Maskinerne i haven

Topsil i
problemer
Maskinerne i haven
Henrik: Det var vel også anderledes tal end de småbeløb som isotoperne indbragte?
Heydorn: Det var det, og derfor havde Administrationen nok fået lært at skrive regninger –
men ikke at holde øje med, om de nogensinde blev betalt! Ingen havde derfor nogen anelse om
Topsil’s økonomiske problemer, og da jeg ganske tilfældigt så i avisen, at de var gået i betalingsstandsning,
kom det fuldstændigt bag på mig. Jeg ringede straks til bogholderiet for at
høre, hvor meget vi havde ude at svømme; men svaret lod vente på sig. Det var nemlig ikke
noget, man kunne se i Risøs eget bogholderi og åbenbart heller ikke i vort ressort ministerium;
alle betalinger tilgik en fælles kasse i Finansministeriet. Med andre ord: Risø havde intet med
dette at gøre – men fandt dog til sidst alligevel ud af, at Topsil skyldte os næsten 2 millioner
kr.! Ingen af disse officielle instanser kunne naturligvis finde på at rykke for betalingen, og
Topsil havde i lang tid fulgt den praksis, at dem, der ikke rykkede, fik ingen penge!
Selv om systemet åbenbart var ligeglad, så var jeg det ikke: noget måtte gøres. Topsil skulle
naturligvis stadig have deres silicium bestrålet, så de havde en chance for at overleve. Efter
samråd med økonomichefen, der glædeligvis også var lettere rystet, besluttede vi derfor med
omgående virkning, at Topsil skulle betale i porten for den silicium, som de fik bestrålet.
Straks når de ankom, kørte de over i kassererkontoret i Administrationen, betalte regningen
kontant, fik et stempel på, kørte ned til Isotoplaboratoriet og fik så udleveret deres silicium.
Hvorvidt statskassen nogen sinde fik penge ud af fallitboet, fik jeg aldrig at vide.
Henrik: Okay!
Heydorn: I 1981gik Topsil fallit endnu engang, og boet blev overtaget af Phoenix Materials
Corporation; denne gang havde vi dog sørget for, at der ikke var ubetalte regninger! Den amerikanske
præsident for firmaet var klar over, at han nu ejede alle vore bestrålingsfaciliteter for
silicium og kom ned på Isotoplaboratoriet for at se dem. Han oplyste, at der ikke skulle fremstilles
NTD-silicium mere og ville derfor gerne have bestrålingsfaciliteterne med, så han
kunne sælge dem sammen med det øvrige produktionsudstyr i Frederikssund. Jeg måtte jo
bedrøve ham med, at det kunne han ikke: De var alt for radioaktive… og desuden skulle vi
bruge dem til at bestråle silicium for Wacker, men det nævnte jeg nu ikke! Han lagde bestemt
ikke skjul på sin utilfredshed hermed, bølgerne gik højt, og vi gerådede i et bravt skænderi.
Han truede med at pudse sine jurister på mig, men heldigvis var chefen for kontraktkontoret,
Oskar Holst-Jensen til stede og fik beroliget gemytterne inden det kom til håndgribeligheder.
Et uforglemmeligt møde.
Takket være dette besøg blev også Risøs Ledelse opmærksom på vor ejendommelige situation,
og for første gang drøftede vi betimeligheden af, at brugere selv betalte deres bestrålingsfaciliteter.
Uden at komme ind på det historiske forløb blev vi enige om, at den nuværende
situation ikke var holdbar, og at vi måtte finde udvej for at overtage bestrålingsfaciliteterne fra
deres nuværende ejer; en delikat sag for Risø, som gerne ville undgå, at sagen tiltrak sig for
megen opmærksomhed.
Få måneder efter vort dramatiske møde besluttede man sig til alligevel at genoplive siliciumproduktionen
i Frederikssund under navnet Topsil A/S. Efter forhandlinger med det nye
firma enedes vi om en ordning, der gik ud på, at Topsil mod løbende rabatter på bestrålingerne
langsomt overdrog faciliteterne til Isotoplaboratoriet. Heldigvis holdt firmaet længe nok til, at
vi gennem rabatterne fik overtaget faciliteterne 100 %.
Henrik: Var der noget af det her, der figurerede i offentligheden?
Heydorn: Intet af dette har været offentligt fremme. Når jeg benytter lejligheden til at omtale
de mere kuriøse aspekter af Isotoplaboratoriets virksomhed, er det for at illustrere, hvor
problemfyldt det kunne være at etablere en egentlig produktion i offentligt regis. Samtidig vil
jeg gerne vise fordelen ved at operere på et lavere plan, når det gælder om at få tingene til at
fungere - og det fik vi jo både med Topsil og Wacker. Direktionen behøver ikke at kende alle
65