Maskinerne i haven

Strømlining
Sikkerheds-
kultur
Gravide piger
Hellere nr. 1 på Isotoplaboratoriet end nr. 2 i Direktionen
Henrik: Hvilke sikkerhedsforanstaltninger havde I på isotoplaboratoriet? Det er jo ikke nogen
helt ligetil opgave, at tage ting ind og ud af en reaktor.
Heydorn: Så længe bestrålingerne kunne klares gennem et rørpostsystem, var det jo relativt
nemt; vi havde fast monteret alarmer ved modtagestationen, så man kunne nå at forlade lokalet
i tilfælde af forhøjet strålingsniveau. I alle andre tilfælde blev prøven taget ud af reaktoren af
særligt uddannet personale og anbragt i en passende blybeholder og derefter transporteret over
til Isotoplaboratoriet, hele tiden overvåget af helsefysisk uddannet personale. Det var i princippet
samme fremgangsmåde for silicium, som jo umuligt kunne transporteres med rørpost.
Siden 1992 blev al silicium modtaget i ”Silicon Valley” under Isotoplaboratoriet, gjort klart til
bestråling, og transporteret over på DR3. Efter bestrålingens afslutning blev hver enkelt
krystal skannet og målt for radioaktivitet inden afsendelsen fra DR3 lokaliteten, Silicium
Nord. Denne strømlinede procedure var indført af Kirsten Andresen og havde den klare fordel,
at vi ikke fik blandet ubestrålet og bestrålet silicium sammen. I nært samarbejde med kvalitetschefen
Nils Hegaard sikrede de opretholdelsen af vor ISO 9000 certificering – og vort
gode internationale ry for kvalitet. Ud over den der pinlige sag med japanerne, har vi ikke haft
mange fejltagelser, men ingen undgår at lave fejl! Hvis kvalitetssikring baseres på, at man
undgår fejl, så skal det gå galt; man skal lave et system, der er baseret på, at man opdager fejl,
inden andre gør det! Det er samme emneområde, som jeg beskæftiger mig med nu her ude på
DTU; men heller ikke her tillægges kvalitetssikring den betydning, som globaliseringen
tilsiger.
Henrik: Har I haft sikkerhedsmæssige uheld under vejs?
Heydorn: Med Ulf Jacobsen som sikkerhedsleder – og senere medlem af Risø’s Sikkerhedsudvalg
– og laboratoriemester Sydney Griffin med en fortid på Harwell som helseassistent var
sikkerheden på Isotoplaboratoriet i de allerbedste hænder og krævede kun sjældent min
opmærksomhed. Selvfølgelig kan man ikke helt undgå uheld; men så længe de er af begrænset
størrelse, hilser jeg dem velkommen! Der er ikke noget bedre tidspunkt til at få banket ind i
hovedet på folk, hvad de skal gøre for at sikre sig mod alvorlige uheld - end lige efter et
mindre uheld. Når der så bød sig en lejlighed, var det min opgave at fare ud og forklare folk
hvorfor det skete, påpege hvilke sikkerhedsforanstaltninger, der var møntet på at undgå det
skete, samt at de skulle huske reglerne fremover. Er der derimod tale om et rigtigt uheld, som
man ikke kunne have forudset, så er lejligheden til at spørge folk om idéer til, hvordan noget
sådant kan undgås i fremtiden.
Isotoplaboratoriet var det eneste sted på Risø, hvor man næsten udelukkende arbejdede med
uindkapslet radioaktivt materiale, og et typisk uheld var derfor kontaminering med radioaktive
isotoper på fingrene, på kroppen eller værst af alt inden i sig. Lige fra starten har vi på laboratoriet
haft en fuldtidsbeskæftiget helseassistent, hvis eneste opgave var at sørge for, at den
slags ikke sker. Sydney Griffin gik rundt og hjalp folk med at gøre tingene på den rigtige
måde. Han sørgede for, at reglerne blev overholdt, og hvis noget skulle ændres, kom han til
mig; takket være ham skete der kun få uheld, og ingen fik nogensinde radioaktivitet i sig. Lige
som på Risø’s reaktorer blev der målt strålingsdosis på alle medarbejdere hele tiden og tallene
rapporteret månedsvis. Typisk fik sekretærerne ingen stråling, ingeniørerne fik små doser, og
teknikerne fik mest – og en af vore teknikere lå jævnligt tæt på det acceptable. Jeg bad Griffin
om at studere hvilke operationer, der især bidrog til den pågældendes dosis, og sammen med
Ulf Jacobsen lykkedes det at ændre arbejdsmetoden på en måde, så han fik mindre stråling.
Sådan løste vi problemer af denne art.
Der var imidlertid et mere kronisk problem, som var svært at løse. Vore laboranter var altid
piger, som jo kan gå hen at blive gravide; det ufødte barn er mere sart overfor stråling end et
voksent individ, hvorfor man tilstræber at reducere dosis for gravide piger. Følsomheden er
imidlertid størst på det tidligste stadium, før graviditeten er konstateret, og dette er således en
70