Maskinerne i haven

DR3 og Risø som arbejdsplads
der en vis mystik omkring reaktorerne, som kan tilskrives de forskellige måder, hvorpå
atomteknologi i den populære kultur er blevet tematiseret enten som noget uhyre avanceret,
noget meget hemmeligt eller som en ekstrem katastrofeteknologi. Reaktoren er derfor for de
fleste mennesker et mystisk og farligt artefakt, som man ikke ligefrem er fortrolig med. Det at
blive ansat på Risø kan følgelig beskrives som en initiationsproces, hvor noget ukendt og
fremmed afmystificeres og meget hurtigt ender med at blive velkendt, ja næsten trivielt. Fhv.
reaktoroperatør Carsten Nikolajsen husker, at han i starten var lidt benovet ved tanken om, at
skulle styre reaktoren efter et introkursus på bare tre måneder. 9
Når man interviewer medarbejderne, bringes kløften mellem den initierede og den udenforstående
interviewer i spil. Når medarbejderne f.eks. spørges, om de nogen sinde har været
nervøse eller bange, er svaret næsten altid afvisende. De opfatter grundlæggende reaktoren
som en maskine, der, hvis den behandles med omtanke, respekt og forskrifterne følges, ikke
adskiller sig synderligt fra andre maskiner. Reaktoren er bygget til automatisk at lukke ned
(”trippe”), ikke kun som respons på en række parametre, men faktisk også hvis blot signalet
fra diverse målere udebliver. Operatørernes arbejde kan derfor beskrives som en kamp for at
holde en maskine kørende, der automatisk stopper som respons på den mindste uregelmæssighed.
Når der skete noget utilsigtet, har spændingsmomentet for operatørerne faktisk været,
om man var i stand til at holde reaktoren kørende, og ikke om man i en given situation var i
stand til at bringe reaktoren under kontrol og få den lukket ned.
1.6. Formelle og uformelle rutiner
På en hvilken som helst arbejdsplads findes der officielle reglementerede rutiner og så de
uofficielle rutiner. En af de uofficielle rutiners funktion er at sikre, at en hensigtsmæssig og
sikker drift kan foregå med virkelighedens sædvanligvis ufuldkomne mennesker. Som tidligere
nævnt krævede DR3 døgnbemanding hele året rundt. Hvor der er tale om nattearbejde,
kan det i praksis ikke undgås, at en eller anden ind imellem blev træt eller udkørt, hvilket
naturligvis ikke var hensigtsmæssigt, hvorfor vedkommende ofte lagde sig, mens de øvrige
overtog hans opgaver. 10 Det var bl.a. for at kende den slags rutiner, at reaktorchefen insisterede
på at have vagter.
En anden type uofficielle rutiner har som funktion at skabe et menneskeligt miljø ud af et
upersonligt arbejdsrum som f.eks. et kontrolrum. Officielt var det ikke tilladt at spise i kontrolrummet…
men i weekenderne skete det ind imellem, at der blev lavet fællesspisning i
kontrolrummet. Døgnbemandingen indebar, at vagtholdene fejrede jul og nytår sammen i
reaktorhallen. Kontrolrummet blev juleaften pyntet op, ifølge visse kilder endog med juletræ,
Der blev spist god mad og hygget. For at arbejdet ikke skulle blive for kedeligt om aftenen og
natten, fik man på et tidspunkt installeret fjernsyn i kontrolrummet, hvilket ikke skete uden en
vis modstand fra direktionens side. 11 Fjernsynet blev dog dækket til med en plade, som kunne
skydes til side. En anden form for uofficiel adspredelse og pulsaktivering var et bordtennisbord,
som var opstillet uden for hallen, som også var populært blandt de fysikere, der ind
imellem arbejdede i hallen. 12 Det siger sig selv, at vagtarbejdet altid blev ledsaget af kaffe i
spandevis.
Til de uformelle forhold, der blev accepteret af ledelsen var også det såkaldte ”fusk”. Fusk var
en vid og fleksibel kategori, som omfattede privat hobbyarbejde i arbejdstiden og tekniske
eksperimenter. Den slags blev tolereret, for så vidt det ikke generede det øvrige arbejde og det
var kvalificeret og fornuftigt. Når blot medarbejderne selv kunne sætte fornuftige grænser,
blev fusk af ledelsen opfattet som en nødvendig omkostning ved at fastholde loyale og kvali-
9
Interview med Carsten Nikolajsen 12/3 2007.
10
Interview med Heinz Floto 13/3 2007.
11
Ibid.
12
Interview med Carsten Nikolajsen 12/3 2007.
78