government Chemist. Hvert land havde sin egen version af
sandheden; men det har jo intet med videnskab at gøre! Her lå den udfordring, som jeg brugte
et par år til at tænke over. Hvordan kunne man på et sobert, videnskabeligt grundlag finde ud
af hvad der er rigtigt? Dette var kernen i sagen – og ikke hvorvidt det ene laboratorium var
bedre end det andet.
Den grundlæggende filosofi i dette som andre videnskabelige spørgsmål er, at man aldrig
kan bevise, at noget er rigtigt - kun at noget er forkert! Jeg kunne derfor umuligt bevise, at
vort eget måleresultat var rigtigt; men lige så umuligt ville det være for mig, at bevise at deres
tal var forkert. Jeg kunne jo ikke se her ovre fra, om NBS havde lavet en eller anden fejl, som
54