Maskinerne i haven

Maskinerne i haven
LR: Ja. Jeg føler, at vi havde et særdeles godt sammenhold, både socialt og fagligt. Vi støttede
hinanden. Ja, sådan var det nu en gang. Erling Aarup og Carsten Nikolajsen, der var
operatører på vores hold, har jeg gået sammen med i mange, mange år. Vi kom sammen
privat og har da haft mange ting sammen. Det er klart, at når man går skiftehold, så har man
noget tid, man arbejder om aftenen og natten, og så har man noget dagtid. Vi hjalp da
hinanden med garage og forskellige byggeprojekter. Fritiden kunne godt bruges, når vi gik på
arbejde om natten.
HK: Var tonen meget formel?
LR: Ja, det er meget skægt. Det kom jeg til at tænke på forleden dag. Da jeg kom derud i
1968, sagde vi De til civilingeniørerne. Der var ”ude på gangen”, som man kaldte det, de her
civilingeniører, der havde med reaktorens systemer at gøre. Dem sagde man De til i starten.
Det var lige i starten. Det gik dog hurtigt over, og derefter fik man en mere uformel tone. Det
er klart, når man arbejder sammen. Civilingeniørernes opgave var mange gange at forbedre
reaktoren. Reaktoren var fra midten af 50’erne, og op igennem tiden blev reaktoren hele tiden
forbedret. Instrumenteringen var i starten med rørforstærkere…
HK: Vi har faktisk til museet taget flere af de gamle instrumenter over, de vejer godt til.
.
LR: Ja, det gør de, og skriverne er også meget store. De blev senere udskiftet med nogle små
skrivere. Der kunne herefter sidde en fire-fem stykker på den samme plads, hvor der havde
siddet en. Den udskiftning foregik løbende. Det var sådan set meget det og så renoveringen af
reaktoren, som ingeniørerne beskæftigede sig med i det daglige. Der var også en ingeniør, der
specielt skulle vurdere, om de forsøg, der nu blev foreslået, var sikre nok i forhold til reaktorens
standard. Det var det samarbejde, ingeniørerne havde med andre afdelinger. De havde
mere arbejde udad til, end vi på vagtholdet. Det var ikke os, der på noget tidspunkt skulle tage
stilling til, om de her forstærkere var gode nok eller sådan noget.
HK: Vi er ved at være færdige med arbejdskulturen. Hvordan var det så med strålingssikkerheden?
Du siger, at sikkerheden altid kom først, men folk må løbende have fået stråling?
LR: Der er ingen tvivl om, at de, der arbejdede med at tage bestrålinger ud, og i det hele taget
de, der arbejdede tæt på noget, som havde været inde i reaktoren, fik mere stråling. Vi havde
et hold, der ligefrem kun skiftede brændsel, et ”fuelhold”.
HK: Det var et fast hold?
LR: Det var før i tiden et fast hold. Vi var sådan set bare med deroppe for at kontrollere, at det
nu passede med det, vi havde forventet. Der var foretaget en beregning på, at når man satte et
element ind, så gav det en reaktivitetsændring. Det skulle vi måle på. Vi var med hele tiden,
men vi var ikke med til at stå tæt på. Det er klart, at der er stråling, når man hiver sådan et
brændselselement op. De, der var tæt på, og ligeledes operatørerne, der tog bestrålinger ind og
ud af kernen, fik jo mere stråling end mig f.eks. Hvis jeg sad nede i kontrolrummet, fik jeg
mindre stråling end dem, der gik og arbejdede tæt på bestrålingerne. Vi fik da lidt, men langt,
langt under, hvad man må få ifølge de internationale normer. Jeg kan ikke huske doserne. Det
er jo registreret. Man kan gå ud og slå op, hvor meget stråling, jeg har fået igennem årene:
Det er ikke ret meget. Hele sikkerhedsapparatet var ifølge vores love bygget op med sikkerhedsgrupper.
Alle arbejdslederne var i princippet medlem af en sikkerhedsgruppe, og blandt
medarbejderne var der valgt en sikkerhedsrepræsentant. Vi havde grupper for de forskellige
områder og gik rundt og kiggede på, hvordan sikkerheden var: var der rækværk, var der
afskærmning for dit og dat, kunne du støde hovedet? Havde medarbejderne tilstrækkelig med
personlige værnemidler osv. Der var to ting i det: dels den konventionelle sikkerhed, og dels
den nukleare sikkerhed, når man færdes omkring reaktoren. Det var så vores
helsefysikafdeling, der tog sig af det sidste. De var hele tiden med og gav gode råd om,
109