Maskinerne i haven

Maskinerne i haven
ficerede medarbejdere. 13 Friheden til at lave fusk hørte med til det at være en teknisk betroet,
mere eller mindre uundværlig medarbejder. På dette punkt adskilte DR3 sig ikke væsentligt
fra den praksis, der blev fulgt på andre håndværkerarbejdspladser.
1.7. Et frit arbejdsmiljø
En reaktor er potentielt en farlig genstand. Jeg gik ind i undersøgelsesarbejdet med en tese
om, at selve håndteringen af en genstand af den karakter næsten uundgåeligt ville favorisere
en stærkt topstyret og hierarkisk ledelsesform. Reaktorchefen medgiver da også, at anlæggets
karakter nødvendiggør en fast kommandostruktur. Vagtholdene var f.eks. ikke bemyndiget til
at beslutte om reaktoren skulle køre eller ej. Det kunne kun VI’eren bestemme. På den anden
side blev dette tilsyneladende ikke opfattet som noget odiøst blandt folkene på vagtholdene.
Medarbejderne understreger selv den frie arbejdsform og beskriver det som ”frihed under
ansvar”. 14 Fra ledelsens side har man bevidst arbejdet på at skabe et åbent arbejdsmiljø, der
byggede på tillid, ud fra et ønske om, at medarbejderne derved trygt ville rapportere deres
egne fejl og de forhold, som de måtte observere. 15
Oprindeligt sagde man altid ”De” til ingeniørerne, men det gik man bort fra i starten af
1970’erne. 16 DR3 har i de seneste år næppe været hverken mere eller mindre hierarkisk end
det øvrige samfund.
Mange af interviewpersonerne sammenligner omgangsformen og arbejdsorganisationen
internt på et vagthold med en skibsbesætning. Der var et betydeligt kammeratskab og en samhørighedsfølelse,
som bevirkede, at vagtholdene helst ikke ville skilles og omrokeres. Billedet
af en skibsbesætning understreges af, at vagtholdene generelt har holdt sig lidt for sig selv ude
ved reaktoren og på det sociale område ikke har ”haft så meget samkvem med de øvrige
afdelinger på Risø”. 17 Flere af maskinmestrene havde før de kom til Risø været ude at sejle,
og har derved importeret nogle af sømandslivets særlige dyder og omgangsformer. 18
Der var aldrig tvivl om, at maskinmesteren ledte og fordelte arbejdet og var ”kaptajn på
skuden” 19 . VI’eren befandt sig for det meste i den tilstødende bygning. Det var derfor som
regel maskinmesteren, der stod med det tekniske ansvar og traf beslutningerne, lige når der
dukkede noget uforudset op. På det vagthold, som jeg har talt med, var der en betydelig grad
af frihed, når blot arbejdet blev passet. Tonen og jargonen beskrives som ”frisk” uden dog at
være sjofelt sømandssprog. Nu og da kunne der godt falde en røffel af, hvis det skulle være
nødvendigt. Der henvises især til interviewet med Carsten Nikolajsen for en nærmere beskrivelse
af de uformelle rutiner, kammeratskab og omgangsformer.
Indbyrdes imellem vagtholdene var der naturligvis en vis konkurrence og ”små drillerier”.
Der var, som det forklares, ingen, der ønskede at være ”det dumme hold”. 20 Konkurrence
beskrives som et positivt element i sikkerhedskulturen: Når holdene holdt hinanden i ørene
bevirkede det en løbende kvalitetssikring og udvikling af rutinerne. 21
1.8. Forholdet mellem driftspersonale og videnskabsfolk
Relationen mellem driftspersonale og videnskabsfolk var i bund og grund et forhold, hvor den
ene part servicerede den anden ved at holde reaktoren kørende.
13
Interview med Heinz Floto 13/3 2007; Interview med Søren Roed 14/3 2007.
14
Interview med Carsten Nikolajsen 12/3 2007.
15
Interview med Heinz Floto 13/3 2007.
16
Interview med Leif Rødskov 13/3 2007.
17
Ibid.
18
Interview med Carsten Nikolajsen 12/3 2007.
19
Interview med Ole Pedersen 12/3 2007.
20
Interview med Carsten Nikolajsen 12/3 2007.
21
Interview med Leif Rødskov 13/3 2007.
79