Maskinerne i haven

DR3 og Risø som arbejdsplads
Risø har fra starten årligt holdt åbent hus med forevisning af laboratorierne, omvisning på
området og salg af is og pølser. Gennem ”atomiaderne” og synlig deltagelse i byfesterne prægede
Risø måske især i 1960’erne meget bevidst det sociale liv i Roskilde ”bl.a. med det formål
at gøre Risø kendt udadtil.” 53 Pionerånden gjorde det i mange år nemt at mobilisere
medarbejderne til det ene fællesarrangement efter det andet, erindrede i 1991 en af de gamle,
Erik Thorn, som i slutningen af 1950’erne blev landskendt ved at vinde den første udgave af
Kvit og Dobbelt på sin viden om atomer, hvorefter han straks blev ansat på Risø. ”I starten af
60’erne var der en nimbus om Risø, der smittede af på personalet. Man havde en klar identitet
og en stolthed ved at være ansat [på Risø]. Hvis nogen talte nedsættende om Risø, så svingede
man med flaget og forsvarede sin arbejdsplads.” 54 Atomforskningen har - sikkert på grund af
dens militære tilknytning – formentlig altid haft det skær af hemmelighedskræmmeri og lukkethed,
som er en af komponenterne i den folkelige modstand mod atomenergi. Dette imageproblem
og så behovet for arbejdskraft er nok de væsentligste årsager til, at Risø fra starten
gjorde en dyd ud af at være synlig i lokalområdet.
Fra midten af 1980’erne begyndte det, set med de ældre medarbejderes øjne, at gå mærkbart
tilbage for pionerånden og den udadvendte entusiasme. Erik Thorns heroiske billede af fortiden
fremkom da også som et led i en verbal opsang til de nye generationer på Risø. Han tilskrev
holdningsændringen blandt medarbejderne den moderne virksomhedskultur med alt
hvad det indebar af informationspolitik og corporate branding. Han kunne også have henvist
til det faktum, at den endeløse række af håndfaste sparekrav og fyringsrunder, der fra slutningen
af 1980’erne ramte Risø, gik hårdt ud over ressourcerne til udadvendt virksomhed. 55 For
historikeren er det nærliggende at påpege, at 1960’ernes entusiasme, pioner- og korpsånd
havde en solid basis i medarbejderens fælles bevidsthed om at kunne tilbyde samfundet en
epokegørende teknik. Og netop den basis var væk efter 1976.
2.12. Strålingssikkerhed og badgekontrol
Dengang Risø var en atomforskningsinstitution, var første og sidste punkt i den daglige rutine
for medarbejderne påsætning og aftagning af en lille dosimeter-badge, som fulgte medarbejderen
hele dagen. Med jævne mellemrum blev badgen taget ud og målt af Risøs helsefolk. I
gamle dage indeholdt badgen en strålingsfølsom film. I de senere år har indholdet været tre
små piller af litiumborat og litiumflurid, som absorberer og oplagrer energien fra den stråling
som medarbejderen modtager i den tid de befinder sig på Risø. Når pillerne opvarmes afgiver
de den oplagrede energi som lys, hvis intensitet er et mål for den modtagne dosis. Metoden
kaldes thermoluminiscens.
I årene fra 1958 til 1988 modtog de ca. 1.800 personer, som i perioden arbejdede på Risø
tilsammen en akkumuleret helkropsdosis på 13.000 mSv. 56 Til sammenligning modtog den
samme gruppe mennesker i løbet af samme periode ca. 100.000 mSv fra baggrundsstrålingen.
Tallene dækker dog over store variationer, idet 184 personer over hele perioden fik mindre
end 0,2 mSv, 1228 personer fik 0,2-5 mSv, 254 personer 5-20 mSv, 77 personer 20-50 mSv,
49 personer 50-100 mSv og 22 personer fik 100-300 mSv.
Det var en begrænset gruppe af Risøs medarbejdere på ca. 200 pr. år, der var strålingsudsatte.
Fra 1975-1990 modtog folk i denne gruppe gennemsnitligt 2 mSv pr. år og maximalt ca. 10
mSv pr. år som led i deres arbejde. Til sammenligning får gennemsnitsdanskeren sammenlagt
ca. 4 mSv pr. år fra kilder som den naturlige baggrund, fødevareindtag og medicinsk stråling.
53
Oplysninger fra civilingeniør Klaus Singer. ”Uddybende bemærkninger til vedlagte CV vedrørende
mit Risø-liv”, 7/2 1996.
54
RI-posten, nr. 5, september, 1991, s. 4.
55
http://www.alumne.dtu.dk/upload/alumneforeningen/images/riso-rundvisere/avisklip.jpg
56
Tal fra Per Hedemann Jensen og Poul Christensen: ”Hvad 32 års badgekontrol fortæller”, Risø
Intern, nr.1, januar 1990.
92