Maskinerne i haven

Maskinerne i haven
var luftens indhold af argon, som blev aktiveret til en gammaaktiv argonisotop [ 41 Ar] med en
forholdsvis kort halveringstid. Det var 110 minutter. Hvis vi havde haft dette i længere tid,
tog vi nogle luftprøver i halluften for at finde ud af, hvor meget [ 41 Ar], der havde været. Vi
tog også tritriumprøver i den aktive ventilation. Ventilationsluften går igennem nogle aktive
filtre før det går ud igennem skorstenen. Vi ledte noget luft igennem en frysefælde, således at
det bliver frosset. Vi tøede det så op og hældte det på flasker, som blev sendt over i en anden
afdeling, hvor det blev tjekket for indholdet af tritium. Det gør vi faktisk stadigvæk.
HK: Hvordan stod helsesektionen i forhold til driftspersonalet og de forskere som brugte
reaktoren? Var I organiseret som en selvstændig enhed?
OP: Ja. Vi var en uafhængig enhed. Ved en større reparation kunne man altid tale sig frem til,
hvordan man skulle gøre det. Hvis der var noget, hvor der kunne være en høj stråling, kunne
man godt dele arbejdet op, så den enkelte medarbejder var inde i et kortere stykke tid. Men
målsætningen i helseafdelingen eller AHF var at have så lave strålingsdoser som muligt. Men
det var også en cost-benefit afvejning. Jeg må sige, at vi i den tid, hvor jeg har været der, er
der ikke nogen, der er kommet over grænsen. Dengang var grænsen 5 rem. Da jeg blev ansat
regnede vi nemlig med røntgen, rem og rad.
HK: Hvor meget er det i sievert [Sv]?
OP: 100 rem er en sievert. I dag måler vi i µSv og mSv, men mest i µSv. Der er sket et lille
skred. Da reaktoren kørte var det jo større doser, som folk fik, fordi vi håndterede silicium og
bestrålinger og fordi vi tog ting ud af reaktoren. I dag er der en anden bevidsthed omkring det,
fordi det dengang var en del af en drift… I dag er doserne meget lavere, end de var dengang.
HK: Reaktoren står jo selvfølgelig stille, hvorved benefitsiden er væk i regnestykket.
OP: Den er væk. Ja. I dag vil man sige, at såfremt vi kan gøre det på en endnu mere skånsom
måde, så gør vi det sådan, at vi ikke kommer op på nogle uhensigtsmæssige doser.
HK: Du sagde, at din afdeling hed AHF – Anlægshelsefysik. Hvor mange folk var der i den
afdeling mens reaktoren kørte?
OP: Fast om dagen var der en. Og så var vi seks helseassistenter, som gik på vagt, plus en
laboratoriemester. Vi havde i AHF desuden fire helsefysikere, som var ansvarlige over for
myndighederne og arbejdsopgaverne i driften og som også deltog i forskningsprojekter, bl.a.
ved fusionsreaktoren i England. Vores chef Per Hedemann deltog også i diverse konferencer
verden over om strålingsbeskyttelse. Helseassistenterne fulgte et vagthold, der bestod af fire
mand: en maskinmester, to operatører og en forsøgsassistent. Endelig var der også en vagthavende
ingeniør, som var Risø-ansvarlig.
HK: Hvad var jeres forhold til vagtholdet? Var I en del af teamet? Eller stod I sådan lidt på
sidelinjen?
OP: Vi var lidt på sidelinjen. Men vi var også en del af teamet. Vi har jo holdt jul og nytår
sammen. Der var som regel en af forsøgsassistenterne, som havde været på søen. Det var tit
søfolk. Maskinmestrene kom fra søen, og det samme gjaldt for nogle af forsøgsassistenterne.
De var ofte gode til at lave mad. Vi dækkede til jul og nytår op i kontrolrummet og spiste
derinde. Det var smadder hyggeligt.
HK: I havde vel ikke juletræ med?
OP: Det tror jeg faktisk, der har været derinde. Der var i hvert fald pyntet op!
127