Maskinerne i haven

Nedlæggelse og dekommissionering
noget præcist om, hvor hurtigt tæringen ville udvikle sig, og der påpegedes i øvrigt, at der var
brug for flere nye undersøgelser. Men rapporten rummede en række dramatiske farvebilleder
optaget bl.a. med fluorescerende stoffer, der skulle illustrere den begyndende tæring. Det var
navnlig disse billeder, der gjorde udslaget. For det utrænede øje kunne de nemlig kun virke
stærkt alarmerende, kommenterer Kurt Lauridsen. Rapportens indhold er senere (igen ifølge
Kurt Lauridsen) kritiseret stærkt af Risøs metallurger og internationale eksperter. Rapporten
skabte en voldsom vrede blandt de folk på Risø, der havde tilknytning til de nukleare anlæg.
September 2000: Risøs bestyrelse besluttede på et møde den 28/9, at lukke DR3 permanent. I
den pressemeddelelse, der samme dag blev offentliggjort fra bestyrelsesmødet, angav
bestyrelsen som begrundelse, at ”udbyttet ved videre drift ikke står i et rimeligt forhold til de
nødvendige omkostninger ved at holde dens tekniske tilstand på et fortsat højt niveau.”
Bestyrelsen oplyste samtidig, at man planlagde at oprette et uafhængigt selskab til at stå for
afviklingen af de nukleare anlæg (http://www.risoe.dk/press/06-DR3-lukning.htm).
Pressemeddelelsen omtaler kun lukningen af DR3 og det fremgår kun indirekte, at man de
facto i et eneste hug ville afvikle alle resterende nukleare faciliteter på Risø. I fremtiden ville
Risø ”satse mere på vindenergiområdet, materialeudvikling baseret på nanoteknologi og
bioproduktion”, hed det sig. Medierne var ikke sene til at foretage en direkte sammenkædning,
f.eks. skriver Politiken, at “Risø har besluttet, at man i stedet for atomkraft vil satse på
vindenergi og materialeforskning.” (Politiken, 29.09.2000, 1. sektion, side 15). Bestyrelsens
egen formulering lå faktisk også ganske tæt på Birte Weiss' udtalelser i maj, hvilket naturligvis
helt automatisk rejser det spørgsmål, om der var foregået en studehandel, hvis hovedlinjer
var, at Risø fik lov at fortsætte aktiviteten på omtrent samme budgetniveau mod til gengæld at
lukke alle de nukleare faciliteter med det samme? Der er ikke kildemæssigt belæg for at
besvare dette spørgsmål og det vil næppe heller være muligt af afgøre, hvad der er helt præcist
er foregået. Det, der kan konstateres, er dog et betydeligt pres fra ministerens side,
hvorefter den endelige beslutning bliver fremstillet som Risø bestyrelsens helt suveræne
beslutning. Risø havde dengang som nu en særdeles slagkraftig bestyrelse, hvis formand også
dengang var Jørgen Mads Clausen. Såfremt bestyrelsen var uenige i en tilkendegivelse fra
ministeren, ville den helt sikkert kunne mobilisere en betydelig del af pressen. Noget sådant
skete ikke i sommeren 2000 og der er ingen fra Risø-ledelsen, der hverken dengang eller
siden offentligt, har fremført kritik af beslutningsforløbet, hvilket jo må betyde, at der var
enighed om, at afviklingen af de nukleare anlæg var fornuftig. Risøs ledelse har nok været
ganske godt tilfredse med endelig at kunne børste det atomare støv af jakken, hvilket også
ville gøre arbejdet med at skabe et nyt image for institutionen lettere. Det kan også konstateres,
at Risø siden hen har opretholdt et stigende bevillingsniveau.
I parentes bemærket, så er det ovenstående citat fra Politiken betegnende for den
mediemæssige håndtering af disse spørgsmål, idet der helt automatisk sættes lighedstegn
mellem forskning baseret på driften af Risøs to forsøgsreaktorer og ”atomkraft”. Men den
kortslutning er simpelthen absurd.
Oktober 2000: De væsentlige offentlige indsigelser mod lukningen af DR3 kom i stedet fra
Risøs egne materialeforskere, hvis forskning ville blive alvorligt hæmmet af lukningen.
Firmaet Topsil A/S, som igennem 26 år havde fået bestrålet silicium hos Risø, oplyste til
Ingeniøren i december 2000, at de overvejede et sagsanlæg mod Risø. Når man betænker, at
bestyrelsens beslutning var den største omvæltning i Risøs 40 årige historie, var det egentlig
forbavsende få pip, der nåede frem til offentligheden. Mig bekendt var der ingen politikere
eller fremtrædende erhvervsledere, der offentlig i efteråret 2000 beklagede Risø ledelsens
beslutning. Havde der været stemmer i det modsatte synspunkt, kunne det vel for politikernes
vedkommende sagtens havde været anderledes. Den politiske konsensus om nedlukningen er
dermed en kraftig indikator på, at den generelle folkestemning mod a-kraft havde en afsmittende
effekt på holdningen til driften af forskningsreaktorer på Risø.
November 2000: Birte Weiss fik kort efter et aktstykke gennem Folketingets Finansudvalg
(Akt. 58 22/11 2000), der indebar, at et selvstændigt selskab Dansk Dekommissionering
154