Maskinerne i haven

Maskinerne i haven
lukkede. Det var sådan en langsom udvikling. Men det blev da mere og mere spændende,
fordi der kom mere og flere komplicerede forsøg. Det hele endte jo med at blive styret via en
computer, hvor man gik og tastede nogle ting ind. Selvfølgelig skulle bestrålingerne jo bæres
op og sættes ind i riggen. Men det med at skrive, hvor lang tid den skulle have og hvornår den
skulle ud, foregik jo via en pc’er og plc-styring.
HK: Så Heydorn fik sørget for at I fik noget at lave dernede?
CN: Ja. Heydorn og Kirsten Andresen var dygtige til at skaffe arbejde. Vi gik jo også for at
være verdens bedste til at bestråle silicium. Der var masse andre reaktorer, der også kunne
gøre det, men de kunne ikke gøre det så præcist som her. De var dygtige til at regne ud, hvor
stor dosis de skulle have. Men det var også fordi vi – operatørerne – var dygtige til at få dem
sat ordentligt ind og få dem ud til tiden. Hvis en bestråling skulle have en time og sytten
minutter, så skulle den have en time og sytten minutter. Den skulle ikke have en time og atten
minutter. Når det sommetider ramlede sammen, fordi man ikke havde taget sig i agt for, at der
også var en, der var sat ind dagen før og den kom samtidig, så var begge mand i arbejde.
HK: Det var altså jer, der udskiftede siliciumbestrålingerne. Jeg har altid regnet med, at
Isotoplaboratoriet havde specielle folk til det.
CN: Nej. Isotopafdelingen pakkede siliciumkrystallerne i aluminiumsdåser og dem fik vi over
i nogle specielt designede trækasser, hvori der kunne stå fire-fem cylindere. Den fik vi kørt
ind og op på toppen. Og så havde vi dem stående til den dag, vi nu skulle køre. De blev gjort
klare, således at de kunne indsættes, når der var et ledigt hul. Vi havde nogle store flasker…
HK: De orange?
CN: De orange siliciumflasker, ja. Dem brugte vi. Når en bestråling var færdig, skulle den
sidde en halv time og køle af før vi kunne tage den ud. Det var vagtholdet, der gik og lavede
alt det. Det var vores job, og efterhånden nærmest vores fornemmeste job. Vi lavede jo
silicium for mange penge. Kirsten gik jo meget op i det. Og vi fik da også både ros og ris,
men heldigvis mest ros. Det var ikke altid lige nemt og lige sjovt. Men altså, efterhånden som
forsøgene kom til at køre godt. Og til sidst kørte det rigtigt godt.
HK: Hvad fik I ris for?
CN: Det var så, hvis der var sket en fejl. Det kan jo ikke undgås, at der en gang imellem sker
en fejl. Det var især i begyndelsen, da det var meget manuelt. I de allerførste faciliteter hev vi
dåsen op med en lang stang. Dåsen sad nede i et forsøgsrør, sådan cirka tre-fire meter nede.
Til det havde vi noget, som vi kaldte en fiskestang. Det var en lang aluminiumsstang, hvor der
ude i enden var en kuglelås, der indvendigt passede i en champignon, der sad i toppen af
dåsen. Oppe fra toppladen satte man stangen ned gennem et hul, hvor den kun lige kunne
komme igennem. Og så skulle du altså jage stangen ned og fange en dåse, der stod fire meter
nede, udløse kuglelåsen, ind og ha’ fat og hejse den op. Og der var altså nogen i starten, som
var lidt uheldige. De kunne jo godt tabe en dåse og så gik det som regel ud over
siliciumkrystallen…
HK: Ja, de er meget skrøbelige.
CN: De er meget skrøbelige. Og Kirsten var jo ked af, at hun skulle ringe over til japanerne
og sige, at der lige var en der missede. Det var ikke sådan, at vi fik skæld ud. Men hun var
ked af det, og det blev vi da også. Men det skete ikke så tit. Det skete et par gange i starten,
indtil folk lige lærte det. Det var ikke sådan lige at jage en stang så langt ned og fiske dåsen
op. Og når man så havde den oppe, så havde vi en trykluftpedal…. Der var sådan en griber
deroppe, som man lige skulle udløse således, at den fik fat. Der kunne det også knibe. Man
115