Maskinerne i haven

Gæstearbejdere
Projekter
Hellere nr. 1 på Isotoplaboratoriet end nr. 2 i Direktionen
Henrik: Betød fokuset på kortlivede isotoper, at man også tog folk ind udefra for at lave
forskellige undersøgelser på laboratoriet?
Heydorn: Ja, det gjorde det.
Henrik: Fungerede laboratoriet som et slags forskningshotel?
Heydorn: Både Ja og Nej. Heldigvis havde Risø været så fremsynet at lave et herberg på den
anden side af vejen, og det har vi haft megen glæde af: en virkelig fremragende idé. Der havde
vi jævnligt folk boende og det var alle meget glade for. De folk, der kom og arbejdede på
stedet, var i det væsentlige fra universiteterne – både fra Århus og København, og senere hen
også fra udlandet..
Henrik: Vi har nu snakket om de kortlivede isotoper. Hvilke andre aktiviteter fandt der sted
ved laboratoriet de første år?
Heydorn: De kortlivede isotoper var som nævnt i starten det mest oplagte arbejdsområde, når
vi nu ikke måtte konkurrere med andre. Omfanget heraf er opgjort i rapporten [Risø-M-172;
”Activities of the Radioisotope Laboratory in the years 1959-1964]. Men der var også andre
radioisotoper og mærkede forbindelser, som man ikke kunne få andre steder, og som vi derfor
kunne tage op. Du nævnte jo selv her i pausen radioaktivt mærket pipsan [p-iodo-benzensulfonsyreanhydrid].
Når vi kom til at fremstille lige netop det stof, skyldtes det en henvendelse
fra dr.med. Ejgil Bojesen på Københavns Universitets Institut for Eksperimentel Medicin,
som havde opfundet en metode til at påvise en række hormoner, som man hidtil ikke
havde kunnet bestemme. Metoden baserede sig på stoffet, pipsan, men Bojesen havde brug for
det i radioaktivt mærket form, og det kunne han ikke få nogen steder fra. Jeg fandt, at denne
opgave måtte falde indenfor de rammer, vi havde udstukket, og en af medarbejderne fra Isotoplaboratoriet
– Niels Hesselbjerg Christensen - gik i gang med pipsan-projektet og arbejdede
i adskillige år tæt sammen med Bojesen. Dette er også et eksempel på, at der kom andre og
brugte vores laboratorium. Det startede nemlig med, at Bojesen, der jo godt nok var læge men
tilsyneladende også en udmærket kemiker, kom ned og fremstillede selv stoffet. Det kunne
han således på glimrende vis gøre selv; men han kunne ikke få Sundhedsstyrelsens tilladelse
til at lave det radioaktive præparat på sit eget Institut for Eksperimentel Medicin. Men
efterhånden skulle så Hesselbjerg Christensen overtage produktionen af det radioaktive
pipsan.
Dette udviklede sig til et meget interessant projekt, fordi der opstod ønske om at indbygge
to forskellige radioaktive isotoper i det samme stof. Det lykkedes også Hesselbjerg at finde en
bedre måde til at fremstille pipsan og lignende produkter, som blev patenteret i 1965. Undervejs
introducerede Bojesen desuden endnu et stof, tosan [p-toluen-sulfonsyreanhydrid], som
også skulle radioaktivt mærkes, og projektet udviklede sig således til også at blive relativt
omfattende. Det var et glimrende projekt, dels fordi der var videnskabelige aspekter i det, og
dels fordi det også kunne være af international interesse, eftersom der ikke på dette tidspunkt
var andre metoder til bestemmelse af disse hormoner. Det gav os for første gang mulighed for
at bidrage til samfundets tarv med andet end bare at forsyne folk med bestrålinger og isotoper.
Hesselbjerg Christensen engagerede sig kraftigt i projektet, brugte nogle år på det og fik på
basis heraf en teknisk doktorgrad ud af det. Så det var et betydningsfuldt projekt for laboratoriets
teknisk-videnskabelige omdømme. Samtidig kunne vi fuldt ud fakturere leverancerne af
pipsan og tosan, fordi det var åbenbart, at de ikke havde noget med bestråling at gøre, og der
var ej heller nogen konkurrence fra andre producenter. Men vi var helt afhængige af Bojesens
muligheder for at skaffe fondsmidler eller andet, og det satte en naturlig grænse for projektets
omfang; den sidste leverance af pipsan fandt sted i 1980.
42